Ude godt, hjemme dejligt

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

KÆRE ALLE SKØNNE MENNESKER

Kære alle skønne mennesker 

Nu er der kun 5 dage til jeg igen lander i DK. Nu med kufferten fuld af garn, har faktisk bestilt ekstra bagage, og en masse nye oplevelser og minder på kontoen … den i banken er til gengæld tømt!

Det har været 6 skønne uger men også på mange måder en anderledes og udfordrende tur. Når jeg rejser alene er der meget tid til at tænke og mærke sig selv.

Sådan var det også på min rejse til New Zealand men alligevel kan de to rejser nærmest ikke sammenlignes, det skulle da lige være ift. mængden af garn.

En ting der er blevet ret tydelig for mig undervejs er, at mit formål og mit budskab, altså det jeg så gerne vil dele med jer, ikke er det; tydeligt!

I hvert fald ikke så tydeligt som jeg gerne vil have det til at være.

Det har bla noget at gøre med at jeg vil for mange ting og har gang i for meget. Som jeg skrev i et tidligere blog indlæg, så bobler det rundt i mit hoved med ideer til alverdens ting.

Jeg ved, også fra mine ture til NZ og i min bog skrivnings proces, hvor vigtigt det er at holde fokus og snuden i sporet, som man siger.

Min alenetid kan jeg så netop bruge til at skille tingene ad og finde fokus og så klare det hele heldigvis op.

Det bliver forholdsvis tydeligt for mig, at vigtigst er mit strik og min kreativitet, at slippe den løs og udvikle design og strikke opskrifter 

OG 

vigtigt er også mine foredrag, hvor jeg så gerne vil inspirere til at strikke, men især til at leve fra hjertet og til at turde drømme. Vække jeres drømme og jeres kreativitet.

Det er forløsende og fantastisk at finde ind til sig selv og ikke være styret af burde og skulle. 

Det er forløsende og fantastisk at kunne mærke sig selv, helt ind i hjertet, at elske sig selv og være bevidst om hvad der gør dig glad.

De sidste 10 år har jeg været på den vildeste livs rejse og med de erfaringer jeg har gjort mig kombineret med mine uddannelser og arbejde med mennesker har jeg så meget på hjerte. 

Egentlig er det vist alligevel helt tydeligt inde i mig selv

men jeg vil rigtig gerne at det også er tydeligt ud ad til, for jer. Jeg bliver nysgerrig på at vide 

  • om mit budskab går igennem
  • på hvilken måde jeg inspirere og til hvad
  • hvad bliver i nysgerrige på?
  • hvad vil i gerne høre, se, læse mere af

ALLE kommentarer kan være til hjælp og inspiration så bare gi den gas

I sidste ende vil jeg dog følge MIT hjerte, for så er jeg den bedste version af MIG

Hedgehog Fibres

Tænkt hvis jeg  havde al tid i verden og bare kunne forsvinde ind i garnhimlen, der hvor tid og sted forsvinder og hvor jeg kan fordybe mig i at strikke, tegne, eksperimentere, udvikle osv.

Jeg rørte ved den tilstand af flow hos Hedgehog Fibres i går.

Efter et magisk besøg ved Hedgehog Fibres, et spændende og virkelig inspirerende firma, står ideerne nu i kø. Det bobler med farver, mønstre og alt for fede design til sweatre, veste, trøjer og sjaler. Det danser rundt i mit hoved.

Jeg havde fornøjelsen af at møde både Rose og Lin.

Rose er bla. garn farver hos Hedgehog fibres, sådan på den fede kunstneriske måde. 

Wauw, sikke et job! Rose lyste af passion og glæde hvilket var virkelig interessant.

Efter snak om garn og farver dykkede jeg ned i garnhylderne i deres Showroom og tiden forsvandt.

Efter to timer forlod jeg Hedgehog Fibres fyldt op med god god energi og med to poser garn.

På en cafe indtog jeg min frokost i ro og lod alle indtryk bundfælle sig.

Det var her jeg mærkede det dybe ønske om at kunne forsvinde ind i garnhimlen og ind i de kreative processer.

At skabe noget, uanset hvilket håndværk eller kunstart der er tale om, er ikke noget man/jeg, gør lige fra kl 16-17 efter job.

Det kræver så meget tid og ro.

Men tænk hvad der kunne komme ud i den anden ende. 

Om 10 dage lander jeg i DK. Så har jeg en uge hjemme i min egen hule inden jeg skal på job.

Fuld tid!

