Hjemme i mig selv

Ferietid er lig med lydbøger, jeg har allerede lyttet til flere skønne.

Jeg har lige afsluttet ‘Se, jeg danser mor’ af Puk Elgaard. 

Den er ret fantastisk og Puk er fantastisk.

Så faldt jeg over ‘Du kender typen’, en podcast på DR Lyd med Anne Glad.

I april havde Anne Glad besøg af Puk Elgaard og det blev jeg naturligvis nysgerrig på at høre. 

Dagens podcast handlede en del om at hvordan Puk bor og har sat hus i stand.

De talte også om at Puk har flyttet 27 gange i sit liv siden hun tog på efterskole som 14 årig og om at 27 gange er vildt mange gange. 

Anne Glad nævner bla. at det for de fleste mennesker er virkelig stressende og belastende at flytte, så 27 gange er jo nærmest uoverskueligt og jeg synes at høre i mellem linjerne at det er mærkeligt og i hvertfald ikke ‘som folk er flest’

Så siger Puk noget, som virkelig vækkede genklang hos mig, sådan virkelig virkelig!

Puk siger;

Jeg elsker at flytte. Jeg synes det er fantastisk at flytte. Det med at vågne op den første morgen i en ny lejlighed og tænke ‘hvor er jeg’? Hvor køber man overhovedet ind i det nye område, hvem bor inde ved siden af og det, at pakke ud og indtage nyt land. Gå ned og hilse på grønthandleren og skabe et nyt netværk, det elsker jeg.

Puk siger ordene med den sødeste glade stemme som gjorde det helt selvfølgeligt at det er fedt at flytte. 

Hun åbnede med et trylleslag ind til noget jeg ikke vidste at jeg havde lukket inde; 

Jeg elsker at flytte

Jeg var lige nødt til at kigge på borger.dk; jeg har flyttet 29 gange siden jeg blev sendt på kostskole som 18 årig. Så jeg ved hvad jeg snakker om.

Ud af de 29 flytninger har det heldigvis kun været nogle få jeg ikke selv drømte om, ellers synes jeg faktisk det er fedt at flytte. Hårdt ja, men sjovt. 

Puk fortæller at det er lidt lige som et eventyr, om den gode følelse i, at få barberet ned i de ting hun ejer, som gør at hun lige hurtigt kan pakke når hun skal flytte og at når hun flytter ind et sted, kommer det ret hurtigt til at ligne et hjem. 

Det genkender jeg alt sammen.

Det er forløsende.

Jeg har nok været ret påvirket af, og adopteret, andres holdninger og følelser omkring det at flytte.

En venlig sjæl satte disse ord på: jeg har i flere år været flov over ikke at kunne finde ro.

Det er et godt beskrevet. Jeg er til tider blevet kaldt rastløs og blevet bedt om at blive boende hvor jeg bor/boede.

Det at jeg flytter, igen og igen, inklusiv mine rejser, er jo en del af min personlige rejse.

Og det er da federe at omfavne den end at gøre den forkert.

Blot til info så er jeg ikke lige ved at flytte fra det sted hvor jeg bor nu. 

Men, jeg mærker det kommer snigende, at jeg skal videre.

Kære Puk Elgård, du satte mig lige fri.

Faktisk har jeg for nyligt, før jeg hørte denne podcast, haft nogle tanker om at jeg føler mig hjemme i mig selv. Det er nok først kommet inden for de sidste 5 år, og det er faktisk en stor bedrift at være nået dertil. 

Og præcis fordi jeg føler mig hjemme i mig selv kan jeg rejse og flytte mig.

JA, jeg har også brug for et hjem, en hyggelig og tryg base hvor jeg kan lade op.

Men for mig er det vigtigt at roen kommer indefra. Og den indre ro har jeg brug for, fordi eventyr og nysgerrighed flyder i mit blod. 

Og det må det godt.

GNIST

GNIST

Gnist! Et lille ord der beskriver at være begejstret, ivrig, motiveret, inspireret og handlekraftig.

Jeg ved præcis hvornår jeg har den, gnisten, og hvor godt det føles når den er tændt.

Jeg ved desværre også hvornår den er slukket hos mig og hvordan det føles tilsvarende træls.

Især fordi det sker, når jeg ‘tillader’ nogen eller noget udefra at slukke min gnist.

Jeg bliver faktisk så ked af det. Så ked af det, at det er svært at slippe.

Jeg har lært at:

‘Det jeg vander gror’

‘Det jeg sender ud i universet sker’

Så, jeg må sparke mig selv bagi og flytte fokus til gnisten der er tændt og den skønne følelse det giver og al den gode energi det generere.

