Selvom jeg har været på New Zealand adskillige gange, har jeg ikke udøvet et Bungy Jump.
Gustav har dog meget levende beskrevet hvordan det føles, når man er monteret med elastik mv. lige inden et spring!
Når man står ved kanten, med anklerne samlet, spændt fast, hvorpå der hægtes en tyk elastisk snor, der er så tung at den ligesom trækker fødderne hen mod kanten!
Jeg forestiller mig, at stod jeg der, ville jeg ha et gigantisk hul i maven og blive små desperat over, at en tung elastik, bogstaveligt talt var ved at hive benene væk under mig, hvorefter min krop ville falde og falde og jeg ville dø et par gange undervejs inden jeg til slut, ret sikkert, ville hænge dinglende lykkelig med hovedet nedad!
Den lykkerus lyste ud af Gustav efter hans JUMP
HVIS jeg nogensinde skulle Bungy jumpe, så skulle jeg nok selv tage tilløb og bestemme hvornår jeg var klar til at springe!
NOT! For så ville der være stor sandsynlighed for at jeg aldrig ville gøre det!
Jeg har flere gange i mit liv, kastet mig ud fra høje klipper, sådan metaforisk!
Især indenfor de sidste 5 år.
Lige nu, står jeg overfor det største JUMP af dem alle.
Den tunge elastik hiver i mig og jeg bliver ved med at holde igen!
Det til trods for, at jeg er sikker på, jeg kan simpelthen mærke det dybt i min sjæl, at hvis jeg tager springet og lader mig svæve, så vil den dinglende lykkerus indfinde sig.
Nu har jeg taget tilløb og tilløb.
Jeg bliver ved med at løbe hen mod kanten og ‘uuuhh’ så stopper jeg.
Den ene dag er jeg totalt i zen og føler dyb ro og har ikke skyggen af bekymring eller frygt.
Næste dag vågner jeg med totalt kaos i hele mit system, det larmer og jeg kan slet ikke være i mig selv.
Det er nemlig nu, at alle de spring jeg har taget i livet, samler sig i et giga JUMP.
Hvor alt jeg har foretaget mig de sidste 5 år, dybest set hele mit liv, skal stå sin prøve.
Det er nu, at jeg har samlet nok viden og erfaring til virkelig at kunne træde ud i den drøm jeg har haft siden jeg var helt ung;
at arbejde 100 % selvstændigt med glæde og passion, hver eneste dag.
Jeg kan mærke elastikken hiver i mig og det er totalt angstprovokerende men det ER nu, at jeg skal give slip og springe.
Ro og tillid vinder over kaos.
Drømme og længsler vinder over frygten.
Giver det mening at det skal være så dramatisk?
JA, det gør det. For hvis jeg skal kunne hjælpe, vejlede og inspirere andre til at turde drømme, følge drømmene og leve så det klodser, så må jeg først gå vejen selv.
HELE vejen; tage tilløb og springe, tude og grine, tage chancer og være nysgerrig, gå af krøllede stier uden at vide og være forberedt på hvad der dukker op, være i nuet, tænke alt for langt frem og bagefter slå alle skrækscenarier ned, forbinde mig med universet og have tillid, osv osv.
En giga rejse
ET GIGA SPRING
Jeg går ALL IN
BUNGEEEEEEE
Held og lykke – bare spring. ❤️🥰
OKAY 🥰 Jeg springer 💫 og TAK 🥰🥰