FULDSTÆNDIG FANTASTISK og FULDSTÆNDIG FRYGTINDGYDENDE 

Store ord, ja, men der er også store følelser på spil.

I dag er det 3 uger siden jeg havde sidste arbejdsdag på mit ‘almindelige’ job og dermed har jeg nu i 3 uger været ‘on my own’ som selvstændig strikkedesigner, foredragsholder, eventyrer mm.

Og det ER et eventyr

Og forhåbentlig ender det med; …. og hun levede lykkeligt til sine dages ende!

Men hovedpersonen skal altid først grueligt meget igennem.

Hovedpersonen i det her eventyr er mig og jeg synes jeg møder mange udfordringer på min vej. Men dybest set er det jo mig selv der udfordrer mig selv.

Mit eventyr er en proces, en proces i at finde ind, for at finde modet til at rejse ud.

Finde ind til mig selv og derefter rejse ud i mine drømme.

En proces der har varet flere år og som jeg er bevidst om vil fortsætte hele livet. 

Den foregår både over tid og hvert sekund.

I de sidste 3 uger har det været magisk at finde mig selv, arbejdende som jeg har visualiseret, så mange gange over så lang tid; fordybe mig i timevis i mine projekter af strik og skriverier på alle måder, så tiden forsvinder på den fede måde; FULDSTÆNDIG FANTASTISK

Samtidig har jeg i løbet af disse 3 uger haft tider hvor jeg er brændt helt sammen, grædt og følt mig skræmt fra vid og sans, særligt i forhold til økonomi; FULDSTÆNDIG FRYGTINDGYDENDE.

Men både det fantastiske og det frygtindgydende er en del af processen og jeg bliver hele tiden, endnu mere, bevidst om hvad der er vigtigt for mig i mit liv, hvad der giver mening, hvad der gør mig glad og hvorfor jeg hele tiden stiller mig derud hvor jeg skal finde balancen, igen.

Øjeblikket hvor det gik op for mig at jeg jo faktisk nu arbejder præcis som jeg har drømt om og visualiseret så mange gange i så lang tid er i sig selv det vildeste eventyr.

Når jeg har grædt og været rædselsslagen har jeg med skræk i sjælen tænkt; hvordan kan jeg holde foredrag om at følge sine drømme hvis jeg ikke selv tror på det!!!

Men det kan jeg jo lige præcis fordi jeg totalt gennemlever både det fantastiske og det frygtindgydende og begge dele er ufravigelige i processen og i eventyret.

Må man være stolt af sig selv?

Det må man vel godt! Det er jeg i hvertfald! 

For uanset hvor eventyret fører mig hen så har jeg allerede opnået det vildeste, i og med at jeg formår og har modet til, at leve og være midt i mit eget eventyr.

Her til sidst er det vigtigt for mig at fortælle hvor taknemmelig jeg er

for hvert et foredrag jeg får lov at holde, for hver en ‘Eventyrlig strikkecafé’, for at du læser min blog, for at i har lyst til at strikke efter mine designs og for at jeg med alt dette får lov at sende inspiration og god energi ud og at det bliver modtaget så positivt.

TAK for det, det er et eventyr i sig selv.

Og jeg LEVER allerede lykkeligt til mine dages ende, jeg er i fuld gang.

God weekend

PARIS PARIS

Så er jeg hjemme igen efter en fantastisk tur til Paris, sammen med min skønne datter. Nu kan vi sætte et kryds ved Versailles, som 100 % levede op til al fantasi og forventning. Ofelia og jeg kunne nørde igennem, på dejligste vis, med kreativiteten som vores fælles passion.

Paris er skøn og alle sanser er bombarderet med indtryk. 

ALT i Paris er SÅ MEGET Paris

Det er også skønt at være hjemme igen og der er nok at tage fat på.

Der er så mange gode arrangementer på vej,  så hold øje med mine opslag på Instagram og Facebook samt min kalender her på bloggen.

Jeg vil løbende opdatere kalenderen.

