Farven blå har jeg altid holdt rigtig meget af, altså i naturen; havet og himlen.
I naturen repræsenterer blå frihed og spiritualitet.
Men en blå bil eller en blå sweater har jeg ikke været fan af. Den koboltblå, også kaldet royale blå, har for mig været for konfronterende og sendt mig tilbage til firsernes skulderpuder og permanentekrøller.
Den dag jeg besøgte Kerry woollen Mills skete der noget skelsættende med mit forhold til blå.
Dagen var grå, med dagsregn og jeg var et sted på min rejse hvor jeg følte mig lidt ensom og jeg havde faktisk, for at være ærlig, lidt svært ved at holde af, at være på tur med mig selv.
Så Turen ud til Kerry Woolen Mills, ad små smalle regnvåde irske landeveje var med blandede følelser.
Herude ligger Spinderiet, i landlige omgivelser og mange af bygningerne bære tydeligt præg af at have ligget her i 300 år.
Da jeg trådte ind ad døren til den lidt ‘old school’ Mill Shop blev jeg mødt af det sødeste personale, af 4 søde amerikanske kvinder på tur og lidt senere af Yvonne; ejer, i fjerde generation.
Yvonne viste mig rundt på hele spinderiet og jeg fik indblik i hvordan garnet vi strikker af bliver til, helt fra begyndelsen.
Aran wool, I farven ‘blue fleck’ var tilfældigvis den der sad på maskinen.
Den der konfronterende blå, oveni købet med umiddelbart grimme kontrastfyldte nistre i!
At få et kig ind i processen; hvordan de blander råuld i forskellige farver, efter opskrift som til en kage, og se at det bliver kartet og spundet, hvorefter det lå der i en kasse, i store smukke 200 g bundter, og kiggede på mig og talte til mig.
Efterfølgende tilbragte jeg to skønne timer i butikken, kredsende rundt om garn i flere farver og især det blå. Det var ikke det jeg plejede at være vild med men jeg kunne ikke slippe det blå garn. Besluttede langt om længe at købe det blå, uden helt at forstå hvorfor og uden at kunne se hvad jeg skulle med det.
Det kom til gengæld til mig, lang tid efter men på magisk vis.
Dagbog
‘Jeg havde en SÅ god oplevelse på Kerry Woollen Mills, med en virkelig interessant rundvisning, hvor jeg sgu lærte meget om uld og garn. ‘De’ kan bare komme an.’
Så jeg kørte glad videre, ud i den silende regn, til Killarney hvor jeg spiste meget varm grøntsagssuppe til frokost, hvilket passede perfekt til vejret.
At fordybe mig i uld på alle måder havde endnu en gang healet mit humør og mindset.
Det er hermed officielt at min strikke/rejse bog om Irland er annulleret!
I hvertfald parkeret for en tid og skal den leve på et tidspunkt, bliver det i anden form end min første bog.
At nå frem til en beslutning er en (til tider hård) proces som altid starter mere eller mindre ubevidst og undervejs bliver alting mere klart for så at munde ud i en beslutning der føles rigtig.
Det er sådan det har været for mig den sidste måneds tid.
Medio februar skulle jeg igennem en mindre operation, et indgreb der satte mig på pause i 2 uger og lidt til.
Måske havde jeg en forestilling om, at når jeg alligevel skulle holde mig i ro kunne jeg skrive. Skrive på min bog, den der skulle være nummer 2 i rækken af
‘Jorden rund med mine strikkepinde’.
Hele vinteren er jeg virkelig gået all in; jeg har dyrt købt mig fri, mange fredage, så jeg kunne fordybe mig, Jeg har købt guide/kursus i at skrive synopsis, så jeg kunne være så professionel som muligt. Netop den har jeg brugt uendelig meget tid på og i december 2025 sendte jeg synopsis om bogen, til forlag.
Jeg var så spændt på udfaldet. Det var virkelig stort for mig.
For få uger siden fik jeg afslag, fra tredje forlag!
Det var naturligvis demotiverende.
Det kunne jeg vælge at ærger mig over men omvendt ved jeg, at jeg virkelig har gjort mig umage, jeg har gjort alt jeg kunne og derfor kan jeg nu bedre give slip.
Der var måske en mening med, at jeg havde planlagt den operation netop på dette tispunkt; astrologisk og personligt. Lige der havde jeg brug for ro, så jeg kunne finde vej.
