Tag: Følg dit hjerte

“At trække stikket”

Featured ~ trineegernielsen ~ Leave a comment

Muligheden for at holde lidt ferie og tage på eventyr bød sig og jeg greb den.

Meget spontant! Det var faktisk overhovedet kke en plan!

Jeg var, og er, faktisk inde i et godt flow, der sker en masse gode ting og jeg kan mærke den vildeste energi i mit selvstændige virke.

Så jeg trængte egentlig ikke til at holde fri, jeg er jo nærmest først lige rigtig kommet igang med alt det jeg synes er så fantastisk.

Men jeg greb alligevel muligheden for at tage væk og holde fri nogle dage.

Jeg måtte lige mærke efter en ekstra gang men mærkede hurtigt: ’what the F’!

Afsted med mig, jeg er sikker på at der er en mening med alt og den dukker op, før eller siden.

Da jeg først var kommet afsted besluttede jeg at trække stikket helt.

Fra Instagram, Facebook og alt det ‘officielle’

Jeg besluttede at jeg ikke engang ville dele noget fra min ferie.

Jeg ville holde helt fri.

Der er stor frihed forbundet med den måde jeg arbejder på.

Det er jeg vild med og det passer godt til mig.

Selvdisciplin, struktur og bunker af passion kombineret med spontanitet, eventyrlyst og behov for et fysisk aktivt liv er lige præcis det, der gør det ideelt og helt perfekt for mig, at arbejde selvstændigt.

Det kræver dog også, at jeg ind i mellem holder helt fri, hvis jeg skal kunne opretholde kreativitet og god energi.

Ret hurtigt kunne jeg derfor mærke, hvor godt det føltes at trække mig helt.

Det var sådan en slags ‘hjerne detox’. Det var befriende og skønt at give slip på alt. Åbne alle sanser og være til stede i nuet. Jeg mærkede tydeligt ny god energi, inspiration og motivation komme brusende ind i hele mit system.

Regler for hvor meget, hvor ofte og hvornår man skal poste på SoMe glemte jeg for en stund. Det kunne jeg, fordi jeg generelt har TILLID til at alt er lige præcis som det skal være.

Jeg havde de skønneste fridage.

ALT ER GODT

BUNGEEEE

Featured ~ trineegernielsen ~ 2 Comments

Selvom jeg har været på New Zealand adskillige gange, har jeg ikke udøvet et Bungy Jump.

Gustav har dog meget levende beskrevet hvordan det føles, når man er monteret med elastik mv. lige inden et spring!

Når man står ved kanten, med anklerne samlet, spændt fast, hvorpå der hægtes en tyk elastisk snor, der er så tung at den ligesom trækker fødderne hen mod kanten!

Jeg forestiller mig, at stod jeg der, ville jeg ha et gigantisk hul i maven og blive små desperat over, at en tung elastik, bogstaveligt talt var ved at hive benene væk under mig, hvorefter min krop ville falde og falde og jeg ville dø et par gange undervejs inden jeg til slut, ret sikkert, ville hænge dinglende lykkelig med hovedet nedad!

Den lykkerus lyste ud af Gustav efter hans JUMP

HVIS jeg nogensinde skulle Bungy jumpe, så skulle jeg nok selv tage tilløb og bestemme hvornår jeg var klar til at springe!

NOT! For så ville der være stor sandsynlighed for at jeg aldrig ville gøre det!

Jeg har flere gange i mit liv, kastet mig ud fra høje klipper, sådan metaforisk!

Især indenfor de sidste 5 år.

Lige nu, står jeg overfor det største JUMP af dem alle.

Den tunge elastik hiver i mig og jeg bliver ved med at holde igen!

Det til trods for, at jeg er sikker på, jeg kan simpelthen mærke det dybt i min sjæl, at hvis jeg tager springet og lader mig svæve, så vil den dinglende lykkerus indfinde sig.

Nu har jeg taget tilløb og tilløb.