Og jeg er ‘kommet til’ at købe virkelig meget garn og det strikker jo ikke sig selv!

Så jeg kommer sgu i tids underskud.

GODT at jeg nu har 6 dage på dette Airbnb, her skal jeg fordybe mig og brede ALT det garn jeg har købt ud over det hele.

GODT jeg har en lang sommerferie i sigte hvor jeg også får tid.

Og GODT at jeg får tingene til at ske, ellers var jeg jo ikke hvor jeg er lige nu.

Jeg bliver bare utålmodig.

Jeg nød så meget at besøge HH fibres og nu har jeg jo bare lyst til at blive i den garnbobbel.

Jeg glæder mig til at vise jer hvad der er i poserne og hvad der danser rundt i mit hoved …. eller måske ikke alt der er i mit hoved!

Rigtig dejlig bededagsferie til jer alle.

WU HUUU JUMPING

Ja så hopper jeg igen ud fra noget der føles som en meget høj klippe afsats.

Efter ca to år med ‘almindeligt’ arbejde og dermed en forholdsvis forudsigelig hverdag, føles det ærligt talt nærmest lidt nervepirrende at skulle ud på eventyr.

Så hvad laver jeg? Spørger jeg mig selv!

Jeg skal på eventyr og jeg ved det bliver fuldstændig fantastisk.

Nu skal du høre:

Jeg rejser til Irland d. 11. april og lander i DK igen d. 27. maj.

Jeg har taget orlov fra job i ca. 7 uger; NU skal jeg på STRIKKEREJSE #2.

Når jeg lander d. 11. april henter jeg en Toyota Corolla Hybrid et sted i Dublin og så køre jeg langt ud på landet, i VENSTRE side af vejen, til Kingscourt, hvor jeg skal bo på B & B i 2 nætter for lige at lande.

Så køre jeg videre nord vest, til Donegal, hvor jeg har booket et skønt og meget autentisk Airbnb for 6 nætter

Jeg skal besøge Studio Donegal i Kilcar, Jeg skal i garnbutikker, Jeg skal købe Irsk produceret garn og jeg skal stor nyde at fordybe mig i mine ideer og strikke det jeg har lyst til. Jeg skal skabe strik og historier. Jeg skal opleve og være i nuet.

Sidst men IKKE mindst så kommer min datter og besøger mig i hele min første weekend i Irland. Det bliver MAGISK DEJLIGT.

Så går turen videre ned langs Wild Atlantic Way.

Det ved jeg og Jeg ved også hvilke byer og garnfirmaer jeg vil besøge. Men jeg har ingen fast hverken tids eller rute plan.

Denne åbne måde at rejse på, er på én og samme tid fantastisk skøn men også en smule scary.

Jeg ved at det er sundt at jeg rejser og holder liv i mine drømme på denne måde.

Jeg oparbejder en evne til leve let og ubekymret fordi jeg finder ud af at jeg kan klare det meste. Hvis jeg køre ad en forkert vej, så kan jeg bare dreje og køre en anden vej. Og hvem ved, måske var den første vej slet ikke forkert, måske skulle jeg netop opleve dét og lære noget jeg ikke havde regnet med og som jeg kan bruge når jeg køre videre.

Sådan er livet for mig.

Jeg glæder mig mega og nu er der kun 5 uger til jeg er midt i det.

WUU HUUUU

Håber du vil følge med mig her, på Instagram og Facebook.

Til efteråret  kommer en ny bog og nyt foredrag om Irland.

FLIGHT BOOKED!

Flybillet bestilt!

Woop woop

Orlov er i hus og jeg har bestilt flybillet til Dublin og retur; 11. april til 27. maj!

Næste strikkerejse er en realitet.

Får jeg sommerfugle i maven? JA det tror jeg da nok lige jeg gør!

Det føles heldigvis godt og rigtigt.

Synes dog at det er interessant, at jeg føler mig meget mere sådan ‘ude på gyngende grund’ end da jeg planlagde min tur til New Zealand for ca 4 år siden. Jeg husker det som at jeg bare var cool og tog afsted uden de store bekymringer. Og der skulle jeg da rejse helt alene om på den anden side af jorden, i længere tid.

På en eller anden måde føles det mere ‘scary’ denne gang.

Er det mon fordi jeg ikke helt vidste hvad jeg gik ind til dengang og det ved jeg nu? På den anden side har jeg kun gode og fantastiske minder fra min New Zealand tur.

