Hjemme i mig selv

Ferietid er lig med lydbøger, jeg har allerede lyttet til flere skønne.

Jeg har lige afsluttet ‘Se, jeg danser mor’ af Puk Elgaard. 

Den er ret fantastisk og Puk er fantastisk.

Så faldt jeg over ‘Du kender typen’, en podcast på DR Lyd med Anne Glad.

I april havde Anne Glad besøg af Puk Elgaard og det blev jeg naturligvis nysgerrig på at høre. 

Dagens podcast handlede en del om at hvordan Puk bor og har sat hus i stand.

De talte også om at Puk har flyttet 27 gange i sit liv siden hun tog på efterskole som 14 årig og om at 27 gange er vildt mange gange. 

Anne Glad nævner bla. at det for de fleste mennesker er virkelig stressende og belastende at flytte, så 27 gange er jo nærmest uoverskueligt og jeg synes at høre i mellem linjerne at det er mærkeligt og i hvertfald ikke ‘som folk er flest’

Så siger Puk noget, som virkelig vækkede genklang hos mig, sådan virkelig virkelig!

Puk siger;

Jeg elsker at flytte. Jeg synes det er fantastisk at flytte. Det med at vågne op den første morgen i en ny lejlighed og tænke ‘hvor er jeg’? Hvor køber man overhovedet ind i det nye område, hvem bor inde ved siden af og det, at pakke ud og indtage nyt land. Gå ned og hilse på grønthandleren og skabe et nyt netværk, det elsker jeg.

Puk siger ordene med den sødeste glade stemme som gjorde det helt selvfølgeligt at det er fedt at flytte. 

Hun åbnede med et trylleslag ind til noget jeg ikke vidste at jeg havde lukket inde; 

Jeg elsker at flytte

Jeg var lige nødt til at kigge på borger.dk; jeg har flyttet 29 gange siden jeg blev sendt på kostskole som 18 årig. Så jeg ved hvad jeg snakker om.

Ud af de 29 flytninger har det heldigvis kun været nogle få jeg ikke selv drømte om, ellers synes jeg faktisk det er fedt at flytte. Hårdt ja, men sjovt. 

Puk fortæller at det er lidt lige som et eventyr, om den gode følelse i, at få barberet ned i de ting hun ejer, som gør at hun lige hurtigt kan pakke når hun skal flytte og at når hun flytter ind et sted, kommer det ret hurtigt til at ligne et hjem. 

Det genkender jeg alt sammen.

Det er forløsende.

Jeg har nok været ret påvirket af, og adopteret, andres holdninger og følelser omkring det at flytte.

En venlig sjæl satte disse ord på: jeg har i flere år været flov over ikke at kunne finde ro.

Det er et godt beskrevet. Jeg er til tider blevet kaldt rastløs og blevet bedt om at blive boende hvor jeg bor/boede.

Det at jeg flytter, igen og igen, inklusiv mine rejser, er jo en del af min personlige rejse.

Og det er da federe at omfavne den end at gøre den forkert.

Blot til info så er jeg ikke lige ved at flytte fra det sted hvor jeg bor nu. 

Men, jeg mærker det kommer snigende, at jeg skal videre.

Kære Puk Elgård, du satte mig lige fri.

Faktisk har jeg for nyligt, før jeg hørte denne podcast, haft nogle tanker om at jeg føler mig hjemme i mig selv. Det er nok først kommet inden for de sidste 5 år, og det er faktisk en stor bedrift at være nået dertil. 

Og præcis fordi jeg føler mig hjemme i mig selv kan jeg rejse og flytte mig.

JA, jeg har også brug for et hjem, en hyggelig og tryg base hvor jeg kan lade op.

Men for mig er det vigtigt at roen kommer indefra. Og den indre ro har jeg brug for, fordi eventyr og nysgerrighed flyder i mit blod. 

Og det må det godt.

Den grønne Ø

Ja, den er go nok, Irland er meget grøn.

