Den grønne Ø

Ja, den er go nok, Irland er meget grøn.

Ikke kun Skt Patrick og trekløveren men landskaberne er grønne, meget grønne. 

Jeg forstår til fulde hvorfor Irland omtales alle steder som ‘Den grønne Ø’.

Når jeg kigger ned over mit billedealbum fra mine 6 uger på den grønne Ø er der faktisk virkelig mange billeder der er meget grønne.

Jeg nyder at forsvinde ind i alle mine billeder.

Det er ca en måned siden at jeg kom hjem fra min Strikkerejse #2 og jeg har faktisk ikke haft tid, ro og lejlighed til sådan rigtigt at dvæle ved billeder og alt hvad jeg oplevede.

Først skulle jeg lige lande og vaske tøj og snuppe et par dage med totalt antiklimaks. 

Så startede jeg på job igen, hvilket har været temmeligt omtumlet bla. pga. forestående omstruktureringer som skabte en del frustrationer hos undertegnede.

Så jeg glæder mig virkelig til den sommerferie jeg har i sigte, lige om hjørnet.

Meget af ferien skal bruges på at fordybe mig i billeder og garn men også på at få sat ord på alle de helt særlige oplevelser jeg fik.

Jeg har indtil videre faktisk ikke skrevet ret meget om hvad jeg oplevede i Irland. 

Men jeg tror at der kommer små historier i løbet af sommeren når jeg dykker ned i det der allerede er blevet til minder.

Friske minder.

Undervejs var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville skrive en ny bog. 

Det er jeg ikke længere; det vil jeg mega gerne og jeg mærker næsten at den former sig i mit indre. Gnisten er tændt!

Jeg kørte ca 2000 km rundt på den Grønne Ø og jeg kunne sagtens have kørt 2000 mere.

Irland er smuk, virkelig smuk.

Jeg glæder mig til at fortælle om alt det grønne, om de søde søde og imødekommende irlændere, om får og lam alle vegne, om Wild Atlantic Way, woolen mills, Donegal, Dublin, Peggy’s Place, Galway, Inis Mor, strikkecafe i Ennistymon, min elskede Ofelia og meget mere. 

Wauw

Når jeg remser op på denne måde går det op for mig at jeg er overloadet med fantastiske oplevelser som jeg slet ikke har haft mulighed for at dele ud af.

Så glæder jeg mig endnu mere til sommerferie og til at dykke ned i det hele 

Og især til efterårets foredrag, og dem er der heldigvis allerede en del af i kalenderen. hvor jeg kan øse endnu mere.

APROPOS FOREDRAG

NEW ZEALAN eller IRLAND

Eller en kombi.

Der er mange muligheder og jeg kan skrue op og ned for drømme, uld og strik alt efter publikum.

Selvom jeg er passioneret for ulden og hele strikke universet så er jeg ligeså passioneret for livet, drømmene, kærligheden etc.

Derfor, hvis du bliver inspireret og får ideer til et arrangement på din arbejdsplads, kulturhus, forening eller andet så kontakt mig endelig. 

Jeg ønsker jer alle en skøn tirsdag.

GNIST

GNIST

Gnist! Et lille ord der beskriver at være begejstret, ivrig, motiveret, inspireret og handlekraftig.

Jeg ved præcis hvornår jeg har den, gnisten, og hvor godt det føles når den er tændt.

Jeg ved desværre også hvornår den er slukket hos mig og hvordan det føles tilsvarende træls.

Især fordi det sker, når jeg ‘tillader’ nogen eller noget udefra at slukke min gnist.

Jeg bliver faktisk så ked af det. Så ked af det, at det er svært at slippe.

Jeg har lært at:

‘Det jeg vander gror’

‘Det jeg sender ud i universet sker’

Så, jeg må sparke mig selv bagi og flytte fokus til gnisten der er tændt og den skønne følelse det giver og al den gode energi det generere.

I sidste weekend var jeg på Strikkecamp i Korsør. Et event for 20 stand-holdere udgjorde et strikke mekka i Multihuset på Storebælt Camping. Smukke omgivelser og masser af garn og søde mennesker.