Eller er det fordi der er mere på spil denne gang? Da jeg rejste til New Zealand i 2018 havde jeg 70 følgere på instagram og ingen vidste hvem jeg var. Jeg ved godt jeg ikke har flere tusind følgere nu men jeg har dog stukket næsen noget mere frem og ved nu hvilket kæmpe arbejde det er at skabe en bog ud fra rejsen. Så måske er det bevidstheden om hvad der venter samt mine egne forventninger til mig selv der giver ‘kryller’ og sommerfugle.

Men det er jo når vi træder ud af vores comfortzone at vi udvikler os. Det gør jeg jo faktisk en dyd ud af at undervise de unge i, til dagligt. Så nu må jeg børste usikkerhed og bekymringer af skuldrene og i stedet mærke eventyrets skønne energi.

No worries, jeg mærker den tydeligt og Jeg glæder mig til at dele den med dig og håber du vil følge med.

Eventyret er startet.

Tror faktisk jeg mærker eventyrets energi hver eneste dag.

JOB vs DRØM

Job vs drøm; Altså, jeg mener, almindeligt 8-16 job versus drømmen om at være selvstændig som rejsende strikkedesigner, foredragsholder og forfatter.

Til trods for at jeg pt har et godt job, med spænende opgaver, søde skønne kollegaer, søde skønne unge mennesker og ikke mindst, en fast indtægt, så vinder drømmen i mit hjerte.

Jeg tænker ofte; kunne jeg ikke ‘bare’ være i mit almindelig job så jeg bla. har økonomisk tryghed og ro i mit liv. Så kunne jeg køre hjem fra job og strikke en trøje til mig selv, gå en tur, ro kajak og have tid; god tid.

Det lyder mega hyggeligt

MEN

Jeg har altså eventyr i mit blod! Ovennævnte livs scenarie ville holde max en uge.

Så jeg har filosoferet lidt over HVAD det er med det eventyr! Hvad er det, der hiver i mig?

Og det behøver jeg nu ikke filosofere ret længe over, det står faktisk helt klart for mig.

Det er nemlig en følelse af glæde og begejstring og boblende energi, som opstår

når jeg skaber noget, især når andre også bliver begejstrede for det jeg skaber.

Når jeg holder foredrag eller i andre situationer fortæller og jeg kan se, mærke og høre at jeg vækker drømme og god energi til live hos de mennesker der lytter.

Når jeg får kram og skønne ord med på vejen om at jeg har inspireret til at finde mod og livslyst. Når jeg får de varmeste beskeder om at min bog er blevet læst og nydt igen og igen. Så bobler jeg over af glæde og begejstring.

Det er sådan jeg vil leve, hver eneste dag.

Måske tænker du at det er et stort krav at stille til livet.

Men jeg har mærket at det kan lade sig gøre, at jeg på magisk vis kan få ting til at ske.

Og tro mig, jeg har også mærket det modsatte! 

Så bevidstheden om, at det er muligt at skabe et liv, hvor jeg kan leve i og med passion, glæde, begejstring og kærlighed hver eneste dag, den giver mig tillid og energi til at fortsætte ud i eventyret.

Også selvom det er på bekostning af en vis tryghed. Men tryghed, som jeg tror at vi alle har brug for, har jeg fundet i mig selv. Der er stor tryghed i, at jeg kan mærke mig selv, mærke hvem jeg er og at jeg på den måde mærker modet til at stå op for mig selv, stå stærkt og stå frem.

Så kan jeg jo nærmest klare hvad som helst.

Og på den måde får min nysgerrighed og min eventyrlyst masser af plads at boltre sig på.

Jeg har kun dette ene liv.

Jeg vil ikke på pension. Jeg vil leve og arbejde med passion og glæde til jeg bliver en meget gammel dame. Og jeg vil dele ud af min glæde og passion i håb om at jeg kan blive ved med at inspirere og skabe god energi.

Du er mere end velkommen til at ‘joine’ mig, hele vejen 

REPOST

Min yndlings morgenstund består af kaffe på sengen og ro og tid til at skrive.

Bare skrive derudaf. Det er helende for mig.

Pt er jeg i underskud af energi, tid, penge, varme mm. Så bliver jeg frustreret og ked og hidsig og alt muligt. Fuldmånen lyser og jeg mærker mig selv meget tydeligt!

Det jeg skrev her til morgen, mindede mig om hvordan jeg havde det i foråret 2019 og om et blog indlæg jeg skrev i den forbindelse..