Jeg bliver ved med at løbe hen mod kanten og ‘uuuhh’ så stopper jeg.

Den ene dag er jeg totalt i zen og føler dyb ro og har ikke skyggen af bekymring eller frygt.

Næste dag vågner jeg med totalt kaos i hele mit system, det larmer og jeg kan slet ikke være i mig selv.

Det er nemlig nu, at alle de spring jeg har taget i livet, samler sig i et giga JUMP.

Hvor alt jeg har foretaget mig de sidste 5 år, dybest set hele mit liv, skal stå sin prøve.

Det er nu, at jeg har samlet nok viden og erfaring til virkelig at kunne træde ud i den drøm jeg har haft siden jeg var helt ung;

at arbejde 100 % selvstændigt med glæde og passion, hver eneste dag.

Jeg kan mærke elastikken hiver i mig og det er totalt angstprovokerende men det ER nu, at jeg skal give slip og springe.

Ro og tillid vinder over kaos.

Drømme og længsler vinder over frygten.

Giver det mening at det skal være så dramatisk?
JA, det gør det. For hvis jeg skal kunne hjælpe, vejlede og inspirere andre til at turde drømme, følge drømmene og leve så det klodser, så må jeg først gå vejen selv.

HELE vejen; tage tilløb og springe, tude og grine, tage chancer og være nysgerrig, gå af krøllede stier uden at vide og være forberedt på hvad der dukker op, være i nuet, tænke alt for langt frem og bagefter slå alle skrækscenarier ned, forbinde mig med universet og have tillid, osv osv.

En giga rejse

ET GIGA SPRING

Jeg går ALL IN

BUNGEEEEEEE

PROFESSIONEL VANEBRYDER

~ trineegernielsen ~ Leave a comment

En kær og klog veninde kaldte mig for nylig ‘professionel vanebryder’ fordi jeg endnu en gang tog en lidt drastisk beslutning i forhold til mit arbejdsliv.

Den titel vil jeg føje til min professionsliste.

Jeg kan ikke lige gennemskue om du og verden vil opfatte ‘professionel vanebryder’ som en positiv eller negativ kompetence.

For mig er den positiv og en nødvendighed for at jeg kan udvikle mig, flytte mig, blive klogere og dygtigere og samlet set få mest muligt ud af livet.

Selvom jeg elsker nye tiltag og forandringer, kan jeg i perioder, som nu hvor mit liv og min hverdag på ingen måde er tryg og forudsigelig, blive skrækslagen over, om det hele nu går, miste overblikket, ikke se meningen med noget som helst hvilket resulterer i at jeg bliver ked af det og føler mig meget alene. Det nærmest sortner! Så føler jeg mig ikke særlig professionel ud i vanebrydning!

Jeg bliver til gengæld umådeligt bevidst om, at i takt med at jeg lever et liv med en tryg og forudsigelig hverdag, så aftager mit mod og min power.

Og jeg må sande at jeg fra tid til anden, bevidst eller ubevidst, stiller mig ud på høje klippeafsatser og kaster mig ud derfra, uden helt at vide om jeg fanger en vind eller en sky at svæve på. Det gør jeg fordi jeg er et kreativt, nysgerrigt og passioneret menneske og midt i tryghed og forudsigelighed dukker der behov, længsler og ideer op som bliver til drømme og for at finde ro og mening er jeg nødt til at følge mine drømme.

For at følge drømmene, kræver det at jeg bryder med vanerne.

Så skal jeg lige igang igen,  øve mig på at gøre tingene anderledes, bryde vanerne, så jeg bliver mindet om at jeg både kan og bliver glad i låget når jeg gør det.

Den glæde og begejstring jeg oplever indeni, når jeg gør noget nyt, oplever noget nyt, lære noget nyt, møder nye mennesker etc. er jo en blanding af, opløftende åndeligt føde og styrkelse af mit eget selvværd.

Så her til morgen har jeg øvet mig og gjort flere ting anderledes.

