2022; EVENTYRETS ÅR

2022 kommer til at stå i eventyrets tegn, det kan jeg mærke.

2022 bliver eventyrligt

2022 bliver et år fyldt med eventyr og fuld af kærlighed.

Allerede nu har jeg planer i kalenderen som jeg glæder mig til; foredrag på begge sider af Storebælt, kursusaktivitet her på ‘min’ bondegård og en strikkerejse til Irland der gerne skulle starte midt april og ca 8 uger frem.

Jeg glæder mig til tid og oplevelser i mine vandrestøvler og i kajak.

Jeg glæder mig til tid med mine strikkepinde og tid til at skrive.

Jeg glæder mig til at fordybe mig og til at lade ideerne boble og udfolde sig.

Jeg glæder mig til at have tid, tid til at følge min egen rytme og intuition.

Lone og jeg lægger også planer. Det er gået over al forventning med vores lille strikkefirma som vi startede 1.1.2021 til trods for at vi stort set kun har haft åbent i gårdbutikken lørdage fra 11-14 og ikke har en ‘rigtig’ hjemmeside.

Det motiverer og inspirerer og i 2022 er vi klar til at få nogle nye spændende garnkvaliteter ind, få en hjemmeside op at køre, udvide åbningstiden i gårdbutikken med en eftermiddag om ugen og så har vi et ret spændende arrangement på tegnebrættet, som vi forhåbentlig kan løfte sløret for i løbet af foråret

Tak til alle for gode stunder i 2021, også til mig selv 😉

I kajak, vandrestøvler og i svømmehal.

I Sibberup, Italien, København og Vordingborg.

På Røsnæs, Odsherred, Terslev Overdrev og Islands Brygge

Til foredrag og messer og i Familie Journalen

I gårdbutikken, skoven og ved Bisserup Strand.

Jeg vælger at lade Corona minde mig om, at vi skal passe på os selv og hinanden men uden at bekymringer og begrænsninger får lov at kapre mig.

Corona minder mig også om at jeg skal leve her og nu, for fuld skrald.

At jeg skal vælge og prioriterer det der gør mig glad og giver god energi for så har jeg så meget mere at gi af.

Livet og verden er fuld af kærlighed.

GODT NYTÅR

REPOST

Min yndlings morgenstund består af kaffe på sengen og ro og tid til at skrive.

Bare skrive derudaf. Det er helende for mig.

Pt er jeg i underskud af energi, tid, penge, varme mm. Så bliver jeg frustreret og ked og hidsig og alt muligt. Fuldmånen lyser og jeg mærker mig selv meget tydeligt!

Det jeg skrev her til morgen, mindede mig om hvordan jeg havde det i foråret 2019 og om et blog indlæg jeg skrev i den forbindelse..

Det var helt forløsende at læse det igen, for det beskriver ret godt hvem jeg er og hvordan jeg har valgt at leve og hvad det indebærer. OG den følelse jeg sidder med pt.

Det fortjener et ‘repost’. Om ikke andet så for min egen skyld.

Jeg bliver faktisk virkelig nysgerrig på hvad du tænker når du læser det: kan du genkende noget, vækker det noget eventyr eller giver det slet ikke mening?

Skriv meget gerne en kommentar

English translation below

 

Leve livet; det syns jeg at jeg gør for fuld udblæsning pt.

Midt i overgangsalderens herligheder af humørsvingninger og søvnproblemer har jeg kastet mig ud i at leve drømmene ud og forsøge at skabe en anden tilværelse end 9-16 osv. En tilværelse hvor jeg kan følge mit hjerte og min passion hver eneste dag.

Og det kan alt sammen lyde mægtig eksotisk men nogen gange kan helt almindelige ting, som feks. at kigge på en kalender og prøve at lave lidt planlægning bare 3 måneder ud i fremtiden, fremkalde nærmest angstlignende anfald.

Alt i min krop står pludselig stille, min hjerne føles tom og i samme sekund buldre følelserne derudaf og det vælter ud af mit hoved med ord og tårer, bebrejdelser og bekymringer.