Beslutningen om at parkere bogen er ikke en spontan reaktion på afslag fra forlag.
Den har arbejdet i det ubevidste sideløbende med de drømme og planer jeg har gang i.
Beslutningen føles rigtig. Der er noget i mig der føles lettere. Det giver plads til alt det smukke der kommer til at ske i 2026.
Hele konceptet ‘Jorden rundt med mine strikkepinde’ er mit ‘barn’.
Det kick-startede min rejse ud i drømmene og min vej til at leve fra mit hjerte tilbage i 2018.
Derfor er det også en smule sørgmodigt og sårbart at erkende at konceptet ikke holder.
Mit koncept er fedt, synes jeg selv, men det passer nok slet ikke til mig at skulle følge et så fast koncept.
Nu må jeg justere konceptet, og det bliver nok ikke sidste gang.
Jeg er vild med at justere og finde vej. Livet er homogent.
Det der var rigtig for mig for 10 år siden er ikke nødvendigvis rigtigt for mig nu.
Når jeg justere og finder vej, er det en måde at udvikle mig på som menneske. På den måde bliver jeg hele tiden klogere på mig selv og på livet generelt, på den måde finder jeg ind til mit hjerte og får det Aller bedste ud af mit liv.
Jeg vil gerne finde den rigtige vej for mig, den vej der får min sjæl til at synge.
Alt garn jeg købte i Irland på min 6 ugers rejse i 2022 er lækkert.
Jeg har skabt design af det meste og nogle af opskrifterne er udgivet og lever.
Drømmene, eventyret og de fine design der allerede lever, skal hyldes.
ET BLOGINLÆG I SERIEN OM BEVIDSTE VALG. MINE BEVIDSTE VALG. Lad dig inspirere eller put den i papirkurven!
Ensomheden er min styrke
Måske er det mere korrekt, at skrive ‘ensomheden er blevet min styrke’.
For det var den ikke, det føltes i hvert fald ikke sådan. Ensomheden var uendelig trist, tom og meningsløs.
Da jeg var midt i den dybeste sorg over, at have mistet min far, havde jeg nogle samtaler med den søde, kloge og kærlige præst som begravede min far og som kendte ham så godt.
Vi talte om ensomheden og hun spurgte om jeg ville være den foruden?
Et uventet spørgsmål som vendte følelsen af ensomhed på hovedet.
Mit umiddelbare svar var nej, jeg ville ikke være ensomhedsfølelsen foruden. Lige der forstod jeg ikke hvorfor jeg svarede nej. Men lige der vidste jeg, intuitivt, at der var mere i følelsen af ensomhed end alt det triste.
I mange år har jeg fulgt Kløvedal og Beha sejle jorden rundt. Jeg har fulgt dem på TV, læst bøger, lyttet til podcast og været til foredrag. De har inspireret mig i livet, til at leve fra hjertet. Men jeg har også været misundelig på deres sammenhold og det, at de hele tiden gjorde og gør noget sammen. Det var en stærk kontrast til at jeg sad der og bare var alene og følte mig ensom. Måske blev jeg nærmest lidt flov over ikke at kunne skabe sammenhold og prioritere at være sammen, med nogen.
Men jeg tror, at min livshistorie, min livsrejse og mit livsformål har krævet alenetid. Meget alenetid.
For min livsrejse ramte et punkt, hvor jeg ikke vidste hvem jeg var og mit selvværd var væk, som i helt væk!
Umiddelbart var det jo ikke fordrende for mit selvværd at være rigtig meget alene.
Men
En klog kvinde sagde til mig, på et tidpunkt hvor jeg virkelig var trist og tom og følte mig ensom og alene:
Vejen til friheden går igennem ensomhedens port
Den sætning får lov at stå alene, jeg vil ikke uddybe den. Den overlader jeg til dig som læser.
Blot vil jeg nævne, at den hjalp mig på vej og jeg kom igennem porten.
På ingen måde nogen nem vej men i dag er ensomheden min styrke.
Det har været en lang vej, det har været hårdt arbejde. Det er svært at præcisere hvad jeg har gjort for at nå hertil.
Måske kan jeg bedst beskrive min livsrejse og udvikling ved at beskrive mig selv som et passioneret, nysgerrigt, reflekterende menneske med en god portion vilje og ikke mindst kærlighed.