Jeg kørte i svømmehallen, som jeg plejer, men i stedet for at følge mit ambitiøse trænings program så besluttede jeg at jeg kun ville svømme i 30 min, uden at tælle baner. Det var faktisk ikke nemt, jeg skulle virkelig give slip og bare svømme, sådan næsten meditativt, være til stede i nuet! Jeg var også lige i springbassinet og tjekke om jeg stadig kan dykke ned til bunden og DET kan jeg sagtens.

Så skulle jeg naturligvis i sauna, som jeg plejer og som jeg elsker, jeg elsker varmen og holder mig normalt langt væk fra den kolde bruser. Men i dag gik jeg ind under den kolde både før og efter og det føltes godt.

På vej hjem skulle jeg lige handle. Men i stedet for at gå i Brugsen, som jeg plejer, gik jeg i Netto! Og alle ved at man kender sit supermarked! Netto virkede 😉

Små ting ja, men hvor tit gør vi noget andet end vi plejer?

Og hvorfor gøre noget andet, hvis det vi plejer fungerer godt?

Jeg tror faktisk at det er sundt at gøre noge andet en gang i mellem, for på den måde at blive bevidst om ‘plejer’ stadig fungerer godt og for at få nye indsigter og udsigter, om verden og om os selv.

Sådan fungere jeg godt.

Det er vigtigt for mig at holde vanebrydningen ved lige, på den måde opretholder jeg mit mod, min energi og livsgnist.

KURSJUSTERING

~ trineegernielsen ~ 2 Comments

Jeg har været stille en tid, både her på bloggen, på Instagram og Facebook.

Udover en heftig 2 ugers forkølelse samt vikararbejde så er jeg i proces med at justere min kurs.

Faktisk nåede jeg jo i havn med det ‘skib’, eller den drøm, der handlede om at arbejde som selvstændig strikkedesigner, foredragsholder mv på fuld tid.

Det var min virkelighed i ca en måned og det var faktisk præcis som jeg havde visualiseret og forestillet mig så mange gange igennem flere år.

Jeg har høj selvdisciplin, jeg er forholdsvis struktureret og jeg havde rigeligt at tage mig til.

På mange måder var det virkelig skønt.

Men som jeg har skrevet i et tidigere blog indlæg, var det både ‘fantastisk og frygtindgydende’

Jeg må sande, at der er sket noget undervejs på min rejse ud i drømmene; mine behov har ændret sig, måske med alderen, samtidig med at mine erfaringer former mig og viser mig nye veje.

Så selvom jeg har tudet fordi jeg har været i vildredde og bekymret for bl.a. økonomi, så klapper jeg også mig selv på skulderen og er stolt af at jeg faktisk er kommet i mål med det jeg drømte om; Strikkerejser, bog og selvstændig virksomhed. 

Og jeg er egentlig også ret vild med at være nået til det sted i livet hvor jeg hviler i mg selv og tør være lige præcis den jeg er og at jeg tør svæve med, når forandringens vinde blæser.

Nogen har nævnt at det er lidt hurtigt at ‘gi op’ efter en måned. 

Men jeg giver ikke op, jeg justere bare min kurs. 

Jeg synes selv det er både klogt og sejt at erkende at ‘havnen’ ikke helt ‘ser ud’ som jeg drømte om og at jeg undervejs har forandret mig, eller udviklet om man vil.

Så i hvilken retning har jeg sat kursen, tænker du måske!

Den er stadig i strikke retningen; Foredrag og opskrifter 

Men lige nu, ikke i en grad så jeg skal leve af det. Er jeg under pres, sådan rent eksistentielt, så forsvinder min kreativitet. 

Jeg glæder mig meget til de foredrag jeg skal holde i det nye år og vil elske at blive booket til flere. Jeg har stadig masser af drømme og mange historier at fortælle.

Jeg nyder at skabe nye strikkedesign og opskrifter og jeg vil ligeledes nyde fordybe mig i bogen om Irland, i de næste måneders vinterhi.