I sidste weekend var jeg på Strikkecamp i Korsør. Et event for 20 stand-holdere udgjorde et strikke mekka i Multihuset på Storebælt Camping. Smukke omgivelser og masser af garn og søde mennesker.

Her mærkede jeg min gnist være tændt. 

To situationer fik min gnist til at blusse ekstra op.

Den ene var en samtale med en skøn kvinde, om muligt foredrag, i første omgang med strik som overskrift. Så fortalte hun om hendes engagement ift. Alzheimers og vi kom til at snakke om det at bevare livsgnisten selvom livet viser tænder. Vi tunede begge ind på helt samme frekvens med ideer og muligheder, hvor mit foredrag om min passion kan bruges til mere end at fortælle om strik og uld. Det vil være Fantastisk.

Fantastisk fordi det at tænde noget hos andre er med til at tænde min gnist.  Og det er præcis det den anden situation handler om.

For jeg fik besøg af sødeste Tina, som har fulgt mig siden jeg udgav min bog hvor hun kom til reception. Jeg blev faktisk så rørt, for Tina fortalte mig, på kærligste vis, at det jeg gør har været inspiration og medvirkende til de kæmpe skønne og svære skridt hun nu har taget i livet.

Så jeg har tændt gnisten hos Tina, været med til at skabe begejstring, inspiration og handlekraft. Og Tina gav så meget tilbage og tændte min gnist ved at fortælle mig hendes historie. TAK.

Det er kun lidt over 3 uger siden at jeg kom hjem fra 6 fantastiske uger i Irland. Jeg nåede dog nærmest ikke at få alle oplevelser og indtryk til at synke ind før ‘virkeligheden’ ramte mig. Den virkelighed der til tider slukker min gnist.

Men det skal den ikke få lov til. De gode oplevelser på Strikkecamp er med til at holde liv i gnisten. Om lidt har jeg en lang sommerferie hvor gnisterne skal springe – altså på den fede måde – og jeg glæder mig allerede vildt til de foredrag der er i kalenderen i efteråret. Jeg glæder mig så meget til at dele ud af mine drømme og min passion, 

nu med Irland.

INGEN PLANER

I går kørte jeg i de smukkeste omgivelser.

Bjerge, bakker og dale

Søer, fjorde og hav

Stengærde, blackface sheep og gule ‘whin bushes’ alle vegne.

Men jeg kan ikke stoppe og tage fotos hele tiden og rastepladser bruger de ikke ret meget i irland.

Filme imens jeg køre i venstre side ad smalle og snoede veje går jo heller ikke.

Men egentlig har jeg heller ikke lyst til altid at opleve alting igennem et kamera.

Jeg må sætte mig ud over at jeg skal bruge fotos til en bog. 

HVIS jeg skal lave en bog. 

For nu hvor jeg er i gang så kan jeg mærke eventyret og følelsen af frihed.

Friheden til at køre så langt jeg vil og hvorhen jeg har lyst.

Friheden til at bruge tiden til lige præcis hvad jeg har lyst til, om det så er at se dansk tv og strikke selvom jeg er i Irland.

Friheden til at strikke lige det jeg synes kunne være sjovt.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, friheden til ikke at have en bestemt plan med denne tur.

Planen var jo en ny bog samt nye foredrag men jeg kan mærke at faste planer begrænser mig.

Min drivkraft er at give slip på alle forventninger, både fra mig selv og omverdenen.

Min drivkraft er at tillade mig selv at gøre lige det der føles mest rigtigt. 

Det er her min kreativitet får plads og min energi stiger.

‘Har man sagt A må man også sige B’

Hvorfor?

Det ordsprog er jeg faktisk ikke ret vild med.

Hvad nu hvis det ikke dur at sige A, hvad nu hvis det føles forkert? Hvorfor F skal jeg så sige B?

Så siger jeg måske i stedet Q og derefter R.

Jeg vil f.eks. ikke sige B fordi det skal man og så ende ud i at lave en dårlig bog, bare fordi jeg sagde A!

Det kan sagtens være at jeg skriver en bog til.

Men jeg mærker hvor vigtigt det er for mig ikke at være låst af planer og faste overbevisninger om hvad der skal ske. 

Og det er faktisk også vigtigt for mig at sige det højt, at skrive det her, fordi jeg ikke kun har lyst til at inspirere til at strikke men også til at leve og turde mærke efter i stedet for at gøre det der forventes.