Det var helt forløsende at læse det igen, for det beskriver ret godt hvem jeg er og hvordan jeg har valgt at leve og hvad det indebærer. OG den følelse jeg sidder med pt.

Det fortjener et ‘repost’. Om ikke andet så for min egen skyld.

Jeg bliver faktisk virkelig nysgerrig på hvad du tænker når du læser det: kan du genkende noget, vækker det noget eventyr eller giver det slet ikke mening?

Skriv meget gerne en kommentar

English translation below

 

Leve livet; det syns jeg at jeg gør for fuld udblæsning pt.

Midt i overgangsalderens herligheder af humørsvingninger og søvnproblemer har jeg kastet mig ud i at leve drømmene ud og forsøge at skabe en anden tilværelse end 9-16 osv. En tilværelse hvor jeg kan følge mit hjerte og min passion hver eneste dag.

Og det kan alt sammen lyde mægtig eksotisk men nogen gange kan helt almindelige ting, som feks. at kigge på en kalender og prøve at lave lidt planlægning bare 3 måneder ud i fremtiden, fremkalde nærmest angstlignende anfald.

Alt i min krop står pludselig stille, min hjerne føles tom og i samme sekund buldre følelserne derudaf og det vælter ud af mit hoved med ord og tårer, bebrejdelser og bekymringer.

Men nu har jeg efterhånden lært at jeg skal lade det buldre derudaf, bare tude og rase. Acceptere at jeg har det sådan. Når jeg lader det være som det er, uden desperat at “løbe væk” fra det eller prøve at løse det nu og her, så aftager det forholdsvis hurtigt og energien, tilliden, ideerne, drømmene og klarheden kommer langtsomt sivende ind i min krop igen. Fra alle hjørner og kroge, ind i hver en celle.

Efterhånden forstår jeg også bedre og bedre hvorfor det sker, det giver mere og mere mening og jeg ved at det er nødvendigt.

For den sti i livet jeg er trådt ud på er både smuk og fantastisk men også vældig bakket og med mange skarpe sving som kræver at jeg kan mærke mig selv og har 100 % tillid til at det er den rigtige sti jeg har valgt, for jeg kan ikke se rundt om hjørnerne!

Men jeg kan faktisk lige præcis mærke mig selv og selvom jeg føler at jeg kaster mig ud fra vilde højder og går af krøllede stier så føles det hele, helt rigtigt ♥

Det er lidt på samme måde som når jeg vandre ad stierne her på New Zealand. Jeg møder ikke et eneste menneske og jeg ved ikke hvad der kommer efter næste sving, om det er en skarp stigning eller måske en hængebro!

Jeg har ikke nogen at følge og ikke nogen at kigge efter. Jeg skal selv finde vej.

Og her, på denne sti, møder jeg udfordringer der får mig til at kigge tilbage. Tilbage på den sti jeg kom fra, hvor jeg kan se hvordan andre gør og hvordan jeg plejer at gøre.

Men når jeg kigger frem er jeg klar over at jeg må finde nye måder hvis jeg vil fortsætte i dette smukke landskab og hvis jeg vil nå hen til mere af det jeg drømmer om og til det som jeg gerne vil fylde mit liv med.

Heldigvis er den krøllede sti fantastisk smuk, jeg er vild med min vandring og føler mig for det meste ret godt tilpas, på trods af disse store og angstprovokerende udfordringer.

Og hver gang jeg klare et sving og et hjørne føler jeg mig stærkere og jeg kan mærke mig selv og tilliden mere og mere tydeligt.

Så jeg fortsætter og er taknemmelig for at jeg tør.

Tør drømme, tør at være MIG

LIVE LIFE

Live life; I think I do that fully at the moment.

In the middle of menopause incl. mood swings and sleep problems I’m living my dreams and try to create another existence than 9-5 etc. An existence where I can follow my heart and my passion every day.

Maybe it sounds very exotic but sometimes, normal stuff like looking at a calender to make some plans for the next 3 months can cause almost anxiety-like attacks.

Everything in my body is standing still and my brain feels empty, at the same time my feelings rumble explosively and it is pouring out of my head with words and tears, accusations and worries.

But gradually I’ve learned just to let it rumble and to cry and rage. Accept how I feel. When I accept instead of “running away” from it or try to find solutions immediately, it disappear relatively quickly and the energy, trust, the ideas, the dreams and clarity is slowly coming back into my body. From every corner into every cell.

Gradually I also understand more and more why it is happening, it makes more and more sense and i know it is necessary.