For mig er det yderst vigtigt at jeg er glad og har det sjovt og godt på min ‘livsrejse’

nemlig hver dag.

Mange spørger hvor jeg rejser hen næste gang! 

Det ved jeg ikke og jeg ved heller ikke hvornår.

Udover at være en bekostelig affære, er de strikkerejser jeg har været på også overvældende på mange måder. Så Lige nu har jeg brug for at skabe rolige og trygge rammer for mig selv, hvor jeg kan bygge mit eget lille fundament og konsumere alt det vilde jeg har foretaget mig de sidste mange år.

Jeg er i gang med spændende jobsøgning og håber og ønsker, at det jeg har i sigte kunne blive min julegave. 

DET vil være eventyrligt og det vil slutte mit 2022 på fineste vis.

Til slut vil jeg nævne at Jeg har besluttet, at jeg ikke skal have mere garn hjem fra New Zealand. 

Altså, man skal jo aldrig sige aldrig, men det bliver ikke i nærmeste fremtid.

Så kunne du tænke dig noget af det helt særlige og meget lækre Mohair så skal du slå til nu.

I december giver jeg 10 %

Du kan købe det i Frk. Sibbes Gårdbutik, Sibberupvej 25, Skælskør; tirsdage 14-17, lørdage 11-14

https://www.facebook.com/Frksibbe

Eller ved at skrive til mig her eller via Instagram og Facebook

Hjemme i mig selv

~ trineegernielsen ~ Leave a comment

Ferietid er lig med lydbøger, jeg har allerede lyttet til flere skønne.

Jeg har lige afsluttet ‘Se, jeg danser mor’ af Puk Elgaard. 

Den er ret fantastisk og Puk er fantastisk.

Så faldt jeg over ‘Du kender typen’, en podcast på DR Lyd med Anne Glad.

I april havde Anne Glad besøg af Puk Elgaard og det blev jeg naturligvis nysgerrig på at høre. 

Dagens podcast handlede en del om at hvordan Puk bor og har sat hus i stand.

De talte også om at Puk har flyttet 27 gange i sit liv siden hun tog på efterskole som 14 årig og om at 27 gange er vildt mange gange. 

Anne Glad nævner bla. at det for de fleste mennesker er virkelig stressende og belastende at flytte, så 27 gange er jo nærmest uoverskueligt og jeg synes at høre i mellem linjerne at det er mærkeligt og i hvertfald ikke ‘som folk er flest’

Så siger Puk noget, som virkelig vækkede genklang hos mig, sådan virkelig virkelig!

Puk siger;

Jeg elsker at flytte. Jeg synes det er fantastisk at flytte. Det med at vågne op den første morgen i en ny lejlighed og tænke ‘hvor er jeg’? Hvor køber man overhovedet ind i det nye område, hvem bor inde ved siden af og det, at pakke ud og indtage nyt land. Gå ned og hilse på grønthandleren og skabe et nyt netværk, det elsker jeg.

Puk siger ordene med den sødeste glade stemme som gjorde det helt selvfølgeligt at det er fedt at flytte. 

Hun åbnede med et trylleslag ind til noget jeg ikke vidste at jeg havde lukket inde; 

Jeg elsker at flytte

Jeg var lige nødt til at kigge på borger.dk; jeg har flyttet 29 gange siden jeg blev sendt på kostskole som 18 årig. Så jeg ved hvad jeg snakker om.

Ud af de 29 flytninger har det heldigvis kun været nogle få jeg ikke selv drømte om, ellers synes jeg faktisk det er fedt at flytte. Hårdt ja, men sjovt. 

Puk fortæller at det er lidt lige som et eventyr, om den gode følelse i, at få barberet ned i de ting hun ejer, som gør at hun lige hurtigt kan pakke når hun skal flytte og at når hun flytter ind et sted, kommer det ret hurtigt til at ligne et hjem. 

Det genkender jeg alt sammen.

Det er forløsende.

Jeg har nok været ret påvirket af, og adopteret, andres holdninger og følelser omkring det at flytte.