På torsdag er der modeshow i Det røde pakhus i Skælskør i anledning af den store græskarfestival. Her deltager jeg sammen med Klinik La Vie og efter showet kan i finde mig og en masse garn i Klinik la Vie.

På lørdag, d 22.10. tager jeg med Lone og Frk Sibbes gårdbutik til Garndagen i Gørslev. Jeg tager alt det fantastiske Mohair fra New Zealand med, det der er helt perfekt til RESTEVEST som nu hedder SCRAP VEST på både den danske og engelske opskrift.

Garndagen er et virkelig hyggeligt og godt arrangement, så bor du på Midtsjælland er det klart en køretur værd. Der er et fint caféområde hvor det er muligt at slå sig ned med sit strikketøj.

Tirsdag d. 25.10. kl. 13.30 holder jeg foredrag for senior sygeplejerskerne i Dianalund, det foregår i den store festsal på Filadelfia.

Torsdag d. 27.10. kl. 19 holder jeg foredrag i Hovedstadens Husflidsforening, Gl. Jernbanevej 25, 2500 Valby.

November byder også på flere gode arrangementer. Dem skriver jeg mere om når vi nærmer os.

Håber vi ses

HUSK

JEG KØRE GLAD UD I HELE LANDET OG AFHOLDER BÅDE

FOREDRAG

OG

EVENTYRLIGE STRIKKECAFEER

Skriv eller ring, så finder vi frem til det helt rigtige arrangement

EVENTYR er da også for MÆND

2500 km Venstrekørsel på smalle veje i sprit ny corolla

Pilgrimsvandring ved Croagh Patrick

Rundvisning i et 800 år gammelt spinderi

Bryllup på Cliffs of Moher 

Får, uld og kabelstrik ‘all over’

Strikkecafé i Ennistymon

Fantastiske oplevelser krydret med tanker, tvivl, nysgerrighed, vilje, drømme, mod, ro mv 

Det hele er en del af at rejse alene og af min 6 ugers rejse til Irland i foråret 2022.

Mit foredrag handler meget om strik men rigtig meget om livets eventyr.

SÅ hiv lige de der mænd med, de er VELKOMNE og eventyr er da også for mænd.

JORDEN RUNDT MED MINE STRIKKEPINDE

Tirsdag d 4. oktober kl 19

Bøgelunde Forsamlingshus, Snedinge Møllevej 22, 4230 Skælskør

Tilmelding på sms til forsamlingshusets telefon 30 11 50 95

eller på mail bfvenner@gmail.com

Pris; 95 kr inkl kaffe og kage, betales ved ankomst.

 

Hjemme i mig selv

Ferietid er lig med lydbøger, jeg har allerede lyttet til flere skønne.

Jeg har lige afsluttet ‘Se, jeg danser mor’ af Puk Elgaard. 

Den er ret fantastisk og Puk er fantastisk.

Så faldt jeg over ‘Du kender typen’, en podcast på DR Lyd med Anne Glad.

I april havde Anne Glad besøg af Puk Elgaard og det blev jeg naturligvis nysgerrig på at høre. 

Dagens podcast handlede en del om at hvordan Puk bor og har sat hus i stand.

De talte også om at Puk har flyttet 27 gange i sit liv siden hun tog på efterskole som 14 årig og om at 27 gange er vildt mange gange. 

Anne Glad nævner bla. at det for de fleste mennesker er virkelig stressende og belastende at flytte, så 27 gange er jo nærmest uoverskueligt og jeg synes at høre i mellem linjerne at det er mærkeligt og i hvertfald ikke ‘som folk er flest’

Så siger Puk noget, som virkelig vækkede genklang hos mig, sådan virkelig virkelig!

Puk siger;

Jeg elsker at flytte. Jeg synes det er fantastisk at flytte. Det med at vågne op den første morgen i en ny lejlighed og tænke ‘hvor er jeg’? Hvor køber man overhovedet ind i det nye område, hvem bor inde ved siden af og det, at pakke ud og indtage nyt land. Gå ned og hilse på grønthandleren og skabe et nyt netværk, det elsker jeg.