Necessary because the life path I’ve chosen is very beautiful and amazing but also very hilly and with a lot of sharp turns. Therefore its important that I can feel myself and that i have 100 % trust in my choise of path, because I can’t see around the corner.

But I can actually exactly feel myself and though I feel I’m throwing myself from heights and walk on very curvy paths, it all feels so right for me.

It is like when I’m walking at the paths in New Zealand. I don’t meet anyone and I don’t know what I’ll meet around the corner, is it a sharp rise or maybe a swingbridge?

I have no one to follow and no one to look after. I have to find my own way.

On this path I meet challenges that makes me look back. Back on the path i came from, where I can see how other people do and how I used to do.

But when I look forward I’m aware of, that if I want to continue in this beautiful landscape and if I want more of what I dream about and what I want to fill in to my life, i need to find new ways of doing things.

Fortunatly this curvy path is so beautiful, I love my hiking and I feel good most of the time despite of these big and anxiety provoking challenges.

And every time I manage a turn and a corner I feel even stronger and I feel myself and the trust clearly.

So I continue and feel grateful that I dare.

Dare to dream, dare to be ME.

 

(I hope the english version makes sense ….. still a challenge to write and express my self in english) ♥

 

FAMILIE JOURNAL

Jeg skriver dette søndag, men poster det først mandag.

Så når jeg skriver dette er Familie Journalen uge 42 ikke udkommet endnu.

Først i morgen.

Så når du læser dette blog indlæg er bladet kommet ud på hylderne.

OG Jeg er altså ret spændt på at se artiklen i bladet. Artiklen om mig!

Men jeg er nok endnu mere spændt på jeres reaktion, hvad jeg får af feed-back og om der overhovedet kommer en reaktion.

Jeg har læst artiklen og den er rigtig fin men det er godt nok specielt og meget nyt for mig at læse om mig selv på den måde.

Jeg har været meget ærlig og åben, så artiklen er meget personlig. Det skulle jeg lige overveje en ekstra gang, og mærke efter, om det var ok.

Men jeg er jo åben og ærlig som person, så derfor er det lige som det skal være.

Og jeg vil faktisk rigtig gerne dele min historie i håb om at inspirere andre, prikke til drømmene og plante håb, tillid og god energi.

Det er også det der sker, og det der er mit ønske, når jeg holder foredrag.

Og det er både i forhold til livet og til strikketøjet.

Så kære du, der læser med her og hvis du også læser Familie Journalen i uge 42, så håber jeg at du bliver underholdt og vil tage godt imod mig og min historie.

Jeg vil blive så glad hvis du vil give mig en lille kommentar, enten her, på instagram eller på min facebook side. Din og andres kommentarer er motivation og god energi for mig.

Det er jo forbindelsen til alle jer derude der betyder noget. Det er jo bla. det der driver ‘værket’ og holder drømmene igang hos mig.

Jeg har efterårsferie og jeg nyder den allerede fuldt ud. Jeg har længe glædet mig til at ha tid til mig og mine drømme, til mine strikkepinde og min symaskine, til at ta på bytur og suge til mig af inspiration og good vibes.

I morgen tidligt vil jeg køre i svømmehallen og på vej hjem skal jeg ind og købe Familie Journalen.

Nyd efteråret og ferien hvis du er så heldig.

Eventyreres klub

I weekenden var vi på messe i Hillerød, ‘Sy og strik med mere’.

3 fantastiske dage i det dejligste og nemmeste selskab med Søs og med mange mange skønne ligesindede strikkenørder.

Udover at sælge garn og opskrifter havde jeg også den fornøjelse at skulle holde et mini foredrag af ca 30 min varighed hver dag. Et foredrag om min strikkerejse til New Zealand som jo både er en fortælling om garn og uld men især også om at turde følge sine drømme og give slip på det traditionelle, trygge og en smule konforme liv med 8-16 job osv.

Til disse mini fordrag var det første foto jeg viste, et foto af forsiden af min bog. Der hvor jeg står på en bådbro på Waikawa marina i New Zealand, med eventyr i øjnene.

To forventningsfulde, meget meget søde kvinder sad klar og inden jeg gik igang stillede den ene kvinde det vildeste spørgsmål jeg har fået til dato:

Er du medlem af eventyreres klub?

Jeg tror jeg kom til at grine lidt og svarede naturligvis ‘nej’. Jeg fortsatte og sagde, at det har jeg alligevel ikke gjort mig fortjent til og at jeg ikke var sikker på, at jeg nogensinde kunne nå dertil.