En venlig sjæl satte disse ord på: jeg har i flere år været flov over ikke at kunne finde ro.

Det er et godt beskrevet. Jeg er til tider blevet kaldt rastløs og blevet bedt om at blive boende hvor jeg bor/boede.

Det at jeg flytter, igen og igen, inklusiv mine rejser, er jo en del af min personlige rejse.

Og det er da federe at omfavne den end at gøre den forkert.

Blot til info så er jeg ikke lige ved at flytte fra det sted hvor jeg bor nu. 

Men, jeg mærker det kommer snigende, at jeg skal videre.

Kære Puk Elgård, du satte mig lige fri.

Faktisk har jeg for nyligt, før jeg hørte denne podcast, haft nogle tanker om at jeg føler mig hjemme i mig selv. Det er nok først kommet inden for de sidste 5 år, og det er faktisk en stor bedrift at være nået dertil. 

Og præcis fordi jeg føler mig hjemme i mig selv kan jeg rejse og flytte mig.

JA, jeg har også brug for et hjem, en hyggelig og tryg base hvor jeg kan lade op.

Men for mig er det vigtigt at roen kommer indefra. Og den indre ro har jeg brug for, fordi eventyr og nysgerrighed flyder i mit blod. 

Og det må det godt.

GNIST

~ trineegernielsen ~ 2 Comments

GNIST

Gnist! Et lille ord der beskriver at være begejstret, ivrig, motiveret, inspireret og handlekraftig.

Jeg ved præcis hvornår jeg har den, gnisten, og hvor godt det føles når den er tændt.

Jeg ved desværre også hvornår den er slukket hos mig og hvordan det føles tilsvarende træls.

Især fordi det sker, når jeg ‘tillader’ nogen eller noget udefra at slukke min gnist.

Jeg bliver faktisk så ked af det. Så ked af det, at det er svært at slippe.

Jeg har lært at:

‘Det jeg vander gror’

‘Det jeg sender ud i universet sker’

Så, jeg må sparke mig selv bagi og flytte fokus til gnisten der er tændt og den skønne følelse det giver og al den gode energi det generere.

I sidste weekend var jeg på Strikkecamp i Korsør. Et event for 20 stand-holdere udgjorde et strikke mekka i Multihuset på Storebælt Camping. Smukke omgivelser og masser af garn og søde mennesker.

Her mærkede jeg min gnist være tændt. 

To situationer fik min gnist til at blusse ekstra op.

Den ene var en samtale med en skøn kvinde, om muligt foredrag, i første omgang med strik som overskrift. Så fortalte hun om hendes engagement ift. Alzheimers og vi kom til at snakke om det at bevare livsgnisten selvom livet viser tænder. Vi tunede begge ind på helt samme frekvens med ideer og muligheder, hvor mit foredrag om min passion kan bruges til mere end at fortælle om strik og uld. Det vil være Fantastisk.

Fantastisk fordi det at tænde noget hos andre er med til at tænde min gnist.  Og det er præcis det den anden situation handler om.

For jeg fik besøg af sødeste Tina, som har fulgt mig siden jeg udgav min bog hvor hun kom til reception. Jeg blev faktisk så rørt, for Tina fortalte mig, på kærligste vis, at det jeg gør har været inspiration og medvirkende til de kæmpe skønne og svære skridt hun nu har taget i livet.

Så jeg har tændt gnisten hos Tina, været med til at skabe begejstring, inspiration og handlekraft. Og Tina gav så meget tilbage og tændte min gnist ved at fortælle mig hendes historie. TAK.

Det er kun lidt over 3 uger siden at jeg kom hjem fra 6 fantastiske uger i Irland. Jeg nåede dog nærmest ikke at få alle oplevelser og indtryk til at synke ind før ‘virkeligheden’ ramte mig. Den virkelighed der til tider slukker min gnist.