Ikke kun Skt Patrick og trekløveren men landskaberne er grønne, meget grønne. 

Jeg forstår til fulde hvorfor Irland omtales alle steder som ‘Den grønne Ø’.

Når jeg kigger ned over mit billedealbum fra mine 6 uger på den grønne Ø er der faktisk virkelig mange billeder der er meget grønne.

Jeg nyder at forsvinde ind i alle mine billeder.

Det er ca en måned siden at jeg kom hjem fra min Strikkerejse #2 og jeg har faktisk ikke haft tid, ro og lejlighed til sådan rigtigt at dvæle ved billeder og alt hvad jeg oplevede.

Først skulle jeg lige lande og vaske tøj og snuppe et par dage med totalt antiklimaks. 

Så startede jeg på job igen, hvilket har været temmeligt omtumlet bla. pga. forestående omstruktureringer som skabte en del frustrationer hos undertegnede.

Så jeg glæder mig virkelig til den sommerferie jeg har i sigte, lige om hjørnet.

Meget af ferien skal bruges på at fordybe mig i billeder og garn men også på at få sat ord på alle de helt særlige oplevelser jeg fik.

Jeg har indtil videre faktisk ikke skrevet ret meget om hvad jeg oplevede i Irland. 

Men jeg tror at der kommer små historier i løbet af sommeren når jeg dykker ned i det der allerede er blevet til minder.

Friske minder.

Undervejs var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville skrive en ny bog. 

Det er jeg ikke længere; det vil jeg mega gerne og jeg mærker næsten at den former sig i mit indre. Gnisten er tændt!

Jeg kørte ca 2000 km rundt på den Grønne Ø og jeg kunne sagtens have kørt 2000 mere.

Irland er smuk, virkelig smuk.

Jeg glæder mig til at fortælle om alt det grønne, om de søde søde og imødekommende irlændere, om får og lam alle vegne, om Wild Atlantic Way, woolen mills, Donegal, Dublin, Peggy’s Place, Galway, Inis Mor, strikkecafe i Ennistymon, min elskede Ofelia og meget mere. 

Wauw

Når jeg remser op på denne måde går det op for mig at jeg er overloadet med fantastiske oplevelser som jeg slet ikke har haft mulighed for at dele ud af.

Så glæder jeg mig endnu mere til sommerferie og til at dykke ned i det hele 

Og især til efterårets foredrag, og dem er der heldigvis allerede en del af i kalenderen. hvor jeg kan øse endnu mere.

APROPOS FOREDRAG

NEW ZEALAN eller IRLAND

Eller en kombi.

Der er mange muligheder og jeg kan skrue op og ned for drømme, uld og strik alt efter publikum.

Selvom jeg er passioneret for ulden og hele strikke universet så er jeg ligeså passioneret for livet, drømmene, kærligheden etc.

Derfor, hvis du bliver inspireret og får ideer til et arrangement på din arbejdsplads, kulturhus, forening eller andet så kontakt mig endelig. 

Jeg ønsker jer alle en skøn tirsdag.

GNIST

GNIST

Gnist! Et lille ord der beskriver at være begejstret, ivrig, motiveret, inspireret og handlekraftig.

Jeg ved præcis hvornår jeg har den, gnisten, og hvor godt det føles når den er tændt.

Jeg ved desværre også hvornår den er slukket hos mig og hvordan det føles tilsvarende træls.

Især fordi det sker, når jeg ‘tillader’ nogen eller noget udefra at slukke min gnist.

Jeg bliver faktisk så ked af det. Så ked af det, at det er svært at slippe.

Jeg har lært at:

‘Det jeg vander gror’

‘Det jeg sender ud i universet sker’

Så, jeg må sparke mig selv bagi og flytte fokus til gnisten der er tændt og den skønne følelse det giver og al den gode energi det generere.

I sidste weekend var jeg på Strikkecamp i Korsør. Et event for 20 stand-holdere udgjorde et strikke mekka i Multihuset på Storebælt Camping. Smukke omgivelser og masser af garn og søde mennesker.