Nå men, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske og det er fedt.

NU ER DET NU! KOM!

I aftes og i morges havde jeg den skrækkeligste følelse af tristhed, modløshed, frygt og frustration!

Hvad er det for en verden vi lever i? Hvor en magtsyg mand kan forårsage alvorlig ravage for så mange og hvor klimaet er på skideren fordi vi forbruger i en fuldstændig uanstændig grad.

Kan man sætte børn i sådan en verden og hvilke katastrofer vil indtræffe ….

STOP STOP STOP

Jeg blev faktisk forskrækket over disse tanker og følelser, fordi jeg normalt holder alt det crap i strakt arm og fordi jeg normalt er positiv og optimistisk og har mange drømme om alt muligt.

I et øjeblik blev jeg også bange for at være overfladisk og egoistisk fordi jeg bare koncentrere mig om at jeg om 5 uger rejser til Irland i 7 uger hvor jeg skal ‘hygge’ mig.

STOP

Det er jo præcis NU at jeg skal rejse til Irland og opsøge alt det gode. Det skal jeg ikke kun gøre i Irland det skal jeg gøre i nuet, NU!

For når jeg opsøger det gode og foretager mig det der producerer god energi og glæde hos mig, når jeg deler det i blog indlæg, bøger og foredrag så sender jeg

GOD ENERGI, HÅB OG TILLID ud til alle jer.

Om i kan strikke eller ej, om i synes jeg er skør eller ej, så er jeg sikker på at jeg i en eller anden grad påvirker verden med noget godt.

TÆNK hvis vi allesammen satte os ned og græd og var bange, holdt os inden døre fordi vi ikke tør gå ud i verden af frygt for alt muligt, så ville verden gå i stå! Så vil alt det ‘onde’ vinde og drukne os i frygt som Orkerne i Ringenes Herre.

Men hvis vi rejser os og går ud af døren men smil, oprejst pande, vilje, tro, tillid og KÆRLIGHED, i RÅ mængder, så skal i se! Så spreder det sig som de smukkeste ringe i vandet. Og hvis vi allesammen gør det så forsvinder Putin på samme vis som Voldemort.

Jeg er helt klar over at dette ikke er en film men den barske virkelighed!

Jeg mener dog stadigvæk, HELT ALVORLIGT, at det er NU at vi skal skabe al den gode energi vi overhovedet kan.

Rigtig god weekend

REPOST

Min yndlings morgenstund består af kaffe på sengen og ro og tid til at skrive.

Bare skrive derudaf. Det er helende for mig.

Pt er jeg i underskud af energi, tid, penge, varme mm. Så bliver jeg frustreret og ked og hidsig og alt muligt. Fuldmånen lyser og jeg mærker mig selv meget tydeligt!

Det jeg skrev her til morgen, mindede mig om hvordan jeg havde det i foråret 2019 og om et blog indlæg jeg skrev i den forbindelse..

Det var helt forløsende at læse det igen, for det beskriver ret godt hvem jeg er og hvordan jeg har valgt at leve og hvad det indebærer. OG den følelse jeg sidder med pt.

Det fortjener et ‘repost’. Om ikke andet så for min egen skyld.

Jeg bliver faktisk virkelig nysgerrig på hvad du tænker når du læser det: kan du genkende noget, vækker det noget eventyr eller giver det slet ikke mening?

Skriv meget gerne en kommentar

English translation below

 

Leve livet; det syns jeg at jeg gør for fuld udblæsning pt.

Midt i overgangsalderens herligheder af humørsvingninger og søvnproblemer har jeg kastet mig ud i at leve drømmene ud og forsøge at skabe en anden tilværelse end 9-16 osv. En tilværelse hvor jeg kan følge mit hjerte og min passion hver eneste dag.

Og det kan alt sammen lyde mægtig eksotisk men nogen gange kan helt almindelige ting, som feks. at kigge på en kalender og prøve at lave lidt planlægning bare 3 måneder ud i fremtiden, fremkalde nærmest angstlignende anfald.

Alt i min krop står pludselig stille, min hjerne føles tom og i samme sekund buldre følelserne derudaf og det vælter ud af mit hoved med ord og tårer, bebrejdelser og bekymringer.

Men nu har jeg efterhånden lært at jeg skal lade det buldre derudaf, bare tude og rase. Acceptere at jeg har det sådan. Når jeg lader det være som det er, uden desperat at “løbe væk” fra det eller prøve at løse det nu og her, så aftager det forholdsvis hurtigt og energien, tilliden, ideerne, drømmene og klarheden kommer langtsomt sivende ind i min krop igen. Fra alle hjørner og kroge, ind i hver en celle.