Her mærkede jeg min gnist være tændt. 

To situationer fik min gnist til at blusse ekstra op.

Den ene var en samtale med en skøn kvinde, om muligt foredrag, i første omgang med strik som overskrift. Så fortalte hun om hendes engagement ift. Alzheimers og vi kom til at snakke om det at bevare livsgnisten selvom livet viser tænder. Vi tunede begge ind på helt samme frekvens med ideer og muligheder, hvor mit foredrag om min passion kan bruges til mere end at fortælle om strik og uld. Det vil være Fantastisk.

Fantastisk fordi det at tænde noget hos andre er med til at tænde min gnist.  Og det er præcis det den anden situation handler om.

For jeg fik besøg af sødeste Tina, som har fulgt mig siden jeg udgav min bog hvor hun kom til reception. Jeg blev faktisk så rørt, for Tina fortalte mig, på kærligste vis, at det jeg gør har været inspiration og medvirkende til de kæmpe skønne og svære skridt hun nu har taget i livet.

Så jeg har tændt gnisten hos Tina, været med til at skabe begejstring, inspiration og handlekraft. Og Tina gav så meget tilbage og tændte min gnist ved at fortælle mig hendes historie. TAK.

Det er kun lidt over 3 uger siden at jeg kom hjem fra 6 fantastiske uger i Irland. Jeg nåede dog nærmest ikke at få alle oplevelser og indtryk til at synke ind før ‘virkeligheden’ ramte mig. Den virkelighed der til tider slukker min gnist.

Men det skal den ikke få lov til. De gode oplevelser på Strikkecamp er med til at holde liv i gnisten. Om lidt har jeg en lang sommerferie hvor gnisterne skal springe – altså på den fede måde – og jeg glæder mig allerede vildt til de foredrag der er i kalenderen i efteråret. Jeg glæder mig så meget til at dele ud af mine drømme og min passion, 

nu med Irland.

Ude godt, hjemme dejligt

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

Cushendale Woollen Mills

Det må være forventeligt at lave nogle fejl vurderinger i løbet af en rejse på 6 uger.

Det er klart tilfældet ift. besøg på Cushendale, 

DET skulle jeg have opprioriteret og havde slet ikke nok tid i går da jeg besøgte det fantastiske sted.

Jeg havde lige ‘squeezet’ det ind på min vej fra Tramore til Dublin hvor jeg skulle aflevere bil og helst nå ind i Dublin inden den værste myldretid.

Jeg havde ikke læst ordentligt på lektien hjemmefra. Jeg havde dog kigget på deres hjemmeside igen dagen før besøg og det gik op for mig at Cushendale laver garn af IRSK ULD, hvilket ellers har været noget svært at opdrive.

Jeg trådte ind i en lille men meget delikat og trendy butik, her blev jeg modtaget af Trevor som i den grad var imødekommende. Da jeg fortalte om min mission fik jeg hele historien om Cushendale woolen Mill som faktisk har eksisteret i over 800 år. De første 300 år blev ‘møllen’ drevet af munke, så kom englænderne og lavede om i alting men siden det 18. århundrede har familien Cushen drevet møllen.

Trevor tog mig med ind igennem hele ‘møllevitten’! 

Jeg synes det er SÅ interessant og virkelig fantastisk at vide hvordan garn bliver til. 

Det vidste jeg vel egentlig godt men jeg vidste ikke hvordan hele den maskinelle proces foregår. Og der er også rigtig meget at vide ifb. typer af uld, vask, farvning, osv.

Det interessante hos Cushendale er bla. at de bruger Irsk uld, fra fåreracen Galway. 

Cushendale varetager alle processer, fra den rå uld til garnet og de vævede tekstiler, der kommer ud i den anden ende. Selv processen med at vaske ulden, altså når den kommer ind ‘rå’, foregår også på stedet ved brug af det vand der kommer oppe fra bjergene.

Trevor fortalte mig så mange ting, jeg blev overloadet, håber jeg kan huske bare det halve. 