Puk siger ordene med den sødeste glade stemme som gjorde det helt selvfølgeligt at det er fedt at flytte. 

Hun åbnede med et trylleslag ind til noget jeg ikke vidste at jeg havde lukket inde; 

Jeg elsker at flytte

Jeg var lige nødt til at kigge på borger.dk; jeg har flyttet 29 gange siden jeg blev sendt på kostskole som 18 årig. Så jeg ved hvad jeg snakker om.

Ud af de 29 flytninger har det heldigvis kun været nogle få jeg ikke selv drømte om, ellers synes jeg faktisk det er fedt at flytte. Hårdt ja, men sjovt. 

Puk fortæller at det er lidt lige som et eventyr, om den gode følelse i, at få barberet ned i de ting hun ejer, som gør at hun lige hurtigt kan pakke når hun skal flytte og at når hun flytter ind et sted, kommer det ret hurtigt til at ligne et hjem. 

Det genkender jeg alt sammen.

Det er forløsende.

Jeg har nok været ret påvirket af, og adopteret, andres holdninger og følelser omkring det at flytte.

En venlig sjæl satte disse ord på: jeg har i flere år været flov over ikke at kunne finde ro.

Det er et godt beskrevet. Jeg er til tider blevet kaldt rastløs og blevet bedt om at blive boende hvor jeg bor/boede.

Det at jeg flytter, igen og igen, inklusiv mine rejser, er jo en del af min personlige rejse.

Og det er da federe at omfavne den end at gøre den forkert.

Blot til info så er jeg ikke lige ved at flytte fra det sted hvor jeg bor nu. 

Men, jeg mærker det kommer snigende, at jeg skal videre.

Kære Puk Elgård, du satte mig lige fri.

Faktisk har jeg for nyligt, før jeg hørte denne podcast, haft nogle tanker om at jeg føler mig hjemme i mig selv. Det er nok først kommet inden for de sidste 5 år, og det er faktisk en stor bedrift at være nået dertil. 

Og præcis fordi jeg føler mig hjemme i mig selv kan jeg rejse og flytte mig.

JA, jeg har også brug for et hjem, en hyggelig og tryg base hvor jeg kan lade op.

Men for mig er det vigtigt at roen kommer indefra. Og den indre ro har jeg brug for, fordi eventyr og nysgerrighed flyder i mit blod. 

Og det må det godt.

Den grønne Ø

Ja, den er go nok, Irland er meget grøn.

Ikke kun Skt Patrick og trekløveren men landskaberne er grønne, meget grønne. 

Jeg forstår til fulde hvorfor Irland omtales alle steder som ‘Den grønne Ø’.

Når jeg kigger ned over mit billedealbum fra mine 6 uger på den grønne Ø er der faktisk virkelig mange billeder der er meget grønne.

Jeg nyder at forsvinde ind i alle mine billeder.

Det er ca en måned siden at jeg kom hjem fra min Strikkerejse #2 og jeg har faktisk ikke haft tid, ro og lejlighed til sådan rigtigt at dvæle ved billeder og alt hvad jeg oplevede.

Først skulle jeg lige lande og vaske tøj og snuppe et par dage med totalt antiklimaks. 

Så startede jeg på job igen, hvilket har været temmeligt omtumlet bla. pga. forestående omstruktureringer som skabte en del frustrationer hos undertegnede.

Så jeg glæder mig virkelig til den sommerferie jeg har i sigte, lige om hjørnet.

Meget af ferien skal bruges på at fordybe mig i billeder og garn men også på at få sat ord på alle de helt særlige oplevelser jeg fik.

Jeg har indtil videre faktisk ikke skrevet ret meget om hvad jeg oplevede i Irland. 

Men jeg tror at der kommer små historier i løbet af sommeren når jeg dykker ned i det der allerede er blevet til minder.

Friske minder.

Undervejs var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville skrive en ny bog. 