Kærlighed til mig selv og uendelige mængder af kærlighed til mine børn, og netop den kærlighed giver mig vilje og styrke til at rejse mig, blive klogere, gøre mig umage og leve mit liv fra mit hjerte. Passioneret; Vi har kun dette ene liv.
Kærligheden til mine børn ER uomtvistelig det der først og fremmest får mig til at rejse mig hver gang jeg vælter.
Selvom jeg har et væld af skønne elskede mennesker i mit liv så er det mig, alene, der finder vej.
Når jeg dealer med livet, i alle dets udfordringer, er det mig, alene der finder vejen med mit hjerte som kompas.
Jeg har rejst alene, helt til verdens ende. Jeg klare alt selv; praktisk, økonomisk, administrativt, mentalt osv.
DET er en kæmpe styrke og en kæmpe frihed.
Det kræver en masse energi og tillid og er til tider hårdt.
Men det er også magisk og jeg er taknemmelig for at jeg har formået et foretage den lange rejse fra mit hoved til mit hjerte. At foretage netop denne rejse, er et bevidst valg.
I mit hjerte bor min styrke.
Jeg er et socialt væsen, mine relationer er vigtige og uundværlige.
Men nu værner jeg om ensomheden fordi det er her jeg kan mærke mig selv. Det er her jeg kommer hjem til mig selv, det er her jeg finder ind til mit hjerte, når jeg nogen gange kommer lidt for langt væk.
Ensomheden er blevet en vigtig del af mig for at kunne være i verden og i mine relationer som MIG
Taknemmelig for at jeg kan trække vejret helt ned i maven.
Jeg var ved at skrive at jeg er heldig eller priviligeret men, det er jo ikke noget der bare er! Det er mig selv der får det til at ske, de valg jeg foretager i livet, store og små, former mit liv, min hverdag.
Jeg er taknemmelig for at jeg sover godt om natten, at jeg falder i søvn så snart jeg slukke lyset og lukker mine øjne.
Jeg er taknemmelig for at jeg nemt går en tur på 10 km.
Jeg er taknemmelig for at jeg kan svømme 2 km, både i svømmehal og åbent vand og at jeg skal svømme chr borg rundt med søn og sviger.
Jeg er taknemmelig for at jeg nu har over 10 T følgere på insta, at jeg har opbygget et brand.
Jeg er taknemmelig for at jeg har ro i min kerne, i mit hjerte.
Jeg er taknemmelig for at min far og jeg havde et så særligt forhold de sidste år han levede. Her føler jeg mig priviligeret; at jeg havde en så livsklog og kærlig far. OG mor.
Alt ovenstående kan jeg samle i en dyb taknemmelighed over at jeg evner og tør at handle!
At jeg har vilje, lyst og vedholdenhed.
Tro mig; det har taget tid, kræfter og et giga hav af tårer, at nå hertil.
Hvor konfronterende det end kan være, så har vi et valg, i alt hvad vi foretager os i livet. Nogle valg er svære og kræver virkelig meget mod og vedholdenhed, måske også fravalg, men vi har et valg.
Livet vil uvilkårligt byde os udfordringer; vi mister vores kære, vi falder og slår os, vi møder uafklarede mennesker og lander i svære relationer. Vi kan rende ind i katastrofer og kriser af enhver art. Vi vælger selv hvordan vi dealer med de udfordringer vi møder.
Første reaktion er ofte ude af vores kontrol. Selv kan jeg se tilbage på mine egne livskriser og hvordan jeg kæmpede, ude af kontrol med udgangspunkt i mit ubevidste ‘jeg’.
Men hvis vi vil, og tør, kan vi dykke ind i os selv og i udfordringerne og på den måde udvikle os og blive klogere på både os selv og livet.
Det tager tid, det kræver energi og vilje men gør vi det, så er det forløsende og frisættende på den anden side.
Dealer vi med livet på denne måde blot én gang, så er vi landet i loopet og der er ingen vej tilbage. Det bliver ikke nødvendigvis nemmere men det bliver federe.
Verden bliver større, verden bliver til universet, der folder sig ud i flere dimensioner.
Skønhed og kærlighed
I en verden fyldt med lette løsninger, hvor vi kan trykke på knapper til hvad som helst, udfaser vi vores egne evner eller skulle jeg sige vores sanser.