Men nu har jeg efterhånden lært at jeg skal lade det buldre derudaf, bare tude og rase. Acceptere at jeg har det sådan. Når jeg lader det være som det er, uden desperat at “løbe væk” fra det eller prøve at løse det nu og her, så aftager det forholdsvis hurtigt og energien, tilliden, ideerne, drømmene og klarheden kommer langtsomt sivende ind i min krop igen. Fra alle hjørner og kroge, ind i hver en celle.

Efterhånden forstår jeg også bedre og bedre hvorfor det sker, det giver mere og mere mening og jeg ved at det er nødvendigt.

For den sti i livet jeg er trådt ud på er både smuk og fantastisk men også vældig bakket og med mange skarpe sving som kræver at jeg kan mærke mig selv og har 100 % tillid til at det er den rigtige sti jeg har valgt, for jeg kan ikke se rundt om hjørnerne!

Men jeg kan faktisk lige præcis mærke mig selv og selvom jeg føler at jeg kaster mig ud fra vilde højder og går af krøllede stier så føles det hele, helt rigtigt ♥

Det er lidt på samme måde som når jeg vandre ad stierne her på New Zealand. Jeg møder ikke et eneste menneske og jeg ved ikke hvad der kommer efter næste sving, om det er en skarp stigning eller måske en hængebro!

Jeg har ikke nogen at følge og ikke nogen at kigge efter. Jeg skal selv finde vej.

Og her, på denne sti, møder jeg udfordringer der får mig til at kigge tilbage. Tilbage på den sti jeg kom fra, hvor jeg kan se hvordan andre gør og hvordan jeg plejer at gøre.

Men når jeg kigger frem er jeg klar over at jeg må finde nye måder hvis jeg vil fortsætte i dette smukke landskab og hvis jeg vil nå hen til mere af det jeg drømmer om og til det som jeg gerne vil fylde mit liv med.

Heldigvis er den krøllede sti fantastisk smuk, jeg er vild med min vandring og føler mig for det meste ret godt tilpas, på trods af disse store og angstprovokerende udfordringer.

Og hver gang jeg klare et sving og et hjørne føler jeg mig stærkere og jeg kan mærke mig selv og tilliden mere og mere tydeligt.

Så jeg fortsætter og er taknemmelig for at jeg tør.

Tør drømme, tør at være MIG

LIVE LIFE

Live life; I think I do that fully at the moment.

In the middle of menopause incl. mood swings and sleep problems I’m living my dreams and try to create another existence than 9-5 etc. An existence where I can follow my heart and my passion every day.

Maybe it sounds very exotic but sometimes, normal stuff like looking at a calender to make some plans for the next 3 months can cause almost anxiety-like attacks.

Everything in my body is standing still and my brain feels empty, at the same time my feelings rumble explosively and it is pouring out of my head with words and tears, accusations and worries.

But gradually I’ve learned just to let it rumble and to cry and rage. Accept how I feel. When I accept instead of “running away” from it or try to find solutions immediately, it disappear relatively quickly and the energy, trust, the ideas, the dreams and clarity is slowly coming back into my body. From every corner into every cell.

Gradually I also understand more and more why it is happening, it makes more and more sense and i know it is necessary.

Necessary because the life path I’ve chosen is very beautiful and amazing but also very hilly and with a lot of sharp turns. Therefore its important that I can feel myself and that i have 100 % trust in my choise of path, because I can’t see around the corner.

But I can actually exactly feel myself and though I feel I’m throwing myself from heights and walk on very curvy paths, it all feels so right for me.

It is like when I’m walking at the paths in New Zealand. I don’t meet anyone and I don’t know what I’ll meet around the corner, is it a sharp rise or maybe a swingbridge?

I have no one to follow and no one to look after. I have to find my own way.

On this path I meet challenges that makes me look back. Back on the path i came from, where I can see how other people do and how I used to do.

But when I look forward I’m aware of, that if I want to continue in this beautiful landscape and if I want more of what I dream about and what I want to fill in to my life, i need to find new ways of doing things.

Fortunatly this curvy path is so beautiful, I love my hiking and I feel good most of the time despite of these big and anxiety provoking challenges.

And every time I manage a turn and a corner I feel even stronger and I feel myself and the trust clearly.

So I continue and feel grateful that I dare.

Dare to dream, dare to be ME.