Men det vil jeg ikke skrive i detaljer her, så bliver det et meget langt skriv. 

Det kan komme til mine foredrag.

Jeg hilste også på ejeren, Philip, som havde gang i spindemaskinen …. det ved jeg ikke om er den rigtige betegnelse …. og vi fik lige en sludder om Hjelholts uldspinderi på Fyn som han, som det mest naturlige, kender.

Jeg tilbragte to timer hos Cushendale. Jeg købte kun en lille pose garn. For jeg kan nærmest ikke presse mere ned i min kuffert OG heller ikk ned i den ekstra taske! Men det er jo heldigvis muligt at købe det på deres hjemmeside.

cushendale.ie

Der er noget helt særligt ved at alle deres produkter er lavet af et materiale som er blevet fulgt med omsorgsfuld hånd hele vejen. At vide præcis hvad det består af. Det bliver gedigent.

Og her kan jeg virkelig mærke det fantastiske fænomen som jeg synes uld er:

Får, der veltilfredse lever i deres rette element, i den smukkeste natur, spiser græs året rundt, med en iver så man skulle tro de blev betalt for det. for så at blive klippet når det bliver sommer og ulden er alt for varm for dem. Det er én dag om året de bliver klippet! Så kan de spise videre.

Og vi, passionerede strikkere, i hele verden, kan strikke, af alt det skønne uld og blive glade i låget.

KÆRE ALLE SKØNNE MENNESKER

Kære alle skønne mennesker 

Nu er der kun 5 dage til jeg igen lander i DK. Nu med kufferten fuld af garn, har faktisk bestilt ekstra bagage, og en masse nye oplevelser og minder på kontoen … den i banken er til gengæld tømt!

Det har været 6 skønne uger men også på mange måder en anderledes og udfordrende tur. Når jeg rejser alene er der meget tid til at tænke og mærke sig selv.

Sådan var det også på min rejse til New Zealand men alligevel kan de to rejser nærmest ikke sammenlignes, det skulle da lige være ift. mængden af garn.

En ting der er blevet ret tydelig for mig undervejs er, at mit formål og mit budskab, altså det jeg så gerne vil dele med jer, ikke er det; tydeligt!

I hvert fald ikke så tydeligt som jeg gerne vil have det til at være.

Det har bla noget at gøre med at jeg vil for mange ting og har gang i for meget. Som jeg skrev i et tidligere blog indlæg, så bobler det rundt i mit hoved med ideer til alverdens ting.

Jeg ved, også fra mine ture til NZ og i min bog skrivnings proces, hvor vigtigt det er at holde fokus og snuden i sporet, som man siger.

Min alenetid kan jeg så netop bruge til at skille tingene ad og finde fokus og så klare det hele heldigvis op.

Det bliver forholdsvis tydeligt for mig, at vigtigst er mit strik og min kreativitet, at slippe den løs og udvikle design og strikke opskrifter 

OG 

vigtigt er også mine foredrag, hvor jeg så gerne vil inspirere til at strikke, men især til at leve fra hjertet og til at turde drømme. Vække jeres drømme og jeres kreativitet.

Det er forløsende og fantastisk at finde ind til sig selv og ikke være styret af burde og skulle. 

Det er forløsende og fantastisk at kunne mærke sig selv, helt ind i hjertet, at elske sig selv og være bevidst om hvad der gør dig glad.

De sidste 10 år har jeg været på den vildeste livs rejse og med de erfaringer jeg har gjort mig kombineret med mine uddannelser og arbejde med mennesker har jeg så meget på hjerte. 

Egentlig er det vist alligevel helt tydeligt inde i mig selv

men jeg vil rigtig gerne at det også er tydeligt ud ad til, for jer. Jeg bliver nysgerrig på at vide 

  • om mit budskab går igennem
  • på hvilken måde jeg inspirere og til hvad
  • hvad bliver i nysgerrige på?
  • hvad vil i gerne høre, se, læse mere af

ALLE kommentarer kan være til hjælp og inspiration så bare gi den gas

I sidste ende vil jeg dog følge MIT hjerte, for så er jeg den bedste version af MIG

Alene men ikke ensom

Alene men ikke ensom.