Det er jeg ikke længere; det vil jeg mega gerne og jeg mærker næsten at den former sig i mit indre. Gnisten er tændt!

Jeg kørte ca 2000 km rundt på den Grønne Ø og jeg kunne sagtens have kørt 2000 mere.

Irland er smuk, virkelig smuk.

Jeg glæder mig til at fortælle om alt det grønne, om de søde søde og imødekommende irlændere, om får og lam alle vegne, om Wild Atlantic Way, woolen mills, Donegal, Dublin, Peggy’s Place, Galway, Inis Mor, strikkecafe i Ennistymon, min elskede Ofelia og meget mere. 

Wauw

Når jeg remser op på denne måde går det op for mig at jeg er overloadet med fantastiske oplevelser som jeg slet ikke har haft mulighed for at dele ud af.

Så glæder jeg mig endnu mere til sommerferie og til at dykke ned i det hele 

Og især til efterårets foredrag, og dem er der heldigvis allerede en del af i kalenderen. hvor jeg kan øse endnu mere.

APROPOS FOREDRAG

NEW ZEALAN eller IRLAND

Eller en kombi.

Der er mange muligheder og jeg kan skrue op og ned for drømme, uld og strik alt efter publikum.

Selvom jeg er passioneret for ulden og hele strikke universet så er jeg ligeså passioneret for livet, drømmene, kærligheden etc.

Derfor, hvis du bliver inspireret og får ideer til et arrangement på din arbejdsplads, kulturhus, forening eller andet så kontakt mig endelig. 

Jeg ønsker jer alle en skøn tirsdag.

GNIST

GNIST

Gnist! Et lille ord der beskriver at være begejstret, ivrig, motiveret, inspireret og handlekraftig.

Jeg ved præcis hvornår jeg har den, gnisten, og hvor godt det føles når den er tændt.

Jeg ved desværre også hvornår den er slukket hos mig og hvordan det føles tilsvarende træls.

Især fordi det sker, når jeg ‘tillader’ nogen eller noget udefra at slukke min gnist.

Jeg bliver faktisk så ked af det. Så ked af det, at det er svært at slippe.

Jeg har lært at:

‘Det jeg vander gror’

‘Det jeg sender ud i universet sker’

Så, jeg må sparke mig selv bagi og flytte fokus til gnisten der er tændt og den skønne følelse det giver og al den gode energi det generere.

I sidste weekend var jeg på Strikkecamp i Korsør. Et event for 20 stand-holdere udgjorde et strikke mekka i Multihuset på Storebælt Camping. Smukke omgivelser og masser af garn og søde mennesker.

Her mærkede jeg min gnist være tændt. 

To situationer fik min gnist til at blusse ekstra op.

Den ene var en samtale med en skøn kvinde, om muligt foredrag, i første omgang med strik som overskrift. Så fortalte hun om hendes engagement ift. Alzheimers og vi kom til at snakke om det at bevare livsgnisten selvom livet viser tænder. Vi tunede begge ind på helt samme frekvens med ideer og muligheder, hvor mit foredrag om min passion kan bruges til mere end at fortælle om strik og uld. Det vil være Fantastisk.

Fantastisk fordi det at tænde noget hos andre er med til at tænde min gnist.  Og det er præcis det den anden situation handler om.

For jeg fik besøg af sødeste Tina, som har fulgt mig siden jeg udgav min bog hvor hun kom til reception. Jeg blev faktisk så rørt, for Tina fortalte mig, på kærligste vis, at det jeg gør har været inspiration og medvirkende til de kæmpe skønne og svære skridt hun nu har taget i livet.

Så jeg har tændt gnisten hos Tina, været med til at skabe begejstring, inspiration og handlekraft. Og Tina gav så meget tilbage og tændte min gnist ved at fortælle mig hendes historie. TAK.

Det er kun lidt over 3 uger siden at jeg kom hjem fra 6 fantastiske uger i Irland. Jeg nåede dog nærmest ikke at få alle oplevelser og indtryk til at synke ind før ‘virkeligheden’ ramte mig. Den virkelighed der til tider slukker min gnist.