Her mærkede jeg min gnist være tændt. 

To situationer fik min gnist til at blusse ekstra op.

Den ene var en samtale med en skøn kvinde, om muligt foredrag, i første omgang med strik som overskrift. Så fortalte hun om hendes engagement ift. Alzheimers og vi kom til at snakke om det at bevare livsgnisten selvom livet viser tænder. Vi tunede begge ind på helt samme frekvens med ideer og muligheder, hvor mit foredrag om min passion kan bruges til mere end at fortælle om strik og uld. Det vil være Fantastisk.

Fantastisk fordi det at tænde noget hos andre er med til at tænde min gnist.  Og det er præcis det den anden situation handler om.

For jeg fik besøg af sødeste Tina, som har fulgt mig siden jeg udgav min bog hvor hun kom til reception. Jeg blev faktisk så rørt, for Tina fortalte mig, på kærligste vis, at det jeg gør har været inspiration og medvirkende til de kæmpe skønne og svære skridt hun nu har taget i livet.

Så jeg har tændt gnisten hos Tina, været med til at skabe begejstring, inspiration og handlekraft. Og Tina gav så meget tilbage og tændte min gnist ved at fortælle mig hendes historie. TAK.

Det er kun lidt over 3 uger siden at jeg kom hjem fra 6 fantastiske uger i Irland. Jeg nåede dog nærmest ikke at få alle oplevelser og indtryk til at synke ind før ‘virkeligheden’ ramte mig. Den virkelighed der til tider slukker min gnist.

Men det skal den ikke få lov til. De gode oplevelser på Strikkecamp er med til at holde liv i gnisten. Om lidt har jeg en lang sommerferie hvor gnisterne skal springe – altså på den fede måde – og jeg glæder mig allerede vildt til de foredrag der er i kalenderen i efteråret. Jeg glæder mig så meget til at dele ud af mine drømme og min passion, 

nu med Irland.

Ude godt, hjemme dejligt

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

KÆRE ALLE SKØNNE MENNESKER

Kære alle skønne mennesker 

Nu er der kun 5 dage til jeg igen lander i DK. Nu med kufferten fuld af garn, har faktisk bestilt ekstra bagage, og en masse nye oplevelser og minder på kontoen … den i banken er til gengæld tømt!

Det har været 6 skønne uger men også på mange måder en anderledes og udfordrende tur. Når jeg rejser alene er der meget tid til at tænke og mærke sig selv.

Sådan var det også på min rejse til New Zealand men alligevel kan de to rejser nærmest ikke sammenlignes, det skulle da lige være ift. mængden af garn.

En ting der er blevet ret tydelig for mig undervejs er, at mit formål og mit budskab, altså det jeg så gerne vil dele med jer, ikke er det; tydeligt!

I hvert fald ikke så tydeligt som jeg gerne vil have det til at være.

Det har bla noget at gøre med at jeg vil for mange ting og har gang i for meget. Som jeg skrev i et tidligere blog indlæg, så bobler det rundt i mit hoved med ideer til alverdens ting.

Jeg ved, også fra mine ture til NZ og i min bog skrivnings proces, hvor vigtigt det er at holde fokus og snuden i sporet, som man siger.

Min alenetid kan jeg så netop bruge til at skille tingene ad og finde fokus og så klare det hele heldigvis op.

Det bliver forholdsvis tydeligt for mig, at vigtigst er mit strik og min kreativitet, at slippe den løs og udvikle design og strikke opskrifter 

OG 

vigtigt er også mine foredrag, hvor jeg så gerne vil inspirere til at strikke, men især til at leve fra hjertet og til at turde drømme. Vække jeres drømme og jeres kreativitet.

Det er forløsende og fantastisk at finde ind til sig selv og ikke være styret af burde og skulle. 

Det er forløsende og fantastisk at kunne mærke sig selv, helt ind i hjertet, at elske sig selv og være bevidst om hvad der gør dig glad.