Men det skal den ikke få lov til. De gode oplevelser på Strikkecamp er med til at holde liv i gnisten. Om lidt har jeg en lang sommerferie hvor gnisterne skal springe – altså på den fede måde – og jeg glæder mig allerede vildt til de foredrag der er i kalenderen i efteråret. Jeg glæder mig så meget til at dele ud af mine drømme og min passion, 

nu med Irland.

Ude godt, hjemme dejligt

~ trineegernielsen ~ 1 Comment

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

KÆRE ALLE SKØNNE MENNESKER

~ trineegernielsen ~ Leave a comment

Kære alle skønne mennesker 

Nu er der kun 5 dage til jeg igen lander i DK. Nu med kufferten fuld af garn, har faktisk bestilt ekstra bagage, og en masse nye oplevelser og minder på kontoen … den i banken er til gengæld tømt!

Det har været 6 skønne uger men også på mange måder en anderledes og udfordrende tur. Når jeg rejser alene er der meget tid til at tænke og mærke sig selv.

Sådan var det også på min rejse til New Zealand men alligevel kan de to rejser nærmest ikke sammenlignes, det skulle da lige være ift. mængden af garn.

En ting der er blevet ret tydelig for mig undervejs er, at mit formål og mit budskab, altså det jeg så gerne vil dele med jer, ikke er det; tydeligt!

I hvert fald ikke så tydeligt som jeg gerne vil have det til at være.

Det har bla noget at gøre med at jeg vil for mange ting og har gang i for meget. Som jeg skrev i et tidligere blog indlæg, så bobler det rundt i mit hoved med ideer til alverdens ting.

Jeg ved, også fra mine ture til NZ og i min bog skrivnings proces, hvor vigtigt det er at holde fokus og snuden i sporet, som man siger.

Min alenetid kan jeg så netop bruge til at skille tingene ad og finde fokus og så klare det hele heldigvis op.

Det bliver forholdsvis tydeligt for mig, at vigtigst er mit strik og min kreativitet, at slippe den løs og udvikle design og strikke opskrifter 

OG 

vigtigt er også mine foredrag, hvor jeg så gerne vil inspirere til at strikke, men især til at leve fra hjertet og til at turde drømme. Vække jeres drømme og jeres kreativitet.

Det er forløsende og fantastisk at finde ind til sig selv og ikke være styret af burde og skulle. 

Det er forløsende og fantastisk at kunne mærke sig selv, helt ind i hjertet, at elske sig selv og være bevidst om hvad der gør dig glad.

De sidste 10 år har jeg været på den vildeste livs rejse og med de erfaringer jeg har gjort mig kombineret med mine uddannelser og arbejde med mennesker har jeg så meget på hjerte. 

Egentlig er det vist alligevel helt tydeligt inde i mig selv

men jeg vil rigtig gerne at det også er tydeligt ud ad til, for jer. Jeg bliver nysgerrig på at vide 

  • om mit budskab går igennem
  • på hvilken måde jeg inspirere og til hvad
  • hvad bliver i nysgerrige på?
  • hvad vil i gerne høre, se, læse mere af

ALLE kommentarer kan være til hjælp og inspiration så bare gi den gas

I sidste ende vil jeg dog følge MIT hjerte, for så er jeg den bedste version af MIG

FLIGHT BOOKED!

~ trineegernielsen ~ 1 Comment

Flybillet bestilt!

Woop woop

Orlov er i hus og jeg har bestilt flybillet til Dublin og retur; 11. april til 27. maj!

Næste strikkerejse er en realitet.

Får jeg sommerfugle i maven? JA det tror jeg da nok lige jeg gør!

Det føles heldigvis godt og rigtigt.

Synes dog at det er interessant, at jeg føler mig meget mere sådan ‘ude på gyngende grund’ end da jeg planlagde min tur til New Zealand for ca 4 år siden. Jeg husker det som at jeg bare var cool og tog afsted uden de store bekymringer. Og der skulle jeg da rejse helt alene om på den anden side af jorden, i længere tid.