 

(I hope the english version makes sense ….. still a challenge to write and express my self in english) ♥

 

Foredrag i Tølløse

YES – Here we go again

Og jeg glæder mig

Mandag d. 29. november kl 19-21.30 holder jeg foredrag  i strikkecafeen i NO 1 i Tølløse.

Jeg holder foredrag om min strikkerejse til New Zealand

Det handler om drømme og passion, om uld og kærlighed og om at kaste sig ud fra de højeste tinder … sådan i overført betydning! Der er masser af skønne billeder fra smukke og fantastiske New Zealand, jeg har alt med som jeg strikkede undervejs samt det lækreste Mohair garn importeret derude fra. Og så er det naturligvis muligt at købe en signeret bog til en god foredrags pris.

Billetter købes igennem Billetto

Jeg elsker at fortælle historien.

Jeg elsker at sætte gang i drømmene, både hos mig selv og hos jer der lytter med.

Og når jeg skriver ‘elsker’, så mener jeg virkelig ‘elsker’.

Den kommende weekend sætter jeg mig ved tegnebrættet; NU skal der form på næste tur. Det glæder jeg mig vildt til. Det er jo allerede der at eventyret starter; når jeg skal finde ud af hvornår, hvor længe, hvordan, hvor hen osv.

En sådan plan vil hjælpe mig meget til at klare de kommende mørke måneder for dem er jeg ikke ret stor fan af. Men har jeg et eventyr i sigte, så generere det massser af god energi, vilje og styrke.

At holde foredrag gør præcis det samme; det tænder op under min eventyr energi.

I går hørte jeg en podcast

https://www.youtube.com/watch?v=OY3HMkXbY98&list=PLN9sldm_v2rZs_nejUGH98ELQHTraosDK&index=8

En podcast med mig selv som hovedperson!

Umiddelbart kan det virke lidt selvoptaget men det sætter altså virkelig gang i min gode eventyr energi. Så selvoptaget eller ej; det virker.

I går i DR aftenshowet sagde Peter Aalbæk:

Det er livgivende at køre sig selv ud over kanten

Lyder voldsomt men jeg ved præcis hvad den gode Peter Aalbæk mener.

Og Pernille Aalund skriver:

Dit liv er lige nu og det bør ikke pakkes ind i et angstfyldt ‘måske’ eller ‘senere’. Lyt ikke til andre, lyt først og frememst til dit indre.

Det er præcis det jeg gør, med tillid og kærlighed som bliver til ren magi

God weekend

Måske vi ses i Tølløse

FAMILIE JOURNAL

Jeg skriver dette søndag, men poster det først mandag.

Så når jeg skriver dette er Familie Journalen uge 42 ikke udkommet endnu.

Først i morgen.

Så når du læser dette blog indlæg er bladet kommet ud på hylderne.

OG Jeg er altså ret spændt på at se artiklen i bladet. Artiklen om mig!

Men jeg er nok endnu mere spændt på jeres reaktion, hvad jeg får af feed-back og om der overhovedet kommer en reaktion.

Jeg har læst artiklen og den er rigtig fin men det er godt nok specielt og meget nyt for mig at læse om mig selv på den måde.

Jeg har været meget ærlig og åben, så artiklen er meget personlig. Det skulle jeg lige overveje en ekstra gang, og mærke efter, om det var ok.

Men jeg er jo åben og ærlig som person, så derfor er det lige som det skal være.

Og jeg vil faktisk rigtig gerne dele min historie i håb om at inspirere andre, prikke til drømmene og plante håb, tillid og god energi.

Det er også det der sker, og det der er mit ønske, når jeg holder foredrag.

Og det er både i forhold til livet og til strikketøjet.

Så kære du, der læser med her og hvis du også læser Familie Journalen i uge 42, så håber jeg at du bliver underholdt og vil tage godt imod mig og min historie.

Jeg vil blive så glad hvis du vil give mig en lille kommentar, enten her, på instagram eller på min facebook side. Din og andres kommentarer er motivation og god energi for mig.

Det er jo forbindelsen til alle jer derude der betyder noget. Det er jo bla. det der driver ‘værket’ og holder drømmene igang hos mig.

Jeg har efterårsferie og jeg nyder den allerede fuldt ud. Jeg har længe glædet mig til at ha tid til mig og mine drømme, til mine strikkepinde og min symaskine, til at ta på bytur og suge til mig af inspiration og good vibes.