Det er vigtigt ikke at forveksle det, at være alene med ensomhed.

På min rejse, lige nu i Irland, men også generelt på min livsrejse og på min rejse ud i mine drømme, kan jeg til tider godt føle mig ret alene.

En klog, kær og meget kreativ veninde skrev til mig:

Den kreative proces er virkelig en ‘lonely journey’ og mega sårbar undervejs.

Wauw, hun sætter virkelig de rette ord på. 

I mit hoved, bobler det jo ikke kun med ideer til strik. Der er jo også alverdens ideer til rejser som denne, mine drømme og ideer om hvordan jeg vil arbejde så jeg kan leve af det, fotos, strikkekunst, foredrag, events ….. ALT MULIGT.

Det er svært at beskrive og derfor også, helt forståeligt, svært for andre at forestille sig før der kommer noget håndgribeligt ud i den anden ende.

Men selvom det er en ‘lonely journey’, hvor humør, energi, tro og tillid er noget svingende, så kan jeg slet ikke lade være.

Da jeg for 4 år siden rejste til New Zealand mærkede jeg tydeligt at nu var der ingen vej tilbage; Jeg kan slet ikke lade være og jeg er nødt til at fortsætte ud i drømmene.

Når jeg rammer den gode energi og tilliden, som er med til at skabe fantastiske øjeblikke og oplevelser og den der flow-tilstand jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo, at den kreative frekvens stiger, det hele stiger; styrken, modet, inspirationen, viljen, livsgnist, glæde, passion, frihed, jeg kunne blive ved, hvilket får mig til at fortsætte.

Når jeg så i kølvandet modtager skønne beskeder og kommentarer fra jer, så mærker jeg kæmpe glæde og så giver det hele mening. Det er jo præcis det der gør at jeg ikke bliver ensom på min ‘lonely journey’

I TV udsendelsen ‘Vild, vildere, Lyngvild’ hørte jeg Jim Lyngvild sige, højt og tydeligt, at SELVFØLGELIG er det anerkendelsen der driver værket.

Det må jeg jo give ham ret i. Nok er det en ‘lonely journey’ men den bliver bl.a. holdt i gang og næret af anerkendelse.

Så TAK til jer der følger med. Jeg har mange planer og visioner og i er en stor del af dem.

Hedgehog Fibres

Tænkt hvis jeg  havde al tid i verden og bare kunne forsvinde ind i garnhimlen, der hvor tid og sted forsvinder og hvor jeg kan fordybe mig i at strikke, tegne, eksperimentere, udvikle osv.

Jeg rørte ved den tilstand af flow hos Hedgehog Fibres i går.

Efter et magisk besøg ved Hedgehog Fibres, et spændende og virkelig inspirerende firma, står ideerne nu i kø. Det bobler med farver, mønstre og alt for fede design til sweatre, veste, trøjer og sjaler. Det danser rundt i mit hoved.

Jeg havde fornøjelsen af at møde både Rose og Lin.

Rose er bla. garn farver hos Hedgehog fibres, sådan på den fede kunstneriske måde. 

Wauw, sikke et job! Rose lyste af passion og glæde hvilket var virkelig interessant.

Efter snak om garn og farver dykkede jeg ned i garnhylderne i deres Showroom og tiden forsvandt.

Efter to timer forlod jeg Hedgehog Fibres fyldt op med god god energi og med to poser garn.

På en cafe indtog jeg min frokost i ro og lod alle indtryk bundfælle sig.

Det var her jeg mærkede det dybe ønske om at kunne forsvinde ind i garnhimlen og ind i de kreative processer.

At skabe noget, uanset hvilket håndværk eller kunstart der er tale om, er ikke noget man/jeg, gør lige fra kl 16-17 efter job.

Det kræver så meget tid og ro.

Men tænk hvad der kunne komme ud i den anden ende. 

Om 10 dage lander jeg i DK. Så har jeg en uge hjemme i min egen hule inden jeg skal på job.

Fuld tid!