De sidste 10 år har jeg været på den vildeste livs rejse og med de erfaringer jeg har gjort mig kombineret med mine uddannelser og arbejde med mennesker har jeg så meget på hjerte. 

Egentlig er det vist alligevel helt tydeligt inde i mig selv

men jeg vil rigtig gerne at det også er tydeligt ud ad til, for jer. Jeg bliver nysgerrig på at vide 

  • om mit budskab går igennem
  • på hvilken måde jeg inspirere og til hvad
  • hvad bliver i nysgerrige på?
  • hvad vil i gerne høre, se, læse mere af

ALLE kommentarer kan være til hjælp og inspiration så bare gi den gas

I sidste ende vil jeg dog følge MIT hjerte, for så er jeg den bedste version af MIG

Alene men ikke ensom

Alene men ikke ensom.

Det er vigtigt ikke at forveksle det, at være alene med ensomhed.

På min rejse, lige nu i Irland, men også generelt på min livsrejse og på min rejse ud i mine drømme, kan jeg til tider godt føle mig ret alene.

En klog, kær og meget kreativ veninde skrev til mig:

Den kreative proces er virkelig en ‘lonely journey’ og mega sårbar undervejs.

Wauw, hun sætter virkelig de rette ord på. 

I mit hoved, bobler det jo ikke kun med ideer til strik. Der er jo også alverdens ideer til rejser som denne, mine drømme og ideer om hvordan jeg vil arbejde så jeg kan leve af det, fotos, strikkekunst, foredrag, events ….. ALT MULIGT.

Det er svært at beskrive og derfor også, helt forståeligt, svært for andre at forestille sig før der kommer noget håndgribeligt ud i den anden ende.

Men selvom det er en ‘lonely journey’, hvor humør, energi, tro og tillid er noget svingende, så kan jeg slet ikke lade være.

Da jeg for 4 år siden rejste til New Zealand mærkede jeg tydeligt at nu var der ingen vej tilbage; Jeg kan slet ikke lade være og jeg er nødt til at fortsætte ud i drømmene.

Når jeg rammer den gode energi og tilliden, som er med til at skabe fantastiske øjeblikke og oplevelser og den der flow-tilstand jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo, at den kreative frekvens stiger, det hele stiger; styrken, modet, inspirationen, viljen, livsgnist, glæde, passion, frihed, jeg kunne blive ved, hvilket får mig til at fortsætte.

Når jeg så i kølvandet modtager skønne beskeder og kommentarer fra jer, så mærker jeg kæmpe glæde og så giver det hele mening. Det er jo præcis det der gør at jeg ikke bliver ensom på min ‘lonely journey’

I TV udsendelsen ‘Vild, vildere, Lyngvild’ hørte jeg Jim Lyngvild sige, højt og tydeligt, at SELVFØLGELIG er det anerkendelsen der driver værket.

Det må jeg jo give ham ret i. Nok er det en ‘lonely journey’ men den bliver bl.a. holdt i gang og næret af anerkendelse.

Så TAK til jer der følger med. Jeg har mange planer og visioner og i er en stor del af dem.

INGEN PLANER

I går kørte jeg i de smukkeste omgivelser.

Bjerge, bakker og dale

Søer, fjorde og hav

Stengærde, blackface sheep og gule ‘whin bushes’ alle vegne.

Men jeg kan ikke stoppe og tage fotos hele tiden og rastepladser bruger de ikke ret meget i irland.

Filme imens jeg køre i venstre side ad smalle og snoede veje går jo heller ikke.

Men egentlig har jeg heller ikke lyst til altid at opleve alting igennem et kamera.

Jeg må sætte mig ud over at jeg skal bruge fotos til en bog. 

HVIS jeg skal lave en bog. 

For nu hvor jeg er i gang så kan jeg mærke eventyret og følelsen af frihed.

Friheden til at køre så langt jeg vil og hvorhen jeg har lyst.

Friheden til at bruge tiden til lige præcis hvad jeg har lyst til, om det så er at se dansk tv og strikke selvom jeg er i Irland.