Men det skal den ikke få lov til. De gode oplevelser på Strikkecamp er med til at holde liv i gnisten. Om lidt har jeg en lang sommerferie hvor gnisterne skal springe – altså på den fede måde – og jeg glæder mig allerede vildt til de foredrag der er i kalenderen i efteråret. Jeg glæder mig så meget til at dele ud af mine drømme og min passion, 

nu med Irland.

Ude godt, hjemme dejligt

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

KÆRE ALLE SKØNNE MENNESKER

Kære alle skønne mennesker 

Nu er der kun 5 dage til jeg igen lander i DK. Nu med kufferten fuld af garn, har faktisk bestilt ekstra bagage, og en masse nye oplevelser og minder på kontoen … den i banken er til gengæld tømt!

Det har været 6 skønne uger men også på mange måder en anderledes og udfordrende tur. Når jeg rejser alene er der meget tid til at tænke og mærke sig selv.

Sådan var det også på min rejse til New Zealand men alligevel kan de to rejser nærmest ikke sammenlignes, det skulle da lige være ift. mængden af garn.

En ting der er blevet ret tydelig for mig undervejs er, at mit formål og mit budskab, altså det jeg så gerne vil dele med jer, ikke er det; tydeligt!

I hvert fald ikke så tydeligt som jeg gerne vil have det til at være.

Det har bla noget at gøre med at jeg vil for mange ting og har gang i for meget. Som jeg skrev i et tidligere blog indlæg, så bobler det rundt i mit hoved med ideer til alverdens ting.

Jeg ved, også fra mine ture til NZ og i min bog skrivnings proces, hvor vigtigt det er at holde fokus og snuden i sporet, som man siger.

Min alenetid kan jeg så netop bruge til at skille tingene ad og finde fokus og så klare det hele heldigvis op.

Det bliver forholdsvis tydeligt for mig, at vigtigst er mit strik og min kreativitet, at slippe den løs og udvikle design og strikke opskrifter 

OG 

vigtigt er også mine foredrag, hvor jeg så gerne vil inspirere til at strikke, men især til at leve fra hjertet og til at turde drømme. Vække jeres drømme og jeres kreativitet.

Det er forløsende og fantastisk at finde ind til sig selv og ikke være styret af burde og skulle. 

Det er forløsende og fantastisk at kunne mærke sig selv, helt ind i hjertet, at elske sig selv og være bevidst om hvad der gør dig glad.

De sidste 10 år har jeg været på den vildeste livs rejse og med de erfaringer jeg har gjort mig kombineret med mine uddannelser og arbejde med mennesker har jeg så meget på hjerte. 

Egentlig er det vist alligevel helt tydeligt inde i mig selv

men jeg vil rigtig gerne at det også er tydeligt ud ad til, for jer. Jeg bliver nysgerrig på at vide 

  • om mit budskab går igennem
  • på hvilken måde jeg inspirere og til hvad
  • hvad bliver i nysgerrige på?
  • hvad vil i gerne høre, se, læse mere af

ALLE kommentarer kan være til hjælp og inspiration så bare gi den gas

I sidste ende vil jeg dog følge MIT hjerte, for så er jeg den bedste version af MIG

Alene men ikke ensom

Alene men ikke ensom.

Det er vigtigt ikke at forveksle det, at være alene med ensomhed.

På min rejse, lige nu i Irland, men også generelt på min livsrejse og på min rejse ud i mine drømme, kan jeg til tider godt føle mig ret alene.

En klog, kær og meget kreativ veninde skrev til mig:

Den kreative proces er virkelig en ‘lonely journey’ og mega sårbar undervejs.

Wauw, hun sætter virkelig de rette ord på. 

I mit hoved, bobler det jo ikke kun med ideer til strik. Der er jo også alverdens ideer til rejser som denne, mine drømme og ideer om hvordan jeg vil arbejde så jeg kan leve af det, fotos, strikkekunst, foredrag, events ….. ALT MULIGT.