I en verden hvor vi kan bygge det vildeste, drukner det universelle som er i os selv, som er i os mennesker. Vi kan ikke mærke os selv! Vi forstår ikke kroppens og universets sprog, vi vil ha det hele formuleret i ord, i billeder, statistikker og fakta.
Det vigtigste valg vi kan foretage, i alle livets udfordringer, er at have tillid.
Jeg har for 2. gang lyttet til bogen ‘Jeg lever’ af Gitte Holtze, om en meget lang vandretur. Her fortæller hun om en talemåde i vandre-livet; The trail provides
“Oversat til dansk betyder det noget i retning af, at der vil ske noget ekstraordinært – oftest når man har mest brug for det og oftest i form af hjælp fra tilfældige generøse fremmede. The Trail provided i dag. Kæmpetak til Alice.”
Hvis jeg oversætter i google translate bliver det til ‘Stien giver’
Det er præcis sådan jeg lever, eller, prøver at leve.
HAVE TILLID TIL AT STIEN GIVER
Det vælger jeg bevidst
….. i de kommende blogindlæg vil jeg skrive om de valg jeg tager og har taget, i mit liv.
Oveni købet en kendt, smuk og klog kvinde som Petra Nagel.
For i min ensomhed føler jeg mig hverken smuk, klog eller kendt!
Det Petra beskriver om at høre til, er præcis det jeg savner.
Jeg har mange skønne veninder, tætte omsorgsfulde veninder. Heldige mig.
Alligevel sidder jeg her og føler mig BIG TIME ensom og ensomheden er virkelig ikke pæn!
Det er nemt at give mig selv skylden; jeg har også rejst rundt og flyttet en milliard gange og så er det jo ikke nemt at skabe relationer i nærmiljøet og ej heller nemt for venner og veninder at finde ud af hvor de skal besøge mig!
Men nu kommer min udlængsel og rastløshed både af eventyrlyst OG af sorg og krise!
For nok har jeg modet til at flytte mig, både geografisk og mentalt. Men det er også en længsel og en søgen efter kærlighed og mening med livet, efter igen og igen at skulle redefinere mig selv efter skilsmisse, brudt kærlighed, miste forældre etc.
Alt sammen helt normale livskriser, det er jeg klar over, men det gør dem ikke mindre sorgfulde og udfordrende.
Efter mange dybe samtaler med kloge kvinder, ved jeg også at ensomhed har mange ‘farver’ og at ensomhed er et vilkår. Den ensomhed jeg oplever pt er både bundet op på ovennævnte livskriser men det har også stor betydning at jeg nu er tæt på 60, og hvad så!
Projekt mor er lykkedes; min børn kan selv flyve, det gør de lige så flot og har ikke lige så meget brug for deres mor længere!
At finde mig selv og leve fra hjertet er også lykkedes, men måske fordi jeg er en eventyrlysten dame med stor udlængsel så bliver det liv hurtigt alene, fordi de fleste ikke er så vilde med et stormasket sikkerhedsnet!
Så her sidder jeg, med hovedet, og hjertet, fuld af ideer, eventyr og kreativ energi og føler mig F ensom!
JA, jeg gør faktisk alt muligt; booker saunagus med veninder, går til Crossfit 2 x pr uge, svømmer, arbejder, strikker, osv osv
Men jeg savner BIG TIME det Petra Nagel beskriver; en man lige kan ringe til en veninde og snuppe en kaffe på altanen når solen skinner, at ha familien om mig, at spise i madklub hver 2. torsdag. ETC
Jeg savner at høre til
Og så savner jeg KÆRLIGHED
Nu vil jeg lytte til podcast ‘Et nyt kapitel’ med Petra som gæst.
…… lige en note; det kræver faktisk ekstra mod at udgive dette post, fordi ensomhed også kan føles lidt flovt eller lidt kikset ….. mon nogen genkender det?
I aftes faldt jeg over programmet ‘Griff’s Great Kiwi Roadtrip’ på DR TV, over et afsnit jeg ikke havde set før. Undrende, fordi jeg ellers har set alt om New Zealand der findes på dansk TV, men bestemt glædeligt overrasket fordi jeg er vild med programmer om New Zealand. De har af flere grunde en særlig positiv indvirkning på mig og programmet i aftes levede til fulde op til denne forventning.
Hele den eventyrlige vej igennem de overvældende smukke og vilde landskaber, kulden fra Sydpolen der kommer susende, skønne og umådelige venlige menensker med den charmerende NZ accent, for til sidst at lande ved det ikoniske gule skilt i Bluff, som viser at du er tættere på sydpolen end på ækvator!