Friheden til at strikke lige det jeg synes kunne være sjovt.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, friheden til ikke at have en bestemt plan med denne tur.

Planen var jo en ny bog samt nye foredrag men jeg kan mærke at faste planer begrænser mig.

Min drivkraft er at give slip på alle forventninger, både fra mig selv og omverdenen.

Min drivkraft er at tillade mig selv at gøre lige det der føles mest rigtigt. 

Det er her min kreativitet får plads og min energi stiger.

‘Har man sagt A må man også sige B’

Hvorfor?

Det ordsprog er jeg faktisk ikke ret vild med.

Hvad nu hvis det ikke dur at sige A, hvad nu hvis det føles forkert? Hvorfor F skal jeg så sige B?

Så siger jeg måske i stedet Q og derefter R.

Jeg vil f.eks. ikke sige B fordi det skal man og så ende ud i at lave en dårlig bog, bare fordi jeg sagde A!

Det kan sagtens være at jeg skriver en bog til.

Men jeg mærker hvor vigtigt det er for mig ikke at være låst af planer og faste overbevisninger om hvad der skal ske. 

Og det er faktisk også vigtigt for mig at sige det højt, at skrive det her, fordi jeg ikke kun har lyst til at inspirere til at strikke men også til at leve og turde mærke efter i stedet for at gøre det der forventes.

Nå men, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske og det er fedt.

WU HUUU JUMPING

Ja så hopper jeg igen ud fra noget der føles som en meget høj klippe afsats.

Efter ca to år med ‘almindeligt’ arbejde og dermed en forholdsvis forudsigelig hverdag, føles det ærligt talt nærmest lidt nervepirrende at skulle ud på eventyr.

Så hvad laver jeg? Spørger jeg mig selv!

Jeg skal på eventyr og jeg ved det bliver fuldstændig fantastisk.

Nu skal du høre:

Jeg rejser til Irland d. 11. april og lander i DK igen d. 27. maj.

Jeg har taget orlov fra job i ca. 7 uger; NU skal jeg på STRIKKEREJSE #2.

Når jeg lander d. 11. april henter jeg en Toyota Corolla Hybrid et sted i Dublin og så køre jeg langt ud på landet, i VENSTRE side af vejen, til Kingscourt, hvor jeg skal bo på B & B i 2 nætter for lige at lande.

Så køre jeg videre nord vest, til Donegal, hvor jeg har booket et skønt og meget autentisk Airbnb for 6 nætter

Jeg skal besøge Studio Donegal i Kilcar, Jeg skal i garnbutikker, Jeg skal købe Irsk produceret garn og jeg skal stor nyde at fordybe mig i mine ideer og strikke det jeg har lyst til. Jeg skal skabe strik og historier. Jeg skal opleve og være i nuet.

Sidst men IKKE mindst så kommer min datter og besøger mig i hele min første weekend i Irland. Det bliver MAGISK DEJLIGT.

Så går turen videre ned langs Wild Atlantic Way.

Det ved jeg og Jeg ved også hvilke byer og garnfirmaer jeg vil besøge. Men jeg har ingen fast hverken tids eller rute plan.

Denne åbne måde at rejse på, er på én og samme tid fantastisk skøn men også en smule scary.

Jeg ved at det er sundt at jeg rejser og holder liv i mine drømme på denne måde.

Jeg oparbejder en evne til leve let og ubekymret fordi jeg finder ud af at jeg kan klare det meste. Hvis jeg køre ad en forkert vej, så kan jeg bare dreje og køre en anden vej. Og hvem ved, måske var den første vej slet ikke forkert, måske skulle jeg netop opleve dét og lære noget jeg ikke havde regnet med og som jeg kan bruge når jeg køre videre.

Sådan er livet for mig.

Jeg glæder mig mega og nu er der kun 5 uger til jeg er midt i det.

WUU HUUUU

Håber du vil følge med mig her, på Instagram og Facebook.