Og jeg er ‘kommet til’ at købe virkelig meget garn og det strikker jo ikke sig selv!

Så jeg kommer sgu i tids underskud.

GODT at jeg nu har 6 dage på dette Airbnb, her skal jeg fordybe mig og brede ALT det garn jeg har købt ud over det hele.

GODT jeg har en lang sommerferie i sigte hvor jeg også får tid.

Og GODT at jeg får tingene til at ske, ellers var jeg jo ikke hvor jeg er lige nu.

Jeg bliver bare utålmodig.

Jeg nød så meget at besøge HH fibres og nu har jeg jo bare lyst til at blive i den garnbobbel.

Jeg glæder mig til at vise jer hvad der er i poserne og hvad der danser rundt i mit hoved …. eller måske ikke alt der er i mit hoved!

Rigtig dejlig bededagsferie til jer alle.

Kerry Woollen Mills

Det er ikke meget jeg får skrevet her på bloggen, undervejs på min rejse her i irland.

Jeg synes ikke at jeg har tid, Jeg oplever jo! Og strikker.

I går havde jeg endnu en skøn oplevelse og her hvor jeg bor nu har jeg ro til at skrive. 

Klokken er kun 7, jeg har nylavet kaffe i koppen og jeg sidder under dynen og skriver, sådan som jeg bedst kan lide det.

Så nu kan du tage med en tur til Kerry Woollen Mills

Her havde jeg på forhånd en aftale kl 10 i går formiddags, hvor jeg ville få en rundvisning i det 300 år gamle spinderi som har været drevet af samme familie i de sidste 120 år, nu på fjerde generation.

Jeg blev vist rundt af Yvonne og vi var hele vejen rundt fra hvor ulden ligger i store ‘baller’ og helt til den er forvandlet til smukke tekstiler og det dejligste garn.

Det var fantastisk og lærerigt at få lov at kigge med, helt tæt på processen fra rå uld til det garn jeg er så vild med at strikke af.

Men det er særligt fantastisk at snakke med en person der har så stor erfaring og så meget viden om uld. Jeg sugede til mig, alt jeg kunne, om fåreracer og uldtyper, begreber, behandling af får og uld – herunder holdningen til ‘mulesing’ – længde på uldfibre, aran strik og jeg kunne blive ved.

Jeg er overloaded med uld, både i min hjerne og i min kuffert og jeg er vild med det.

En virkelig interessant formiddag i den dejligste duft af uld over alt.

Nu var det helt anderledes at gå rundt i butikken end da jeg besøgte stedet om fredagen.

Farverne på garnet var anderledes, de vævede tekstiler, Aran sweaters, det hele havde pludselig et helt andet udtryk med meget mere dybde.

I mens jeg kiggede på garn, hvor jeg brugte lang tid på at bestemme mig for næste køb, faldt jeg i snak med fire ualmindeligt søde kvinder fra US, staten Washington.

Fire kvinder der har kendt hinanden hele livet, på 3 ugers rejse i Irland, hvor de havde hyret en chauffør til at køre dem rundt. Så der fik jeg et lille tiltrængt klap på skulderen da de hørte at jeg selv kørte, i venstre side, i 6 uger: 

You are brave!

THANK YOU

Og vi havde sådan en go og interessant snak henover bunkerne af uld plaider og garn.

Søde, nærværende, indlevende og nysgerrige kvinder. 

Sådan et møde skaber uendelige mængder af god energi.

Efter to timer gik jeg derfra med en pose fuld af garn, i en farve jeg normalt ikke ville falde for og med en tweet kasket på hovedet, ud i den silende regn.

Alt er godt

Jeg fandt en cafe i Killarney hvor jeg fik varm suppe til frokost, det passede perfekt til vejret.

Kørte til Cork som var næste stoppested og tjekkede ind på det fineste Airbnb hvor jeg har en hel afdeling for mig selv, med køkken, soveværelse og badeværelse til nærmest ingen penge.

Her sidder jeg så nu og skriver.

