Ude godt, hjemme dejligt

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

KÆRE ALLE SKØNNE MENNESKER

Kære alle skønne mennesker 

Nu er der kun 5 dage til jeg igen lander i DK. Nu med kufferten fuld af garn, har faktisk bestilt ekstra bagage, og en masse nye oplevelser og minder på kontoen … den i banken er til gengæld tømt!

Det har været 6 skønne uger men også på mange måder en anderledes og udfordrende tur. Når jeg rejser alene er der meget tid til at tænke og mærke sig selv.

Sådan var det også på min rejse til New Zealand men alligevel kan de to rejser nærmest ikke sammenlignes, det skulle da lige være ift. mængden af garn.

En ting der er blevet ret tydelig for mig undervejs er, at mit formål og mit budskab, altså det jeg så gerne vil dele med jer, ikke er det; tydeligt!

I hvert fald ikke så tydeligt som jeg gerne vil have det til at være.

Det har bla noget at gøre med at jeg vil for mange ting og har gang i for meget. Som jeg skrev i et tidligere blog indlæg, så bobler det rundt i mit hoved med ideer til alverdens ting.

Jeg ved, også fra mine ture til NZ og i min bog skrivnings proces, hvor vigtigt det er at holde fokus og snuden i sporet, som man siger.

Min alenetid kan jeg så netop bruge til at skille tingene ad og finde fokus og så klare det hele heldigvis op.

Det bliver forholdsvis tydeligt for mig, at vigtigst er mit strik og min kreativitet, at slippe den løs og udvikle design og strikke opskrifter 

OG 

vigtigt er også mine foredrag, hvor jeg så gerne vil inspirere til at strikke, men især til at leve fra hjertet og til at turde drømme. Vække jeres drømme og jeres kreativitet.

Det er forløsende og fantastisk at finde ind til sig selv og ikke være styret af burde og skulle. 

Det er forløsende og fantastisk at kunne mærke sig selv, helt ind i hjertet, at elske sig selv og være bevidst om hvad der gør dig glad.

De sidste 10 år har jeg været på den vildeste livs rejse og med de erfaringer jeg har gjort mig kombineret med mine uddannelser og arbejde med mennesker har jeg så meget på hjerte. 

Egentlig er det vist alligevel helt tydeligt inde i mig selv

men jeg vil rigtig gerne at det også er tydeligt ud ad til, for jer. Jeg bliver nysgerrig på at vide 

  • om mit budskab går igennem
  • på hvilken måde jeg inspirere og til hvad
  • hvad bliver i nysgerrige på?
  • hvad vil i gerne høre, se, læse mere af

ALLE kommentarer kan være til hjælp og inspiration så bare gi den gas

I sidste ende vil jeg dog følge MIT hjerte, for så er jeg den bedste version af MIG

Alene men ikke ensom

Alene men ikke ensom.

Det er vigtigt ikke at forveksle det, at være alene med ensomhed.

På min rejse, lige nu i Irland, men også generelt på min livsrejse og på min rejse ud i mine drømme, kan jeg til tider godt føle mig ret alene.

En klog, kær og meget kreativ veninde skrev til mig:

Den kreative proces er virkelig en ‘lonely journey’ og mega sårbar undervejs.

Wauw, hun sætter virkelig de rette ord på. 

I mit hoved, bobler det jo ikke kun med ideer til strik. Der er jo også alverdens ideer til rejser som denne, mine drømme og ideer om hvordan jeg vil arbejde så jeg kan leve af det, fotos, strikkekunst, foredrag, events ….. ALT MULIGT.

Det er svært at beskrive og derfor også, helt forståeligt, svært for andre at forestille sig før der kommer noget håndgribeligt ud i den anden ende.

Men selvom det er en ‘lonely journey’, hvor humør, energi, tro og tillid er noget svingende, så kan jeg slet ikke lade være.

Da jeg for 4 år siden rejste til New Zealand mærkede jeg tydeligt at nu var der ingen vej tilbage; Jeg kan slet ikke lade være og jeg er nødt til at fortsætte ud i drømmene.

Når jeg rammer den gode energi og tilliden, som er med til at skabe fantastiske øjeblikke og oplevelser og den der flow-tilstand jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo, at den kreative frekvens stiger, det hele stiger; styrken, modet, inspirationen, viljen, livsgnist, glæde, passion, frihed, jeg kunne blive ved, hvilket får mig til at fortsætte.

