På denne tid af året minder Facebook mig næsten dagligt om mine rejser til New Zealand i 2018 og 2019.
Det er minder om
eventyr, kvantespring, drømme, oplevelser, erfaringer, sol og varme, comfortzoner der brydes, nye relationer …. jeg kunne blive ved.
Jeg skal faktisk nive mig selv lidt i armen for at forstå, at jeg faktisk rejste ud alene og at jeg gjorde alt det jeg gjorde.
Det frembringer et brus af begejstring og en overdrevet følelse af spænding og eventyr, når jeg ser på billederne, når jeg læser i min egen bog, når jeg fortæller om mine oplevelser og når jeg skriver om det her.
Så på den måde har det været det hele værd. Også selvom det har haft sin pris på flere måder.
Og jeg er ikke færdig med eventyret.
Den brusen og boblen som minderne frembringer kan jeg ikke ignorerer.
Eventyret lever i mig og jeg er nød til at tage afsted igen.
Som jeg har skrevet om tidligere, arbejder jeg hårdt med ‘tålmodighed’!
Nu er jeg ved at ha’ skabt min base her i Sibberup og det føles godt og helt rigtigt.
Det er nødvendigt for mig at ha en base hvor jeg har ro og kan arbejde.
Jeg gider ellers ikke skrive om penge, men de er desværre ret nødvendige i forhold til mine drømme. Jeg ønsker ikke at leve i luksus; jeg ønsker at skabe et liv fuld af glæde, passion, begejstring og EVENTYR.
Det kræver i den grad at jeg holder fokus, at jeg er tålmodig og at jeg har tillid.
Jeg rør heldigvis ved eventyret hver dag:
Når jeg sælger en opskrift
Når jeg strikker bare en pind
Når jeg går tur ud i skoven og ved vandet hvor ideer og drømme opstår
Når jeg udgiver et blog indlæg som nu
Når jeg sælger garn
Når jeg modtager anerkendende beskeder om mit virke
Når jeg får en ny følger på Instagram
Der skal faktisk ikke så meget til for at jeg begejstres.
Måske er det præcis det der skaber drømmene og eventyret i mig.
Jeg håber i tager med mig.
Det er jo lige præcis jeres følgeskab, at jeg får lov at fortælle og forhåbentlig inspirerer, der holder det hele i live.