I morgen tidligt vil jeg køre i svømmehallen og på vej hjem skal jeg ind og købe Familie Journalen.

Nyd efteråret og ferien hvis du er så heldig.

Eventyreres klub

I weekenden var vi på messe i Hillerød, ‘Sy og strik med mere’.

3 fantastiske dage i det dejligste og nemmeste selskab med Søs og med mange mange skønne ligesindede strikkenørder.

Udover at sælge garn og opskrifter havde jeg også den fornøjelse at skulle holde et mini foredrag af ca 30 min varighed hver dag. Et foredrag om min strikkerejse til New Zealand som jo både er en fortælling om garn og uld men især også om at turde følge sine drømme og give slip på det traditionelle, trygge og en smule konforme liv med 8-16 job osv.

Til disse mini fordrag var det første foto jeg viste, et foto af forsiden af min bog. Der hvor jeg står på en bådbro på Waikawa marina i New Zealand, med eventyr i øjnene.

To forventningsfulde, meget meget søde kvinder sad klar og inden jeg gik igang stillede den ene kvinde det vildeste spørgsmål jeg har fået til dato:

Er du medlem af eventyreres klub?

Jeg tror jeg kom til at grine lidt og svarede naturligvis ‘nej’. Jeg fortsatte og sagde, at det har jeg alligevel ikke gjort mig fortjent til og at jeg ikke var sikker på, at jeg nogensinde kunne nå dertil.

Jeg tænkte jo straks på Troels Kløvedal og andre kendte opdagelsesrejsende.

Men det var da det skønneste spørgsmål og det gav jeg tydeligt udtryk for, hvorefter den anden kvinde sagde:

Er det ikke skønt at vide at du ligner sån en!

JO FOR FANDEN!

Ja, jeg er simpelthen nødt til at både bande og skrive med stort; det er da kæmpe skønt.

Så udover at ha solgt en masse garn samt opskrifter, snakket med så mange søde, skønne og inspirerende mennesker og nyde 3 dage med den bedste søster i verden, så har det været magisk med den respons jeg har fået og får når jeg fortæller min historie.

Jeg måtte lige google eventyreres klub og i første omgang konstaterede jeg med skræk at den kun er for mænd, indtil jeg fandt ud af, at der jo også findes en for kvinder.

Ved i hvad?

Det kan godt være at jeg grinede og sagde at jeg nok aldrig ville opnå medlemsskab i så særlig og fornem en klub.

Men ved nærme eftertanke, så er jeg jo tidligere blevet kaldt eventyrer.

Jeg elsker at være på eventyr. Jeg trives bedst når livet er et eventyr.

Jeg har masser af drømme og ideer. Dem går jeg efter og indtil videre har det været ret fantastisk så jeg fortsætter ud i drømmene.

Så hvem ved; måske kan jeg en dag svare helt anderledes og helt kort med et

JA

STRIK OG SKYGGER

STRIK og skygger

Her snakker jeg ikke om skyggestrik.

Jeg snakker om skyggecoaching, skyggesider og hjertemeditationer. 

Alt dette stiftede jeg bekendtskab med tilbage i 2014. Min uddannelse som skyggecoach, også kaldet relationscoach, har haft kæmpe betydning for mit arbejde med mig selv og min vej til at turde følge mine drømme.

Det er interessant at tænke tilbage. Første gang jeg hørte om f.eks. ‘hjertemeditation’, følte jeg klart en modstand, jeg synes vist det var lidt ‘langhåret’.

Og i dag ved jeg, i mit hjerte, at det er et grundvilkår for at trives, at jeg kan mærke mig selv og min krop. Og at jeg i mit hjerte ved hvem jeg er og hvad der er rigtigt for mig.

Det handler jo bl.a. om at elske og acceptere hele sig selv, også skyggesiderne.

Tirsdag d. 7. september, hos Schønes saloner på Frederiksberg i København, vil jeg fortælle om vores skyggesider, noget om at finde balancen i vores kerne kvaliteter og hvordan vi kan komme til at rumme og acceptere hele os selv.