På en eller anden måde føles det mere ‘scary’ denne gang.

Er det mon fordi jeg ikke helt vidste hvad jeg gik ind til dengang og det ved jeg nu? På den anden side har jeg kun gode og fantastiske minder fra min New Zealand tur.

Eller er det fordi der er mere på spil denne gang? Da jeg rejste til New Zealand i 2018 havde jeg 70 følgere på instagram og ingen vidste hvem jeg var. Jeg ved godt jeg ikke har flere tusind følgere nu men jeg har dog stukket næsen noget mere frem og ved nu hvilket kæmpe arbejde det er at skabe en bog ud fra rejsen. Så måske er det bevidstheden om hvad der venter samt mine egne forventninger til mig selv der giver ‘kryller’ og sommerfugle.

Men det er jo når vi træder ud af vores comfortzone at vi udvikler os. Det gør jeg jo faktisk en dyd ud af at undervise de unge i, til dagligt. Så nu må jeg børste usikkerhed og bekymringer af skuldrene og i stedet mærke eventyrets skønne energi.

No worries, jeg mærker den tydeligt og Jeg glæder mig til at dele den med dig og håber du vil følge med.

Eventyret er startet.

Tror faktisk jeg mærker eventyrets energi hver eneste dag.

Eventyreres klub

~ trineegernielsen ~ Leave a comment

I weekenden var vi på messe i Hillerød, ‘Sy og strik med mere’.

3 fantastiske dage i det dejligste og nemmeste selskab med Søs og med mange mange skønne ligesindede strikkenørder.

Udover at sælge garn og opskrifter havde jeg også den fornøjelse at skulle holde et mini foredrag af ca 30 min varighed hver dag. Et foredrag om min strikkerejse til New Zealand som jo både er en fortælling om garn og uld men især også om at turde følge sine drømme og give slip på det traditionelle, trygge og en smule konforme liv med 8-16 job osv.

Til disse mini fordrag var det første foto jeg viste, et foto af forsiden af min bog. Der hvor jeg står på en bådbro på Waikawa marina i New Zealand, med eventyr i øjnene.

To forventningsfulde, meget meget søde kvinder sad klar og inden jeg gik igang stillede den ene kvinde det vildeste spørgsmål jeg har fået til dato:

Er du medlem af eventyreres klub?

Jeg tror jeg kom til at grine lidt og svarede naturligvis ‘nej’. Jeg fortsatte og sagde, at det har jeg alligevel ikke gjort mig fortjent til og at jeg ikke var sikker på, at jeg nogensinde kunne nå dertil.

Jeg tænkte jo straks på Troels Kløvedal og andre kendte opdagelsesrejsende.

Men det var da det skønneste spørgsmål og det gav jeg tydeligt udtryk for, hvorefter den anden kvinde sagde:

Er det ikke skønt at vide at du ligner sån en!

JO FOR FANDEN!

Ja, jeg er simpelthen nødt til at både bande og skrive med stort; det er da kæmpe skønt.

Så udover at ha solgt en masse garn samt opskrifter, snakket med så mange søde, skønne og inspirerende mennesker og nyde 3 dage med den bedste søster i verden, så har det været magisk med den respons jeg har fået og får når jeg fortæller min historie.

Jeg måtte lige google eventyreres klub og i første omgang konstaterede jeg med skræk at den kun er for mænd, indtil jeg fandt ud af, at der jo også findes en for kvinder.

Ved i hvad?

Det kan godt være at jeg grinede og sagde at jeg nok aldrig ville opnå medlemsskab i så særlig og fornem en klub.

Men ved nærme eftertanke, så er jeg jo tidligere blevet kaldt eventyrer.

Jeg elsker at være på eventyr. Jeg trives bedst når livet er et eventyr.

Jeg har masser af drømme og ideer. Dem går jeg efter og indtil videre har det været ret fantastisk så jeg fortsætter ud i drømmene.

Så hvem ved; måske kan jeg en dag svare helt anderledes og helt kort med et

JA