Præcis ved det skilt stod jeg d. 30. januar 2018 kl 11.13. og jeg havde sgu rejst den lange vej, helt derned, helt alene.
Det er faktisk ikke muligt at komme længere væk fra Danmark end netop der.
Google siger: Når man er i New Zealand, kan man ikke komme længere væk fra Danmark, med mindre man rejser ud i rummet!
At rejse til Bluff kræver ikke en særlig fysisk formåen, ej heller en særlig uddannelse eller viden.
Men for mig krævede det mod, tillid, ro, vilje, eventyrlyst og en helt særlig livsgnist.
Så, da Griff i aftes nåede det gule skilt til sidst i udsendelsen, blev jeg lige på sekundet sendt til Bluff og genforenet med hele følelsesregisteret.
Faktisk er det nok først efterfølgende at jeg mærker, og rigtig forstår, hvad det krævede af mig at rejse derud langt væk, helt alene.
Derfor kommer den rejse til at have stor betydning for mig og min selvopfattelse i mange år fremover.
Derfor bliver jeg grebet af begejstring når jeg holder foredrag om denne rejse og derfor vil dette foredrag altid være aktuelt og vedrørende.
Derfor vil mine blogindlæg ofte indeholde reflektioner der kommer fra præcis denne rejse.
Men især ift min egen personlige udvikling og ift hvor jeg står i dag.
Hvis jeg kigger 6 år tilbage fra rejsen og ligeledes 6 år frem, altså til nu, så er det et helt sindsygt kvantespring jeg har taget, ind i mig selv.
Præcis det kvantespring ind i mig selv, har krævet nøjagtig lige så meget mod, livsgnist, vilje osv som at rejse alene til Bluff OG der er lige så langt som der er til Bluff.
Jeg har bevist at det er muligt at foretage en sådan rejse, både den fysiske og den personlige.
Begge rejser kunne og skulle foretages alene.
Hånden på hjertet så er jeg faktisk ret stolt over at jeg har foretage begge rejser.
It is a long way from DK to Bluff
Last night I came across the program ‘Griff’s Great Kiwi Roadtrip’ on DR TV, over an episode I had not seen before. Surprising because I have otherwise seen everything about New Zealand that is on Danish TV, but definitely pleasantly surprised because I love programs about New Zealand.They have a particularly positive effect on me for several reasons and last night’s program fully lived up to this expectation.
We follow Griff on the stretch from Omarama to Bluff, on New Zealand’s South Island.With the exception of a Bungy Jump, I recognize almost everything.https://www.dr.dk/drtv/se/paa-rejse-med-griff--new-zealand-fra-omarama-til-bluff_404404
All the adventurous way through the overwhelmingly beautiful and wild landscapes, the cold from the South Pole that comes rushing, beautiful and immeasurably friendly people with the charming NZ accent, to finally land at the iconic yellow sign in Bluff, which shows that you are closer south pole than on the equator!
I was standing exactly at that sign on 30 January 2018 at 11:13. and I had traveled the long way, all the way down there, all alone.
It is actually not possible to get further away from Denmark than just there.
Google says: When you’re in New Zealand, you can’t get further from Denmark unless you travel into space!
Traveling to Bluff does not require a special physical ability, nor a special education or knowledge.
But for me it required courage, trust, calmness, will, a sense of adventure and a very special spark of life.
Then, last night, when Griff reached the yellow sign at the end of the broadcast, I was instantly sent to Bluff and reunited with the entire emotional register.
In fact, it is probably only afterwards that I feel and really understand what it required of me to travel out there far away, all alone.
Therefore, that journey will be of great importance to me and my self-perception for many years to come.
That is why I am seized with excitement when I give a lecture about this journey and therefore this lecture will always be current and relevant.
Therefore, my blog posts will often contain reflections that come from exactly this trip.
But especially in terms of my own personal development and where I stand today.
If I look back 6 years from the journey and also 6 years forward, i.e. to now, it is a completely insane quantum leap I have taken, into myself.
Exactly that quantum leap into myself has required exactly as much courage, spark of life, will, etc. as traveling alone to Bluff AND there is as far as there is to Bluff.
I have proven that it is possible to make such a journey, both the physical and the personal.
Both journeys could and should be made alone.