Efterhånden forstår jeg også bedre og bedre hvorfor det sker, det giver mere og mere mening og jeg ved at det er nødvendigt.

For den sti i livet jeg er trådt ud på er både smuk og fantastisk men også vældig bakket og med mange skarpe sving som kræver at jeg kan mærke mig selv og har 100 % tillid til at det er den rigtige sti jeg har valgt, for jeg kan ikke se rundt om hjørnerne!

Men jeg kan faktisk lige præcis mærke mig selv og selvom jeg føler at jeg kaster mig ud fra vilde højder og går af krøllede stier så føles det hele, helt rigtigt ♥

Det er lidt på samme måde som når jeg vandre ad stierne her på New Zealand. Jeg møder ikke et eneste menneske og jeg ved ikke hvad der kommer efter næste sving, om det er en skarp stigning eller måske en hængebro!

Jeg har ikke nogen at følge og ikke nogen at kigge efter. Jeg skal selv finde vej.

Og her, på denne sti, møder jeg udfordringer der får mig til at kigge tilbage. Tilbage på den sti jeg kom fra, hvor jeg kan se hvordan andre gør og hvordan jeg plejer at gøre.

Men når jeg kigger frem er jeg klar over at jeg må finde nye måder hvis jeg vil fortsætte i dette smukke landskab og hvis jeg vil nå hen til mere af det jeg drømmer om og til det som jeg gerne vil fylde mit liv med.

Heldigvis er den krøllede sti fantastisk smuk, jeg er vild med min vandring og føler mig for det meste ret godt tilpas, på trods af disse store og angstprovokerende udfordringer.

Og hver gang jeg klare et sving og et hjørne føler jeg mig stærkere og jeg kan mærke mig selv og tilliden mere og mere tydeligt.

Så jeg fortsætter og er taknemmelig for at jeg tør.

Tør drømme, tør at være MIG

LIVE LIFE

Live life; I think I do that fully at the moment.

In the middle of menopause incl. mood swings and sleep problems I’m living my dreams and try to create another existence than 9-5 etc. An existence where I can follow my heart and my passion every day.

Maybe it sounds very exotic but sometimes, normal stuff like looking at a calender to make some plans for the next 3 months can cause almost anxiety-like attacks.

Everything in my body is standing still and my brain feels empty, at the same time my feelings rumble explosively and it is pouring out of my head with words and tears, accusations and worries.

But gradually I’ve learned just to let it rumble and to cry and rage. Accept how I feel. When I accept instead of “running away” from it or try to find solutions immediately, it disappear relatively quickly and the energy, trust, the ideas, the dreams and clarity is slowly coming back into my body. From every corner into every cell.

Gradually I also understand more and more why it is happening, it makes more and more sense and i know it is necessary.

Necessary because the life path I’ve chosen is very beautiful and amazing but also very hilly and with a lot of sharp turns. Therefore its important that I can feel myself and that i have 100 % trust in my choise of path, because I can’t see around the corner.

But I can actually exactly feel myself and though I feel I’m throwing myself from heights and walk on very curvy paths, it all feels so right for me.

It is like when I’m walking at the paths in New Zealand. I don’t meet anyone and I don’t know what I’ll meet around the corner, is it a sharp rise or maybe a swingbridge?

I have no one to follow and no one to look after. I have to find my own way.

On this path I meet challenges that makes me look back. Back on the path i came from, where I can see how other people do and how I used to do.

But when I look forward I’m aware of, that if I want to continue in this beautiful landscape and if I want more of what I dream about and what I want to fill in to my life, i need to find new ways of doing things.

Fortunatly this curvy path is so beautiful, I love my hiking and I feel good most of the time despite of these big and anxiety provoking challenges.

And every time I manage a turn and a corner I feel even stronger and I feel myself and the trust clearly.

So I continue and feel grateful that I dare.

Dare to dream, dare to be ME.

 

(I hope the english version makes sense ….. still a challenge to write and express my self in english) ♥

 

The Lonely Rider

Nogen gange bliver jeg ramt af frustration; en følelse af at være ret alene om den måde jeg ser verden på, den måde jeg ser livet, mig selv, mennesker og muligheder på.

Og det er jo på en måde et faktum, for jeg er trådt ud på en helt særlig sti, hvor jeg selv må finde vej, der er ikke nogen jeg kan følge efter. 