Når jeg så i kølvandet modtager skønne beskeder og kommentarer fra jer, så mærker jeg kæmpe glæde og så giver det hele mening. Det er jo præcis det der gør at jeg ikke bliver ensom på min ‘lonely journey’

I TV udsendelsen ‘Vild, vildere, Lyngvild’ hørte jeg Jim Lyngvild sige, højt og tydeligt, at SELVFØLGELIG er det anerkendelsen der driver værket.

Det må jeg jo give ham ret i. Nok er det en ‘lonely journey’ men den bliver bl.a. holdt i gang og næret af anerkendelse.

Så TAK til jer der følger med. Jeg har mange planer og visioner og i er en stor del af dem.

Hedgehog Fibres

Tænkt hvis jeg  havde al tid i verden og bare kunne forsvinde ind i garnhimlen, der hvor tid og sted forsvinder og hvor jeg kan fordybe mig i at strikke, tegne, eksperimentere, udvikle osv.

Jeg rørte ved den tilstand af flow hos Hedgehog Fibres i går.

Efter et magisk besøg ved Hedgehog Fibres, et spændende og virkelig inspirerende firma, står ideerne nu i kø. Det bobler med farver, mønstre og alt for fede design til sweatre, veste, trøjer og sjaler. Det danser rundt i mit hoved.

Jeg havde fornøjelsen af at møde både Rose og Lin.

Rose er bla. garn farver hos Hedgehog fibres, sådan på den fede kunstneriske måde. 

Wauw, sikke et job! Rose lyste af passion og glæde hvilket var virkelig interessant.

Efter snak om garn og farver dykkede jeg ned i garnhylderne i deres Showroom og tiden forsvandt.

Efter to timer forlod jeg Hedgehog Fibres fyldt op med god god energi og med to poser garn.

På en cafe indtog jeg min frokost i ro og lod alle indtryk bundfælle sig.

Det var her jeg mærkede det dybe ønske om at kunne forsvinde ind i garnhimlen og ind i de kreative processer.

At skabe noget, uanset hvilket håndværk eller kunstart der er tale om, er ikke noget man/jeg, gør lige fra kl 16-17 efter job.

Det kræver så meget tid og ro.

Men tænk hvad der kunne komme ud i den anden ende. 

Om 10 dage lander jeg i DK. Så har jeg en uge hjemme i min egen hule inden jeg skal på job.

Fuld tid!

Og jeg er ‘kommet til’ at købe virkelig meget garn og det strikker jo ikke sig selv!

Så jeg kommer sgu i tids underskud.

GODT at jeg nu har 6 dage på dette Airbnb, her skal jeg fordybe mig og brede ALT det garn jeg har købt ud over det hele.

GODT jeg har en lang sommerferie i sigte hvor jeg også får tid.

Og GODT at jeg får tingene til at ske, ellers var jeg jo ikke hvor jeg er lige nu.

Jeg bliver bare utålmodig.

Jeg nød så meget at besøge HH fibres og nu har jeg jo bare lyst til at blive i den garnbobbel.

Jeg glæder mig til at vise jer hvad der er i poserne og hvad der danser rundt i mit hoved …. eller måske ikke alt der er i mit hoved!

Rigtig dejlig bededagsferie til jer alle.

INGEN PLANER

I går kørte jeg i de smukkeste omgivelser.

Bjerge, bakker og dale

Søer, fjorde og hav

Stengærde, blackface sheep og gule ‘whin bushes’ alle vegne.

Men jeg kan ikke stoppe og tage fotos hele tiden og rastepladser bruger de ikke ret meget i irland.

Filme imens jeg køre i venstre side ad smalle og snoede veje går jo heller ikke.

Men egentlig har jeg heller ikke lyst til altid at opleve alting igennem et kamera.

Jeg må sætte mig ud over at jeg skal bruge fotos til en bog. 

HVIS jeg skal lave en bog. 

For nu hvor jeg er i gang så kan jeg mærke eventyret og følelsen af frihed.

Friheden til at køre så langt jeg vil og hvorhen jeg har lyst.

Friheden til at bruge tiden til lige præcis hvad jeg har lyst til, om det så er at se dansk tv og strikke selvom jeg er i Irland.

Friheden til at strikke lige det jeg synes kunne være sjovt.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, friheden til ikke at have en bestemt plan med denne tur.