Det vil jeg bla gøre ved en fælles skygge session. Det bliver helt sikkert sjovt, men det vil helt sikkert også give stof til eftertanke.

Jeg glæder mig umådelig meget til denne aften. 

Jeg glæder mig til at dele ud og fortælle om noget jeg ved virker, om noget der kan give ‘aha’ oplevelser og nærmest virke magisk.

Jeg glæder mig til at fortælle om skygger til jer, der kommer af helt egen fri vilje, jer der selv vælger at i har lyst til at høre om skygger mv.

For en af mine skygge sider er ‘at være bedrevidende’. Det vil jeg for alt i verden IKKE være og når nogen er bedrevidende overfor mig, så bliver jeg trigget og synes det, og personen, er mega irriterende. 

Det er oftest på denne måde at vi kan finde frem til vores skyggesider; altså ved at lægge mærke til hvilke sider vi trigger på hos andre.

Heldigvis er det muligt at ‘Tage skyggen hjem’ og så forvandler den sig til en gave.

Det bliver en god aften.

Jeg vil elske hvis der er fyldt op med nysgerrige kvinder i Pias hyggelige stuer.

Nærmere info og tilmelding på https://www.facebook.com/schoenes.saloner

Du kan i øvrigt læse meget mere om skygger på

https://www.lonelund.com/bliv-ven-med-dine-skyggesider 

og jeg kan VARMT anbefale bogen ‘Bliv ven med dine skyggesider’

Den vil jeg også fortælle om d. 7. september.

Vi ses

Et særligt besøg

I tirsdags havde jeg et helt særligt besøg.

Jeg havde besøg af en journalist og en fotograf fra Familie Journalen.

Det var en virkelig god oplevelse og jeg er mere end spændt på at læse artiklen om MIG.

Det er altså virkelig en særlig ting, at nogen får øje på mig og synes at min historie er så interessant at de har lyst til at dykke ned i den og fortælle den, sådan ud i offentligheden!Så andre også kan høre/læse den, med den begrundelse at det vil inspirere og interessere andre mennsker.

Så bliver jeg helt forundret og eftertænksom.

Jeg er jo bare mig. Har jeg gjort noget der sådan er særligt?

Og samtidig har jeg jo fuld spade på med arrangementer og jobs og strikke kurser og SoMe og salg af garn og og og og …… 

OG det der bla. driver mig er jo, at når jeg rør ved det jeg synes er sjovt så begejstres jeg ovenud, så meget at det smitter, så andre bliver glade og inspirerede og jeg får, på alle mulige måder, den skønneste respons hvilket giver mig endnu mere energi og gå-på-mod.

Jeg kan godt fortælle at jeg faktisk skriver til mig selv, næsten hver eneste morgen, sådan lidt dagbogs agtigt. Jeg tømmer mit hoved, jeg kan skrive alt uden omsvøb og på den måde få alt muligt til at falde på plads. Jeg tænker ikke så meget over det jeg skriver, det kommer bare.

Og en fredag morgen, for 2 uger siden, gav jeg mig selv en pep-talk. 

For jeg er lidt træt pt, jeg har virkelig mange bolde i luften. Men jeg er så meget på vej og jeg skal og vil holde snuden i sporet. Jeg kan mærke at der er lige ved at ske ting som vil åbne min vej endnu mere ….. giver det mon mening …. og den formiddag, hvor jeg havde skrevet denne pep-talk til mig selv, der modtog jeg den fineste mail fra en sød journalist der gerne vil fortælle min historie.

Ikke kun om min rejse til New Zealand men også min livsrejse.

Det er altså stort for mig.

Og det hjælper mig så meget på vej og bekræfter mig i at jeg er på vej i den rigtige retning.

Også selvom jeg føler mig så træt, så træt.

Når jeg høre mig selv fortælle, kan jeg jo godt høre at jeg har taget nogle store beslutninger, kæmpet mig ad snoede stier, taget nogle chancer og kastet mig ud i eventyr.

Jeg har været, og er stadig, på den vildeste rejse, fra at have følt mig som 0,0 til at turde drømme og til at turde følge drømmene. 

At rejse herhen hvor jeg har tillid til at jeg kan gøre præcis det jeg drømmer om, det er måske særligt.