Og det er lige som det skal være, for det er der eventyr i, og det er jeg vild med.

Ind i mellem bliver jeg alligevel ramt af en form for ensomhed. Ikke den hvor jeg er alene men den hvor jeg skal bruge meget energi på at stå op for mig selv.

Nu er det sådan, at jeg faktisk er så heldig og priviligeret at jeg har så meget kærlighed i mit liv. Jeg har så mange helt fantastiske mennesker omkring mig og jeg er så heldig at blive rummet som den jeg er.

Ligesom at jeg selv skal finde vej, derude på den snoede sti som jeg vandre af, så skal vi jo også finde vej i hinanden. 

For vi udvikler os jo hele tiden som mennesker. 

Nogen hastigere end andre, nogen mere bevidste end andre og for nogen er det til dels selvvalgt og smooth, for andre er det krisepræget og pludseligt.

Men uanset hvordan og hvor meget vi udvikler os, så er det vel det, en tæt og kærlig relation handler om; at finde vej i hinanden og følge med hinanden gennem livet. 

Om man er venner, søskende, kærester …. 

For nogle år siden havde jeg f.eks. en pause i en helt særlig tæt og gammel realtion. Men vi fandt hinanden igen og kan man det, tror jeg på, at det styrker relationen enormt. Det styrker forståelsen af hinanden og rummeligheden; det udvikler os. 

Hvis vi kan være der for hinanden når livet viser tænder, i det omfang vi nu selv har energien til, hvis vi gør os umage, lytter og er til stede, så finder vi vej i hinanden og når vi gør det, så udvikler vi os også selv.

Og det gælder jo også når vi glædes med hinanden, også selvom vi måske ikke helt forstår hvad der foregår. Men hvis vi er i en tæt og kærlig relation, ligger kærligheden jo i at rumme hinandens forskelligheder.

Jeg har igennem mit liv bygget relationer op til en masse skønne mennsker. Mennesker der lever meget forskellige liv og det er jeg vild med. Jeg er vild med forskellighed og mangfoldighed. Det er lærerigt og farverigt. Det udvikler mig.

I mens jeg skriver dette bliver jeg heldigvis bevidst om, at min frustration kun er overfladisk og nok kun gælder når jeg møder nye mennsker. Vi ved jo ikke hvem hinanden er, vi skal finde vej. De ytre deres vinkel på livet ligesom at jeg ytre min. 

Jeg er tro mod mig selv, jeg er MIG. Jeg går af mit livs sti, som en Lonely Rider. 

Men jo mere jeg retter mig op og kigger til alle sider, jo mere ser jeg, at jeg ikke er så alene. For lige der på alle stierne langs min snoede sti, der er I jo. På jeres sti.

Stierne snor sig, ind i hianden og vi finder vej.

God søndag

KÆRLIGHED

Kære verden; alle jeg kender og alle jeg ikke kender

Jeg har noget på hjerte, noget om kærlighed og jeg håber du vil læse med hele vejen.

Kærligheden er stor, kærligehden er det vigtigste i verden.

Det er ikke noget nyt, det tror jeg du ved i forvejen, det tror jeg alle ved.

Men måske glemmer vi det ind i mellem. 

Måske ser vi ikke altid kærligheden og måske mærker vi ikke altid kærligheden. 

Måske glemmer vi at kærligheden til os selv er den aller vigtigste.

Hvis ikke du elsker dig selv kan du hverken give eller modtage kærlighed.

Jo mere du elsker dig selv, jo mere kærlighed indeholder du og jo mere har du at gi af. Kærligheden får dig til at lyse, jo mere du lyser, jo mere vil du blive elsket for lige præcis den du er og jo mere kærlighedsfyldt vil du være.

En kær veninde har ofte spurgt mig hvad jeg gør og hvordan man gør, når man skal have omsorg for sig selv og elske sig selv. Altså, er det bare at forkæle sig selv med nyt tøj, go mad eller en fridag?

Men Omsorg og kærlighed skal komme indefra. 

Du skal leve indefra og ud, ikke omvendt. (Lone Lund Jørgensen).

Eller som Hella Joof siger; du skal tale pænt til dig selv og om dig selv.

Og det er præcis hvad det handler om; at du dybt i dit hjerte og i din sjæl, har tillid til at du er ok og at du er lige som du skal være. Du er OK. 

I en given situation hvor du måske er ked af det, vred, frustreret, forvirret, træt el.a. skal du give dig selv lov til at ha den følelse, for den er der jo og du har det som du har det og det må du gerne. 