Jeg tænkte jo straks på Troels Kløvedal og andre kendte opdagelsesrejsende.

Men det var da det skønneste spørgsmål og det gav jeg tydeligt udtryk for, hvorefter den anden kvinde sagde:

Er det ikke skønt at vide at du ligner sån en!

JO FOR FANDEN!

Ja, jeg er simpelthen nødt til at både bande og skrive med stort; det er da kæmpe skønt.

Så udover at ha solgt en masse garn samt opskrifter, snakket med så mange søde, skønne og inspirerende mennesker og nyde 3 dage med den bedste søster i verden, så har det været magisk med den respons jeg har fået og får når jeg fortæller min historie.

Jeg måtte lige google eventyreres klub og i første omgang konstaterede jeg med skræk at den kun er for mænd, indtil jeg fandt ud af, at der jo også findes en for kvinder.

Ved i hvad?

Det kan godt være at jeg grinede og sagde at jeg nok aldrig ville opnå medlemsskab i så særlig og fornem en klub.

Men ved nærme eftertanke, så er jeg jo tidligere blevet kaldt eventyrer.

Jeg elsker at være på eventyr. Jeg trives bedst når livet er et eventyr.

Jeg har masser af drømme og ideer. Dem går jeg efter og indtil videre har det været ret fantastisk så jeg fortsætter ud i drømmene.

Så hvem ved; måske kan jeg en dag svare helt anderledes og helt kort med et

JA

Et særligt besøg

I tirsdags havde jeg et helt særligt besøg.

Jeg havde besøg af en journalist og en fotograf fra Familie Journalen.

Det var en virkelig god oplevelse og jeg er mere end spændt på at læse artiklen om MIG.

Det er altså virkelig en særlig ting, at nogen får øje på mig og synes at min historie er så interessant at de har lyst til at dykke ned i den og fortælle den, sådan ud i offentligheden!Så andre også kan høre/læse den, med den begrundelse at det vil inspirere og interessere andre mennsker.

Så bliver jeg helt forundret og eftertænksom.

Jeg er jo bare mig. Har jeg gjort noget der sådan er særligt?

Og samtidig har jeg jo fuld spade på med arrangementer og jobs og strikke kurser og SoMe og salg af garn og og og og …… 

OG det der bla. driver mig er jo, at når jeg rør ved det jeg synes er sjovt så begejstres jeg ovenud, så meget at det smitter, så andre bliver glade og inspirerede og jeg får, på alle mulige måder, den skønneste respons hvilket giver mig endnu mere energi og gå-på-mod.

Jeg kan godt fortælle at jeg faktisk skriver til mig selv, næsten hver eneste morgen, sådan lidt dagbogs agtigt. Jeg tømmer mit hoved, jeg kan skrive alt uden omsvøb og på den måde få alt muligt til at falde på plads. Jeg tænker ikke så meget over det jeg skriver, det kommer bare.

Og en fredag morgen, for 2 uger siden, gav jeg mig selv en pep-talk. 

For jeg er lidt træt pt, jeg har virkelig mange bolde i luften. Men jeg er så meget på vej og jeg skal og vil holde snuden i sporet. Jeg kan mærke at der er lige ved at ske ting som vil åbne min vej endnu mere ….. giver det mon mening …. og den formiddag, hvor jeg havde skrevet denne pep-talk til mig selv, der modtog jeg den fineste mail fra en sød journalist der gerne vil fortælle min historie.

Ikke kun om min rejse til New Zealand men også min livsrejse.

Det er altså stort for mig.

Og det hjælper mig så meget på vej og bekræfter mig i at jeg er på vej i den rigtige retning.

Også selvom jeg føler mig så træt, så træt.

Når jeg høre mig selv fortælle, kan jeg jo godt høre at jeg har taget nogle store beslutninger, kæmpet mig ad snoede stier, taget nogle chancer og kastet mig ud i eventyr.

Jeg har været, og er stadig, på den vildeste rejse, fra at have følt mig som 0,0 til at turde drømme og til at turde følge drømmene. 

At rejse herhen hvor jeg har tillid til at jeg kan gøre præcis det jeg drømmer om, det er måske særligt.

Og hvis det kan inspirere jer derude, så fortæller jeg gerne min historie mange gange.

For så giver det mening.

Hold øje med Familie Journalen

https://www.familiejournal.dk

Der går nok lige nogle uger før artiklen kommer i og jeg lover at jeg nok skal sige til.