Det er svært at beskrive og derfor også, helt forståeligt, svært for andre at forestille sig før der kommer noget håndgribeligt ud i den anden ende.

Men selvom det er en ‘lonely journey’, hvor humør, energi, tro og tillid er noget svingende, så kan jeg slet ikke lade være.

Da jeg for 4 år siden rejste til New Zealand mærkede jeg tydeligt at nu var der ingen vej tilbage; Jeg kan slet ikke lade være og jeg er nødt til at fortsætte ud i drømmene.

Når jeg rammer den gode energi og tilliden, som er med til at skabe fantastiske øjeblikke og oplevelser og den der flow-tilstand jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo, at den kreative frekvens stiger, det hele stiger; styrken, modet, inspirationen, viljen, livsgnist, glæde, passion, frihed, jeg kunne blive ved, hvilket får mig til at fortsætte.

Når jeg så i kølvandet modtager skønne beskeder og kommentarer fra jer, så mærker jeg kæmpe glæde og så giver det hele mening. Det er jo præcis det der gør at jeg ikke bliver ensom på min ‘lonely journey’

I TV udsendelsen ‘Vild, vildere, Lyngvild’ hørte jeg Jim Lyngvild sige, højt og tydeligt, at SELVFØLGELIG er det anerkendelsen der driver værket.

Det må jeg jo give ham ret i. Nok er det en ‘lonely journey’ men den bliver bl.a. holdt i gang og næret af anerkendelse.

Så TAK til jer der følger med. Jeg har mange planer og visioner og i er en stor del af dem.

INGEN PLANER

I går kørte jeg i de smukkeste omgivelser.

Bjerge, bakker og dale

Søer, fjorde og hav

Stengærde, blackface sheep og gule ‘whin bushes’ alle vegne.

Men jeg kan ikke stoppe og tage fotos hele tiden og rastepladser bruger de ikke ret meget i irland.

Filme imens jeg køre i venstre side ad smalle og snoede veje går jo heller ikke.

Men egentlig har jeg heller ikke lyst til altid at opleve alting igennem et kamera.

Jeg må sætte mig ud over at jeg skal bruge fotos til en bog. 

HVIS jeg skal lave en bog. 

For nu hvor jeg er i gang så kan jeg mærke eventyret og følelsen af frihed.

Friheden til at køre så langt jeg vil og hvorhen jeg har lyst.

Friheden til at bruge tiden til lige præcis hvad jeg har lyst til, om det så er at se dansk tv og strikke selvom jeg er i Irland.

Friheden til at strikke lige det jeg synes kunne være sjovt.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, friheden til ikke at have en bestemt plan med denne tur.

Planen var jo en ny bog samt nye foredrag men jeg kan mærke at faste planer begrænser mig.

Min drivkraft er at give slip på alle forventninger, både fra mig selv og omverdenen.

Min drivkraft er at tillade mig selv at gøre lige det der føles mest rigtigt. 

Det er her min kreativitet får plads og min energi stiger.

‘Har man sagt A må man også sige B’

Hvorfor?

Det ordsprog er jeg faktisk ikke ret vild med.

Hvad nu hvis det ikke dur at sige A, hvad nu hvis det føles forkert? Hvorfor F skal jeg så sige B?

Så siger jeg måske i stedet Q og derefter R.

Jeg vil f.eks. ikke sige B fordi det skal man og så ende ud i at lave en dårlig bog, bare fordi jeg sagde A!

Det kan sagtens være at jeg skriver en bog til.

Men jeg mærker hvor vigtigt det er for mig ikke at være låst af planer og faste overbevisninger om hvad der skal ske. 

Og det er faktisk også vigtigt for mig at sige det højt, at skrive det her, fordi jeg ikke kun har lyst til at inspirere til at strikke men også til at leve og turde mærke efter i stedet for at gøre det der forventes.

Nå men, jeg ved ikke hvad der kommer til at ske og det er fedt.