Planen var jo en ny bog samt nye foredrag men jeg kan mærke at faste planer begrænser mig.

Min drivkraft er at give slip på alle forventninger, både fra mig selv og omverdenen.

Min drivkraft er at tillade mig selv at gøre lige det der føles mest rigtigt. 

Det er her min kreativitet får plads og min energi stiger.

‘Har man sagt A må man også sige B’

Hvorfor?

Det ordsprog er jeg faktisk ikke ret vild med.

Hvad nu hvis det ikke dur at sige A, hvad nu hvis det føles forkert? Hvorfor F skal jeg så sige B?

Så siger jeg måske i stedet Q og derefter R.

Jeg vil f.eks. ikke sige B fordi det skal man og så ende ud i at lave en dårlig bog, bare fordi jeg sagde A!

Det kan sagtens være at jeg skriver en bog til.

Men jeg mærker hvor vigtigt det er for mig ikke at være låst af planer og faste overbevisninger om hvad der skal ske. 

Og det er faktisk også vigtigt for mig at sige det højt, at skrive det her, fordi jeg ikke kun har lyst til at inspirere til at strikke men også til at leve og turde mærke efter i stedet for at gøre det der forventes.

Nå men, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske og det er fedt.

WU HUUU JUMPING

Ja så hopper jeg igen ud fra noget der føles som en meget høj klippe afsats.

Efter ca to år med ‘almindeligt’ arbejde og dermed en forholdsvis forudsigelig hverdag, føles det ærligt talt nærmest lidt nervepirrende at skulle ud på eventyr.

Så hvad laver jeg? Spørger jeg mig selv!

Jeg skal på eventyr og jeg ved det bliver fuldstændig fantastisk.

Nu skal du høre:

Jeg rejser til Irland d. 11. april og lander i DK igen d. 27. maj.

Jeg har taget orlov fra job i ca. 7 uger; NU skal jeg på STRIKKEREJSE #2.

Når jeg lander d. 11. april henter jeg en Toyota Corolla Hybrid et sted i Dublin og så køre jeg langt ud på landet, i VENSTRE side af vejen, til Kingscourt, hvor jeg skal bo på B & B i 2 nætter for lige at lande.

Så køre jeg videre nord vest, til Donegal, hvor jeg har booket et skønt og meget autentisk Airbnb for 6 nætter

Jeg skal besøge Studio Donegal i Kilcar, Jeg skal i garnbutikker, Jeg skal købe Irsk produceret garn og jeg skal stor nyde at fordybe mig i mine ideer og strikke det jeg har lyst til. Jeg skal skabe strik og historier. Jeg skal opleve og være i nuet.

Sidst men IKKE mindst så kommer min datter og besøger mig i hele min første weekend i Irland. Det bliver MAGISK DEJLIGT.

Så går turen videre ned langs Wild Atlantic Way.

Det ved jeg og Jeg ved også hvilke byer og garnfirmaer jeg vil besøge. Men jeg har ingen fast hverken tids eller rute plan.

Denne åbne måde at rejse på, er på én og samme tid fantastisk skøn men også en smule scary.

Jeg ved at det er sundt at jeg rejser og holder liv i mine drømme på denne måde.

Jeg oparbejder en evne til leve let og ubekymret fordi jeg finder ud af at jeg kan klare det meste. Hvis jeg køre ad en forkert vej, så kan jeg bare dreje og køre en anden vej. Og hvem ved, måske var den første vej slet ikke forkert, måske skulle jeg netop opleve dét og lære noget jeg ikke havde regnet med og som jeg kan bruge når jeg køre videre.

Sådan er livet for mig.

Jeg glæder mig mega og nu er der kun 5 uger til jeg er midt i det.

WUU HUUUU

Håber du vil følge med mig her, på Instagram og Facebook.

Til efteråret  kommer en ny bog og nyt foredrag om Irland.

NU ER DET NU! KOM!

I aftes og i morges havde jeg den skrækkeligste følelse af tristhed, modløshed, frygt og frustration!

Hvad er det for en verden vi lever i? Hvor en magtsyg mand kan forårsage alvorlig ravage for så mange og hvor klimaet er på skideren fordi vi forbruger i en fuldstændig uanstændig grad.

Kan man sætte børn i sådan en verden og hvilke katastrofer vil indtræffe ….

STOP STOP STOP

Jeg blev faktisk forskrækket over disse tanker og følelser, fordi jeg normalt holder alt det crap i strakt arm og fordi jeg normalt er positiv og optimistisk og har mange drømme om alt muligt.