Og hvis det kan inspirere jer derude, så fortæller jeg gerne min historie mange gange.

For så giver det mening.

Hold øje med Familie Journalen

https://www.familiejournal.dk

Der går nok lige nogle uger før artiklen kommer i og jeg lover at jeg nok skal sige til.

STORM OG STILHED

Det stormer.

I aftes lå jeg og kiggede på det smukke birketræ som jeg så ofte kigger på når jeg vågner om morgenen, hvor de lange yndefulde grene vejer blidt i vinden. Men i aftes, inden jeg sov, lå jeg og kiggede på hvordan det blev rusket voldsomt og de lange bløde grene blev kastet rundt og hele træet bliver bøjet til den ene og til den anden side så jeg kunne blive bange for om det knækker!

Jeg filosoferede over om det kan sammenlignes med livet!
Kan det overføres til livet?

Lidt

For vi lever, for det meste sån blidt og stille. Hverdagen er jo sådan uden så mange udsving.; blid og forholdsvis forudsigelig.

Og så ind i mellem kommer vi i stormvejr; bøvl på job eller i relationer, travlhed, sygdom; enten selv eller nære, økonomi, etc. Hvor vi ikke ved om det går den ene eller anden vej, hvilket skaber utryghed.

Så det er jo ligesom vinden i birketræet.

Til daglig bevæger vi os blidt afsted uden for mange udsving og i stormen bliver vi bukket den ene og anden vej og rusket i og vi ved ikke helt hvornår det stopper for vi har ikke kontrollen over chefen, sygdommen og følelserne, lige som vi ikke kan kontrolelre vinden.

Okay, og hvad så! Hvad kan jeg bruge det til?

Måske sådan her:

Vi er natur, vi er en del af naturen.  I min verden hænger det hele sammen; mig, universet og alt i mellem, det hele er naturen. Så det andre kalder spirituelt det kalder jeg nok mere natur. 

Og ligesom at vinden rusker i birketræet bliver vi også rusket af livet ind i mellem.

Så smider vi nogle af de visne blade, dem vi ikke kan bruge længere. For mig kan de visne blade være gamle tanke og handle mønstre, vaner, relationer etc.

Vi sætter måske mere pris på hverdagen når vinden har lagt sig. Nyder roen og kan bedre få øje på alt det smukke og fine der er lige omkring os. Det er svært at holde fokus og få øje på når vi bliver rusket.

Min konklusion er at vi skal være i det der er, med accept og kærlighed.

Når der er stille og når det stormer.

Det bliver ikke ved. Det udvikler os. Det lærer os noget.

Hvis vi vil

Skøn weekend til alle 

SES VI?

Ferien synger på sidste vers, ebber ud, er billigt til salg og hvad man ellers siger.

Den har været skøn. Jeg synes det er vildt at 4 uger ‘lige’ gik. Det er i hvertfald sådan det føles.

Jeg har heldigvis foretaget mig en masse skønt.

En uge i Italien med bedste veninden.

Samtale saloner https://claytopia.dk med Rane Willerslev https://www.ranewillerslev.dk og Jim Lyngvild https://www.instagram.com/jimlyngvild/

Råhygge på Terslev Overdrev med skønne ‘gamle’ kollegaer

Sommerhus hygge på Sjællands Odde med flere skønne ‘gamle’ kollegaer

Aftenhygge på Reffen med Søn og svigerdatter; LOVE

Løbe + bade kl 06 ved Bisserup Strand

Bygge rede, bade, svømme, strikke, sove længe, male reoler, passe gårdbutik, passe hundehvalp, råhygge med Søs, Garnmøde med Søs, lægge planer med Søs …. mm.

Og lige præcis planerne for efteråret kommer tættere på. 