Udover at strikke er dagens plan at hoppe på en bus ind til Cork centrum. Der er ikke noget bestemt jeg går efter, jeg skal bare være, lade mig inspirere og give mig selv god tid.

Tak fordi du følger med ud i mine eventyr.

INGEN PLANER

I går kørte jeg i de smukkeste omgivelser.

Bjerge, bakker og dale

Søer, fjorde og hav

Stengærde, blackface sheep og gule ‘whin bushes’ alle vegne.

Men jeg kan ikke stoppe og tage fotos hele tiden og rastepladser bruger de ikke ret meget i irland.

Filme imens jeg køre i venstre side ad smalle og snoede veje går jo heller ikke.

Men egentlig har jeg heller ikke lyst til altid at opleve alting igennem et kamera.

Jeg må sætte mig ud over at jeg skal bruge fotos til en bog. 

HVIS jeg skal lave en bog. 

For nu hvor jeg er i gang så kan jeg mærke eventyret og følelsen af frihed.

Friheden til at køre så langt jeg vil og hvorhen jeg har lyst.

Friheden til at bruge tiden til lige præcis hvad jeg har lyst til, om det så er at se dansk tv og strikke selvom jeg er i Irland.

Friheden til at strikke lige det jeg synes kunne være sjovt.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, friheden til ikke at have en bestemt plan med denne tur.

Planen var jo en ny bog samt nye foredrag men jeg kan mærke at faste planer begrænser mig.

Min drivkraft er at give slip på alle forventninger, både fra mig selv og omverdenen.

Min drivkraft er at tillade mig selv at gøre lige det der føles mest rigtigt. 

Det er her min kreativitet får plads og min energi stiger.

‘Har man sagt A må man også sige B’

Hvorfor?

Det ordsprog er jeg faktisk ikke ret vild med.

Hvad nu hvis det ikke dur at sige A, hvad nu hvis det føles forkert? Hvorfor F skal jeg så sige B?

Så siger jeg måske i stedet Q og derefter R.

Jeg vil f.eks. ikke sige B fordi det skal man og så ende ud i at lave en dårlig bog, bare fordi jeg sagde A!

Det kan sagtens være at jeg skriver en bog til.

Men jeg mærker hvor vigtigt det er for mig ikke at være låst af planer og faste overbevisninger om hvad der skal ske. 

Og det er faktisk også vigtigt for mig at sige det højt, at skrive det her, fordi jeg ikke kun har lyst til at inspirere til at strikke men også til at leve og turde mærke efter i stedet for at gøre det der forventes.

Nå men, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske og det er fedt.

REJSEFEBER

Pust og støn!

Det er søndag aften, klokken er 20.17. Jeg har pakket og har styr på det hele

MEN

Jeg har rejsefeber! Virkelig! Jeg kan slet ikke finde ro og jeg har så’n lyst til at tude og jeg er træt og spekulerer hele tiden over at jeg skal køre i venstre side.

Det er helt skørt.

Så kom jeg i tanke om hvad jeg skrev da jeg skulle til at rejse hjem fra mit første eventyr på New Zealand. jeg skrev sådan her:

SÅ er min strikke rejse nået til ende. Jeg flyver hjem i dag … 35 timer fra Wellington til København og så lige et par timers kørsel! Lang tur! Men måske meget godt så jeg kan omstille mig mentalt.

Det har været en absolut fantastisk rejse. Fra start til slut.

Jeg har nydt og elsket hvert minut.

Jeg er stolt og glad

Jeg er top inspireret og klar til at fortsætte eventyret.

Jeg håber at jeg kan skrive nøjagtig det samme d. 27. maj når jeg er på vej hjem. Jeg kan faktisk godt huske hvordan jeg havde det inden jeg rejste til New Zealand d. 2. januar 2018.

Jeg havde det lige præcis sådan her.

At tage på eventyr, at træde ud af sin comfortzone, at udvikle sig. Alt det skriver jeg om en anden dag.

Nu skal jeg lige drikke en kop te og se lidt ‘Sommerdahl’ og så i seng. Uret ringer kl. 5. Så starter eventyret, det bliver godt at komme i gang.

Alt er godt.