I et øjeblik blev jeg også bange for at være overfladisk og egoistisk fordi jeg bare koncentrere mig om at jeg om 5 uger rejser til Irland i 7 uger hvor jeg skal ‘hygge’ mig.

STOP

Det er jo præcis NU at jeg skal rejse til Irland og opsøge alt det gode. Det skal jeg ikke kun gøre i Irland det skal jeg gøre i nuet, NU!

For når jeg opsøger det gode og foretager mig det der producerer god energi og glæde hos mig, når jeg deler det i blog indlæg, bøger og foredrag så sender jeg

GOD ENERGI, HÅB OG TILLID ud til alle jer.

Om i kan strikke eller ej, om i synes jeg er skør eller ej, så er jeg sikker på at jeg i en eller anden grad påvirker verden med noget godt.

TÆNK hvis vi allesammen satte os ned og græd og var bange, holdt os inden døre fordi vi ikke tør gå ud i verden af frygt for alt muligt, så ville verden gå i stå! Så vil alt det ‘onde’ vinde og drukne os i frygt som Orkerne i Ringenes Herre.

Men hvis vi rejser os og går ud af døren men smil, oprejst pande, vilje, tro, tillid og KÆRLIGHED, i RÅ mængder, så skal i se! Så spreder det sig som de smukkeste ringe i vandet. Og hvis vi allesammen gør det så forsvinder Putin på samme vis som Voldemort.

Jeg er helt klar over at dette ikke er en film men den barske virkelighed!

Jeg mener dog stadigvæk, HELT ALVORLIGT, at det er NU at vi skal skabe al den gode energi vi overhovedet kan.

Rigtig god weekend

JOB vs DRØM

Job vs drøm; Altså, jeg mener, almindeligt 8-16 job versus drømmen om at være selvstændig som rejsende strikkedesigner, foredragsholder og forfatter.

Til trods for at jeg pt har et godt job, med spænende opgaver, søde skønne kollegaer, søde skønne unge mennesker og ikke mindst, en fast indtægt, så vinder drømmen i mit hjerte.

Jeg tænker ofte; kunne jeg ikke ‘bare’ være i mit almindelig job så jeg bla. har økonomisk tryghed og ro i mit liv. Så kunne jeg køre hjem fra job og strikke en trøje til mig selv, gå en tur, ro kajak og have tid; god tid.

Det lyder mega hyggeligt

MEN

Jeg har altså eventyr i mit blod! Ovennævnte livs scenarie ville holde max en uge.

Så jeg har filosoferet lidt over HVAD det er med det eventyr! Hvad er det, der hiver i mig?

Og det behøver jeg nu ikke filosofere ret længe over, det står faktisk helt klart for mig.

Det er nemlig en følelse af glæde og begejstring og boblende energi, som opstår

når jeg skaber noget, især når andre også bliver begejstrede for det jeg skaber.

Når jeg holder foredrag eller i andre situationer fortæller og jeg kan se, mærke og høre at jeg vækker drømme og god energi til live hos de mennesker der lytter.

Når jeg får kram og skønne ord med på vejen om at jeg har inspireret til at finde mod og livslyst. Når jeg får de varmeste beskeder om at min bog er blevet læst og nydt igen og igen. Så bobler jeg over af glæde og begejstring.

Det er sådan jeg vil leve, hver eneste dag.

Måske tænker du at det er et stort krav at stille til livet.

Men jeg har mærket at det kan lade sig gøre, at jeg på magisk vis kan få ting til at ske.

Og tro mig, jeg har også mærket det modsatte! 

Så bevidstheden om, at det er muligt at skabe et liv, hvor jeg kan leve i og med passion, glæde, begejstring og kærlighed hver eneste dag, den giver mig tillid og energi til at fortsætte ud i eventyret.

Også selvom det er på bekostning af en vis tryghed. Men tryghed, som jeg tror at vi alle har brug for, har jeg fundet i mig selv. Der er stor tryghed i, at jeg kan mærke mig selv, mærke hvem jeg er og at jeg på den måde mærker modet til at stå op for mig selv, stå stærkt og stå frem.

Så kan jeg jo nærmest klare hvad som helst.

Og på den måde får min nysgerrighed og min eventyrlyst masser af plads at boltre sig på.

Jeg har kun dette ene liv.