Giv det omsorg, fra hjertet, føl omsorg for dig selv. Ikke selvmedlidenhed! Men omsorg og kærlighed. 

Det er ikke kun når noget er svært. Det er jo i alle livets store og små spørgsmål, at du skal vælge til og fra, i kærlighed til dig selv.

Det er kærligt når vi tager valg ud fra vores omverden, når vores valg hjælper og gavner et andet menneske. 

Men min overbevisning er at hvis jeg træffer både store og små valg, fra mit hjerte, i kærlighed til mig selv, så vil jeg automatisk trives, lyse og være i overskud hvilket vil komme alle de mennseker der er i mit liv, til gode. 

For så har jeg noget at gi af, så har jeg god energi.

Hvis jeg ikke vælger fra mit hjerte, hvis jeg gør det jeg burde og det jeg tror at verden synes jeg skal og det som andre kunne tænke sig at jeg skal, så mister jeg mig selv! 

Jeg mister min gode energi fordi, det jeg så vælger, ikke passer til mig. 

Jeg får lyst til at sammenligne det med mad; hvis jeg skal spise noget jeg ikke bryder om eller ikke kan tåle men gør det fordi alle de andre om bordet synes det er det skønneste, så nyder jeg ikke maden og den gør ikke noget godt for mig og bagefter sidder jeg måske og føler mig utilpas.

Jeg mister min energi og så har jeg ikke noget at dele ud af og kan ikke være noget for andre mennesker, heller ikke for dem jeg holder af.

Og tro mig, jeg har været der, hvor jeg ‘hoppede på tungen’ for at gøre dem jeg elskede glade. Jeg gjorde alt det som jeg vidste de holdt af. Jeg ville give dem himlen.

Men til sidst var jeg ‘væk’, udraderet, kraftløs.

For jeg glemte mig selv, jeg kunne ikke mærke mig selv, så jeg vidste ikke hvem jeg var og jeg vidste ikke hvad jeg havde lyst til. Jeg vidste ikke hvad der gjorde mig glad.

Herfra tog jeg ud på en lang rejse. En livslang rejse. 

For den vil fortsætte så længe jeg lever her på jorden. 

De første skridt på denne rejse var umådelig tunge og svære men rejsen bliver heldigvis mere og mere fantastisk og forunderlig. Dermed ikke sagt at jeg ikke møder udfordringer på min vej, for det skal jeg da love for at jeg gør. 

Men jeg har en helt anden energi. 

Og nej, det går ikke bare let; jeg kan stadig græde en hel dag og ligge søvnløs, være træt træt og løbe tør for batteri.

Men jeg kommer aldrig længere væk fra mig selv end at jeg forholdsvis nemt kan komme retur til mit hjerte, til MIG.

Jeg kan deale med livets udfordringer på en måde så jeg lære nyt og så det giver mening.

Livet bliver meningsfuldt. Det er vel det ypperste.

Kærligheden til mig selv vandt og jeg mærker hvordan det bobler i mig. 

Jeg mærker ro. Jeg mærker energi. 

Jeg kan mærke mig selv og jeg er den bedste guide i mit eget liv. 

Og livet giver mig så meget fantastisk den anden vej.

Tak for det, tak for jer og tak til MIG

Kærligheden er størst.

Vinderprøven/The winning test

Husk altid drømmene, kærligheden og et skønt strikketøj

Det har jeg efterhånden skrevet i en del bøger, når jeg har solgt min bog, mit drømme projekt.

Og ordene kommer lige fra hjertet, det er nærmest ordene jeg lever efter ♥

Kærlighed er det bedste og det vigtigste i livet, for mig. 

Kærligheden til og fra mine børn, kærligheden til alle de dejlige mennsker omkring mig,  kærligheden til mig selv og til livet.

Og drømmene holder mig i gang. De genererer så meget energi, god energi.

Drømmene er kilde til begejstring og glæde, til fantastiske oplevelser, til stærke følelser, til sejre og til livs kraft. 

Når jeg går med drømmene er det selvforstærkende og giver mig mod og styrke, vilje, tro og tillid.

Dog må jeg indrømme at pt er jeg træt!! Jeg har det godt og mærker energien og alt det andet jeg lige har beskrevet. Jeg er bare træt. Meget træt. 

Jeg kiggede på de videoer jeg delte på Instagram og FB fra min hjemtur da jeg sluttede min strikketur i Danmark (for nu). Der kan jeg godt både se og høre at jeg er træt og jeg var ved at slette de videoer.