Jeg kommer ikke til at kede mig, Jeg glæder mig og måske vi ses:

Til salonaften i København hos https://www.facebook.com/schoenes.saloner

Både om Strik og om skyggesider

Til strikkeforedrag hos http://ramlosehusflid.dk/arrangementer/

På messe https://syogstrik.dk/udstiller/design-by-trine-eger-nielsen-2/ i Hillerød

Til strikkeforedrag på Stubbekøbing Museum https://www.stubmuseum.dk/da

Måske vi ses på ‘min’ bondegård til kursus ‘Strik nu mand’ eller workshop om striber. Hold øje med efterårets program på https://www.facebook.com/aofsydvestsj

Og hver lørdag (undtagen weekenden hvor vi er på messe i Hillerød) er der åbent i https://www.facebook.com/Frksibbe hvor https://www.facebook.com/YarnsbyEger holder til og hvor du kan finde fantastisk garn fra bla. New Zealand samt Sock Yarn fra https://shop.hedgehogfibres.com

Hvis ikke jeg underviser eller er på messe vil jeg være i butikken. Og så er der naturligvis   julestue hos https://www.facebook.com/Frksibbe  lørdag og søndag d. 6. + 7. november

Du kan altid kontakte mig hvis du kunne tænke dig at lave et arrangement om

STRIK, DRØMME, ULD OG KÆRLIGHED

Du kan finde mig på instagram https://www.instagram.com/trineegern/

og på Facebook https://www.facebook.com/designbyTrineEgerNielsen

eller send en mail til ten@live.dk så svarer jeg så hurtigt jeg kan eller ringer til dig.

 

The Lonely Rider

Nogen gange bliver jeg ramt af frustration; en følelse af at være ret alene om den måde jeg ser verden på, den måde jeg ser livet, mig selv, mennesker og muligheder på.

Og det er jo på en måde et faktum, for jeg er trådt ud på en helt særlig sti, hvor jeg selv må finde vej, der er ikke nogen jeg kan følge efter. 

Og det er lige som det skal være, for det er der eventyr i, og det er jeg vild med.

Ind i mellem bliver jeg alligevel ramt af en form for ensomhed. Ikke den hvor jeg er alene men den hvor jeg skal bruge meget energi på at stå op for mig selv.

Nu er det sådan, at jeg faktisk er så heldig og priviligeret at jeg har så meget kærlighed i mit liv. Jeg har så mange helt fantastiske mennesker omkring mig og jeg er så heldig at blive rummet som den jeg er.

Ligesom at jeg selv skal finde vej, derude på den snoede sti som jeg vandre af, så skal vi jo også finde vej i hinanden. 

For vi udvikler os jo hele tiden som mennesker. 

Nogen hastigere end andre, nogen mere bevidste end andre og for nogen er det til dels selvvalgt og smooth, for andre er det krisepræget og pludseligt.

Men uanset hvordan og hvor meget vi udvikler os, så er det vel det, en tæt og kærlig relation handler om; at finde vej i hinanden og følge med hinanden gennem livet. 

Om man er venner, søskende, kærester …. 

For nogle år siden havde jeg f.eks. en pause i en helt særlig tæt og gammel realtion. Men vi fandt hinanden igen og kan man det, tror jeg på, at det styrker relationen enormt. Det styrker forståelsen af hinanden og rummeligheden; det udvikler os. 

Hvis vi kan være der for hinanden når livet viser tænder, i det omfang vi nu selv har energien til, hvis vi gør os umage, lytter og er til stede, så finder vi vej i hinanden og når vi gør det, så udvikler vi os også selv.

Og det gælder jo også når vi glædes med hinanden, også selvom vi måske ikke helt forstår hvad der foregår. Men hvis vi er i en tæt og kærlig relation, ligger kærligheden jo i at rumme hinandens forskelligheder.

Jeg har igennem mit liv bygget relationer op til en masse skønne mennsker. Mennesker der lever meget forskellige liv og det er jeg vild med. Jeg er vild med forskellighed og mangfoldighed. Det er lærerigt og farverigt. Det udvikler mig.

I mens jeg skriver dette bliver jeg heldigvis bevidst om, at min frustration kun er overfladisk og nok kun gælder når jeg møder nye mennsker. Vi ved jo ikke hvem hinanden er, vi skal finde vej. De ytre deres vinkel på livet ligesom at jeg ytre min. 

Jeg er tro mod mig selv, jeg er MIG. Jeg går af mit livs sti, som en Lonely Rider. 

Men jo mere jeg retter mig op og kigger til alle sider, jo mere ser jeg, at jeg ikke er så alene. For lige der på alle stierne langs min snoede sti, der er I jo. På jeres sti.

Stierne snor sig, ind i hianden og vi finder vej.

God søndag