Jeg vil ikke på pension. Jeg vil leve og arbejde med passion og glæde til jeg bliver en meget gammel dame. Og jeg vil dele ud af min glæde og passion i håb om at jeg kan blive ved med at inspirere og skabe god energi.

Du er mere end velkommen til at ‘joine’ mig, hele vejen 

2022; EVENTYRETS ÅR

2022 kommer til at stå i eventyrets tegn, det kan jeg mærke.

2022 bliver eventyrligt

2022 bliver et år fyldt med eventyr og fuld af kærlighed.

Allerede nu har jeg planer i kalenderen som jeg glæder mig til; foredrag på begge sider af Storebælt, kursusaktivitet her på ‘min’ bondegård og en strikkerejse til Irland der gerne skulle starte midt april og ca 8 uger frem.

Jeg glæder mig til tid og oplevelser i mine vandrestøvler og i kajak.

Jeg glæder mig til tid med mine strikkepinde og tid til at skrive.

Jeg glæder mig til at fordybe mig og til at lade ideerne boble og udfolde sig.

Jeg glæder mig til at have tid, tid til at følge min egen rytme og intuition.

Lone og jeg lægger også planer. Det er gået over al forventning med vores lille strikkefirma som vi startede 1.1.2021 til trods for at vi stort set kun har haft åbent i gårdbutikken lørdage fra 11-14 og ikke har en ‘rigtig’ hjemmeside.

Det motiverer og inspirerer og i 2022 er vi klar til at få nogle nye spændende garnkvaliteter ind, få en hjemmeside op at køre, udvide åbningstiden i gårdbutikken med en eftermiddag om ugen og så har vi et ret spændende arrangement på tegnebrættet, som vi forhåbentlig kan løfte sløret for i løbet af foråret

Tak til alle for gode stunder i 2021, også til mig selv 😉

I kajak, vandrestøvler og i svømmehal.

I Sibberup, Italien, København og Vordingborg.

På Røsnæs, Odsherred, Terslev Overdrev og Islands Brygge

Til foredrag og messer og i Familie Journalen

I gårdbutikken, skoven og ved Bisserup Strand.

Jeg vælger at lade Corona minde mig om, at vi skal passe på os selv og hinanden men uden at bekymringer og begrænsninger får lov at kapre mig.

Corona minder mig også om at jeg skal leve her og nu, for fuld skrald.

At jeg skal vælge og prioriterer det der gør mig glad og giver god energi for så har jeg så meget mere at gi af.

Livet og verden er fuld af kærlighed.

GODT NYTÅR

REPOST

Min yndlings morgenstund består af kaffe på sengen og ro og tid til at skrive.

Bare skrive derudaf. Det er helende for mig.

Pt er jeg i underskud af energi, tid, penge, varme mm. Så bliver jeg frustreret og ked og hidsig og alt muligt. Fuldmånen lyser og jeg mærker mig selv meget tydeligt!

Det jeg skrev her til morgen, mindede mig om hvordan jeg havde det i foråret 2019 og om et blog indlæg jeg skrev i den forbindelse..

Det var helt forløsende at læse det igen, for det beskriver ret godt hvem jeg er og hvordan jeg har valgt at leve og hvad det indebærer. OG den følelse jeg sidder med pt.

Det fortjener et ‘repost’. Om ikke andet så for min egen skyld.

Jeg bliver faktisk virkelig nysgerrig på hvad du tænker når du læser det: kan du genkende noget, vækker det noget eventyr eller giver det slet ikke mening?

Skriv meget gerne en kommentar

English translation below

 

Leve livet; det syns jeg at jeg gør for fuld udblæsning pt.

Midt i overgangsalderens herligheder af humørsvingninger og søvnproblemer har jeg kastet mig ud i at leve drømmene ud og forsøge at skabe en anden tilværelse end 9-16 osv. En tilværelse hvor jeg kan følge mit hjerte og min passion hver eneste dag.

Og det kan alt sammen lyde mægtig eksotisk men nogen gange kan helt almindelige ting, som feks. at kigge på en kalender og prøve at lave lidt planlægning bare 3 måneder ud i fremtiden, fremkalde nærmest angstlignende anfald.

Alt i min krop står pludselig stille, min hjerne føles tom og i samme sekund buldre følelserne derudaf og det vælter ud af mit hoved med ord og tårer, bebrejdelser og bekymringer.