Men selvfølgelig skal de ikke slettes. At være træt og lav på energi er en del af livet. Og i hvert fald en del af at følge sine drømme. Hvis det gik lige så let og bare derudaf så var der jo nærmest ikke noget at kæmpe for og det er måske præcis det der skaber den nye energi; at kæmpe.

At følge sine drømme er ikke lutter idyl og piece of cake. Men vigtigt er det at sige, at de udfordringer jeg møder undervejs skal forceres og hver gang jeg klare mig igennem er det en god følelse og så er jeg klar til nye. Det er jo en bekræftelse på at ‘jeg kan sgu’.

Paulo Coelho har skrevet Alkymisten; en fantastisk smuk fortælling om at følge sine drømme. Den handler også om hvilke modstande, der kan være undervejs. Og så handler den om at blive ved og ikke give op, lige inden det lysner forude. 

Coelho skriver:

”Det den gamle konge havde kaldt for ”begynderheld” virkede ikke længere. Det der til gengæld virkede, vidste han, var den prøve på udholdenhed og mod, som den der søger sin livsbane udsættes for. Derfor kunne han ikke mase på eller blive utålmodig. Hvis han blev det, ville han ikke se de tegn, som GUD havde anbragt på hans vej. Det er det tidspunkt, hvor de fleste giver op. Hver søgen starter med begynderheld. Og den ender altid med ”vinderprøven”.

KREATIVITET HANDLER OM MOD, TRO OG HANDLING

Denne sætning så jeg på http://www.karentoftegaard.dk/tag/alkymisten/ og den vækkede genklang.

En anden sætning, faktisk fra en besked fra en kær sjæl, gjorde stort indtryk på mig og gav mig styrke og ny energi.

Hun skrev sådan her da jeg fortalte om, at jeg er træt pt:

Kære Trine. Det BLIVER dit levebrød for det har du besluttet og så møder du lidt bump på vejen der til, men husk på følelsen af frihed da du var i New Zealand – den får du igen.’

Så jeg fortsætter min rejse. Jeg har sat alle sejl til og holder 100 % fokus.

Arbejder fuld tid, både med undervisning og med mit strikkeunivers.

Tidligt op og afsted, besvimer på puden kl 22.

Sådan fortsætter jeg indtil Nytår og så må vi se hvor drømmenes vej føre hen.

Jeg håber inderligt i følger med mig. Tag bare flere med, alle er velkomne ♥

 

 

Always remember the dreams, the love and a beautiful knitting

I have gradually written this in a number of books when I have sold my book, my dream project.

And the words come straight from my heart, they are almost the words I live by ♥

Love is the best and most important thing in life, for me.

The love for and from my children, the love of all the lovely people around me, the love for myself and life.

And the dreams keep me going. They generate so much energy, good energy.

Dreams are a source of excitement and joy, of amazing experiences, of strong emotions, of victories and of the power of life.

When I go with the dreams it is self-reinforcing and gives me courage and strength, will, faith and confidence.

However, I must admit that at the moment I am tired !! I feel good and feel the energy and everything else I just described. I am just tired. Very tired.

I watched the videos I shared on Instagram and FB from my trip home when I finished my knitting trip in Denmark (for now). There I can both see and hear that I am tired and I was about to delete those videos.

But of course they should not be deleted. Being tired and low on energy is a part of life. And at least part of following your dreams. If it went just easily and straight then there was nothing to fight for and that is perhaps exactly what creates the new energy; to fight.

Following your dreams is not just idyll and piece of cake. But it is important to say that the challenges I face along the way must be overcome and every time I get through, it’s a good feeling and then I am ready for new ones. It’s a confirmation that ‘I can do it

Paulo Coelho has written The Alchemist; a stunningly beautiful tale of following your dreams. It is also about what resistances there may be along the way. And then it’s about continuing and not giving up, just before it brightens ahead.

Coelho writes:

What the old king had called “beginner luck” no longer worked. What worked, he knew, was the test of endurance and courage to which the one seeking his life’s path was exposed. Therefore, he could not push or become impatient. If he became, he would not see the signs that GOD had placed in his way. This is the time when most people give up. Each quest starts with beginner luck. And it always ends with the “winning test”.

CREATIVITY IS ABOUT FAITH, COURAGE AND ACTION

I saw this sentence at http://www.karentoftegaard.dk/tag/alkymisten/ and it aroused resonance.

Another sentence, actually from a message from a dear soul, made a big impression on me and gave me strength and new energy.