Til efteråret  kommer en ny bog og nyt foredrag om Irland.

KOMMENDE ARRANGEMENTER

Kommende arrangementer

Der er 6 uger og 4 dage til jeg rejser til Irland på strikkerejse no 2, og det kommer du til at høre meget mere om.

Men i dag vil jeg blot lave en update på de arrangementer og foredrag som finder sted inden afrejse.

LØRDAG D. 26.2. holder jeg ÅBEN STRIKKE CAFE i mine egne stuer; Sibberupvej 24, Skælskør. Du kan se mere om arrangementet, samt tilmelde dig, på Facebook

https://fb.me/e/3gQUusuhL

TIRSDAG D. 22.3.  holder jeg foredrag på FREDERICIA BIBLIOTEK

https://fredericiabib.dk/arrangementer/foredrag/strikkeaften-jorden-rundt-med-mine-strikkepinde

SØNDAG 27.3. skal jeg helt til Bornholm med mit foredrag; Strikkehjørnet i Allinge står for arrangementet som afholdes på Klemens Kro.

Du kan finde arrangementet på Strikkehjørnets Facebook side

https://www.facebook.com/strikkehjornet/

Eller kontakte Jette på mail eller telefon mail: jette@strikkehjornet.dk, SMS 51236752

ONSDAG D. 30.3. skal jeg til Karlslunde og holde foredrag om eftermiddagen

https://www.karlslundekirke.dk/event/8951707

OG endelig skal jeg til Fyn

LØRDAG 2.4. hvor jeg skal være en del af et større arrangement hos Garniture Strik og event. Her holder jeg også mit foredrag om min strikekrejse til New Zealand men med ekstra fokus på det at følge sine drømme og leve fra hjertet.

Du kan se mere om arrangemenet og tilmelde dig via instagram og facebook

https://www.instagram.com/garniture.strik.event/

https://fb.me/e/32Fjc7AZ9

Jeg glæder virkelig meget til det hele og ønsker mig at der kommer mange og lytter

VI SES

FLIGHT BOOKED!

Flybillet bestilt!

Woop woop

Orlov er i hus og jeg har bestilt flybillet til Dublin og retur; 11. april til 27. maj!

Næste strikkerejse er en realitet.

Får jeg sommerfugle i maven? JA det tror jeg da nok lige jeg gør!

Det føles heldigvis godt og rigtigt.

Synes dog at det er interessant, at jeg føler mig meget mere sådan ‘ude på gyngende grund’ end da jeg planlagde min tur til New Zealand for ca 4 år siden. Jeg husker det som at jeg bare var cool og tog afsted uden de store bekymringer. Og der skulle jeg da rejse helt alene om på den anden side af jorden, i længere tid.

På en eller anden måde føles det mere ‘scary’ denne gang.

Er det mon fordi jeg ikke helt vidste hvad jeg gik ind til dengang og det ved jeg nu? På den anden side har jeg kun gode og fantastiske minder fra min New Zealand tur.

Eller er det fordi der er mere på spil denne gang? Da jeg rejste til New Zealand i 2018 havde jeg 70 følgere på instagram og ingen vidste hvem jeg var. Jeg ved godt jeg ikke har flere tusind følgere nu men jeg har dog stukket næsen noget mere frem og ved nu hvilket kæmpe arbejde det er at skabe en bog ud fra rejsen. Så måske er det bevidstheden om hvad der venter samt mine egne forventninger til mig selv der giver ‘kryller’ og sommerfugle.

Men det er jo når vi træder ud af vores comfortzone at vi udvikler os. Det gør jeg jo faktisk en dyd ud af at undervise de unge i, til dagligt. Så nu må jeg børste usikkerhed og bekymringer af skuldrene og i stedet mærke eventyrets skønne energi.

No worries, jeg mærker den tydeligt og Jeg glæder mig til at dele den med dig og håber du vil følge med.

Eventyret er startet.

Tror faktisk jeg mærker eventyrets energi hver eneste dag.