Men nu har jeg efterhånden lært at jeg skal lade det buldre derudaf, bare tude og rase. Acceptere at jeg har det sådan. Når jeg lader det være som det er, uden desperat at “løbe væk” fra det eller prøve at løse det nu og her, så aftager det forholdsvis hurtigt og energien, tilliden, ideerne, drømmene og klarheden kommer langtsomt sivende ind i min krop igen. Fra alle hjørner og kroge, ind i hver en celle.

Efterhånden forstår jeg også bedre og bedre hvorfor det sker, det giver mere og mere mening og jeg ved at det er nødvendigt.

For den sti i livet jeg er trådt ud på er både smuk og fantastisk men også vældig bakket og med mange skarpe sving som kræver at jeg kan mærke mig selv og har 100 % tillid til at det er den rigtige sti jeg har valgt, for jeg kan ikke se rundt om hjørnerne!

Men jeg kan faktisk lige præcis mærke mig selv og selvom jeg føler at jeg kaster mig ud fra vilde højder og går af krøllede stier så føles det hele, helt rigtigt ♥

Det er lidt på samme måde som når jeg vandre ad stierne her på New Zealand. Jeg møder ikke et eneste menneske og jeg ved ikke hvad der kommer efter næste sving, om det er en skarp stigning eller måske en hængebro!

Jeg har ikke nogen at følge og ikke nogen at kigge efter. Jeg skal selv finde vej.

Og her, på denne sti, møder jeg udfordringer der får mig til at kigge tilbage. Tilbage på den sti jeg kom fra, hvor jeg kan se hvordan andre gør og hvordan jeg plejer at gøre.

Men når jeg kigger frem er jeg klar over at jeg må finde nye måder hvis jeg vil fortsætte i dette smukke landskab og hvis jeg vil nå hen til mere af det jeg drømmer om og til det som jeg gerne vil fylde mit liv med.

Heldigvis er den krøllede sti fantastisk smuk, jeg er vild med min vandring og føler mig for det meste ret godt tilpas, på trods af disse store og angstprovokerende udfordringer.

Og hver gang jeg klare et sving og et hjørne føler jeg mig stærkere og jeg kan mærke mig selv og tilliden mere og mere tydeligt.

Så jeg fortsætter og er taknemmelig for at jeg tør.

Tør drømme, tør at være MIG

LIVE LIFE

Live life; I think I do that fully at the moment.

In the middle of menopause incl. mood swings and sleep problems I’m living my dreams and try to create another existence than 9-5 etc. An existence where I can follow my heart and my passion every day.

Maybe it sounds very exotic but sometimes, normal stuff like looking at a calender to make some plans for the next 3 months can cause almost anxiety-like attacks.

Everything in my body is standing still and my brain feels empty, at the same time my feelings rumble explosively and it is pouring out of my head with words and tears, accusations and worries.

But gradually I’ve learned just to let it rumble and to cry and rage. Accept how I feel. When I accept instead of “running away” from it or try to find solutions immediately, it disappear relatively quickly and the energy, trust, the ideas, the dreams and clarity is slowly coming back into my body. From every corner into every cell.

Gradually I also understand more and more why it is happening, it makes more and more sense and i know it is necessary.

Necessary because the life path I’ve chosen is very beautiful and amazing but also very hilly and with a lot of sharp turns. Therefore its important that I can feel myself and that i have 100 % trust in my choise of path, because I can’t see around the corner.

But I can actually exactly feel myself and though I feel I’m throwing myself from heights and walk on very curvy paths, it all feels so right for me.

It is like when I’m walking at the paths in New Zealand. I don’t meet anyone and I don’t know what I’ll meet around the corner, is it a sharp rise or maybe a swingbridge?

I have no one to follow and no one to look after. I have to find my own way.

On this path I meet challenges that makes me look back. Back on the path i came from, where I can see how other people do and how I used to do.

But when I look forward I’m aware of, that if I want to continue in this beautiful landscape and if I want more of what I dream about and what I want to fill in to my life, i need to find new ways of doing things.

Fortunatly this curvy path is so beautiful, I love my hiking and I feel good most of the time despite of these big and anxiety provoking challenges.

And every time I manage a turn and a corner I feel even stronger and I feel myself and the trust clearly.

So I continue and feel grateful that I dare.

Dare to dream, dare to be ME.

 

(I hope the english version makes sense ….. still a challenge to write and express my self in english) ♥