She wrote like this when I told her that I am tired at the moment:

Dear Trine. It will BE your livelihood because you have decided to do so and then you will encounter a bit of a bump on the way there, but remember the feeling of freedom when you were in New Zealand – you will get it again. 

So I continue my journey. I have set all sails and keep 100% focus.

Working full time, both with teaching and with my knitting universe.

Get up early and leave, faint on the pillow at 10 pm.

This is how I continue until New Year and then we have to see where the path of dreams leads.

I sincerely hope you follow me. Just bring more, everyone is welcome ♥

Jeg har lånt en bondegård

I denne uge har jeg boet på gården i Sibberup. Familien er på ferietur og jeg passer hund og i morgen Frk. Sibbes Gårdbutik

Her er så skønt. Roligt. Ukompliceret. Smukt

Jeg er nok rigtig god til at være alene. Eller; jeg har et stort behov for alenetid. 

Jeg elsker selskab men mit kreative indre har virkelig brug for ro og ‘space’ så det kan folde sig ud på alle måder ♥

Jeg kunne strikke, udvikle, tegne, tænke, skrive, kort sagt fordybe mig i uger!

Jeg elsker det. Det er faktisk vildt at være så passioneret og dedikeret til noget.

Jeg vil gerne være i det hele tiden. 

Og ved i hvad? Det er lige præcis min plan.

Strik, foredrag, rejser, bøger, workshops, kurser og mere strik og garn ♥

Jeg glæder mig og jeg er på vej.

Vil du med?

Drømme medicin/Dream medicine

Nogen gange skal jeg bare læse min egen bog

Som i aftes da jeg læste forordene

Jeg kunne mærke min egen energi  ♥ Fyldt med drømme ♥ Fyldt med tillid ♥

Denne ‘Corona-bliv-hjemme-tid’ er på mange måder rigtig god for mig, for den giver mig mere tid til at strikke. Og som bekendt; jo mere jeg strikker, jo flere ideer får jeg, jo mere bobler det indeni  mig.

Men jeg savner at holde foredrag, jeg savner at dele ud af bobler og energi. 

Jeg savner at inspirere og blive inspireret, så’n ude i det virkelige liv.

Og så mister jeg lige tilliden og drømmene for en stund, bliver i tvivl om det nogen sinde lykkes at hele mit strikkeunivers bliver hele mit arbejdsliv.

Så læser jeg lidt i min bog, tager lidt af min egen medicin:

Denne bog er skabt af drømme:

Drømme om at arbejde med min passion; at strikke.

Drømme om at arbejde med passion og glæde, hver eneste dag.

Drømme om at skabe en tilværelse hvor jeg kan strikke og rejse.

Drømme om at skrive bøger, holde foredrag og inspirere til strik og til at leve fra hjertet. Inspirere andre til at turde drømme og turde følge drømmene.

“Kunsten ved livet er at få drømmene og virkeligheden til at passe sammen”

Sådan skrev Troels Kløvedal i hans bog “Hvad sang sirenerne”.

Fantastisk og svært på samme tid, men det hele værd

Og se så her hvad drømmene bla. kan føre til; det mest fantastiske mohair i de mest fantastiske farver.

IMG_8079

Jeg er nok nød til at lave en CLYDE CARDIGAN

Garnet kan købes i Frk. Sibbes Gårdbutik v. Skælskør; @frksibbes eller ved at skrive til mig ♥

Some times I just have to read my own book.

Like last night when I read the foreword.

I felt my own energy ♥ Filled with dreams ♥ Filled with trust ♥

In many ways this ‘Corona-stay-at-home-era’ is realy good for me, because it gives me more time for knitting. And as you know; the more I knit, the more ideas I get, the more it bubbles inside me.

But I miss to do the talks, I miss to share bubbles and enrgy. I miss to inspire and to get inspired, you know; out in the real world.

And then I lose trust and dreams for a while, doubting whether my entire knitting universe will ever be my entire working life.

Then I read a bit in my book, take a little of my own medicine:

This book is made from dreams:

Dreams about working with what I am passionate about; to knit. 

Dreams about working with passion and joy every single day. 

Dreams about creating an existence where I can knit and travel at the same time. 

Dreams about writing books, giving talks and inspire to knit and to live from the heart.

Inspire other people to have their own dreams and to follow them.

“The art of living is to make dreams and reality work together”.

That’s what Troels Kløvedal wrote in his book “Sirenernes sang”. 

It’s Incredible and difficult at the same time, but worth it.

And look what the dreams can lead to; the most amazing mohair in the most amazing colors.

IMG_8079

I probably need to make a CLYDE CARDIGAN ♥