Hand on heart, I’m actually quite proud that I’ve made both trips.
Et civilt sogn øst for Cork, en halvø, et industriområde.
I Irland, på Eastgate Way, Little Island, Cork, ligger Hedgehog Fibres farvestudie.
Blødt, squishy garn i smukke farver.
‘Vi bliver ofte efterlignet, men aldrig duplikeret. Vi laver det bedste garn i verden’
Sådan skriver de på deres website.
Der er meget garn i verden så det er svært at sige om de laver det bedste og hvad er det bedste?
Men for mig er det tæt på sandheden.
For Hedgehog Fibres er efter min mening virkelig luksusgarn, både i kvalitet og farver.
Mulighederne er uendelige og ideerne stopper aldrig når jeg kigger i deres farvekort.
Derfor brugte jeg også mere end to timer i deres showroom på Little Island.
Det var ikke muligt at se virksomheden indefra, eksempelvis deres farvestudie, så jeg brugte over to timer i deres showroom, vel at mærke i godt selskab med Rose, som er leder farvestudiet og som fortalte med passion og begejstring om verdens bedste job.
At farve garn hos Hedgehog Fibres er en kreativ og kunstnerisk udfoldelse i en eksplosion af farver. De der farver garn her, bliver lært op så de kan farver garner på øjemål.
Når de laver ‘potluck’ er det fri kreativ udfoldelse.
To timer seneres stod jeg uden for studiet med 3 pink papir poser med garn.
Der var garn og farve eksplosion både i poserne og i mit hoved.
Jeg synes aldrig at jeghar tid og ro nok til at dykke ind i det.
Men jeg prøver.
Ud af de pink poser og af besøget på Little Island kommer 3 design:
Little Island
Little Aran Island
og
Little skinny Island
Nu er Little Island klar og opskriften, på både dansk og engelsk, ligger i min webshop og på Ravelry.
Normalt finder jeg garnalternativer til mine opskrifter men det har jeg bevidst undladt i disse 3 opskrifter fordi garnet og farverne er med til at skabe designet.
Little Island er dybest set en helt enkel raglansweater, strikket nedefra og op, i Irish Moss (dobbelt perlestrik).Den er strikket på p 5 mm og 6 mm i merino Aran.
Det er det helt fantastiske garn der skaber en helt fantastisk sweater.
Advarsel: tiden forsvinder når du skal vælge farver og det er ikke nemt!
At holde foredrag er et eventyr for mig, det er en drøm der er blevet til virkelighed.
Det er svært at forklare hvorfor jeg har drømt om, at blive foredragsholder.
Men når man holder foredrag så er det jo fordi man har oplevet noget man kan holde foredrag om.
Måske derfor.
I hvert fald har jeg oplevet en masse, særligt de sidste 5 år, og jeg glæder mig virkelig meget til at dele ud af mine historier, min passion og mine drømme.
For det handler jo om min passion for at strikke og for at leve et liv fra hjertet.
Det handler om at tage på eventyr, i livet og i verden.
Det handler om drømme, indsigter, kærlighed, om uld og om at strikke.
Når nogen så skriver til mig, at de har købt billet til et af mine foredrag, fordi de har hørt mig tidligere et andet sted, så bliver jeg glad i hjertet.
Når jeg bliver booket fordi jeg er blevet anbefalet af andre, så gør det mig glad helt ind i mine knogler.
Det er magisk når mine drømme bliver virkelige..
Det var magisk da jeg rejste på New Zealand og det gik op for mig at jeg var midt i min drøm.
Alt det og meget mere vil jeg fortælle om i Hundested, lørdag d. 16. september kl 14.
Eftermiddagen vil indeholde historier fra mine rejser til New Zealand og Irland suppleret med et væld af fotos samt en masse strik og uld.
Forhåbentlig har jeg inden lørdag modtaget en kasse med garn fra New Zealand, som jeg medbringer.
Sådan hedder min video podcast på Youtube, den findes på både dansk og engelsk og den handler præcis om strik, drømme, uld og kærlighed.
I lang tid, som i måske 2 år, har jeg overvejet at lave en videopodcast.
Overvejelser om jeg ‘turde’, kunne, hvordan med teknik, indhold osv osv.
I vinter fik jeg en idé om at sælge mine opskrifter ifølge en video hvor jeg fortæller om det specifikke design; TALKS & PATTERNS
og på dansk ….. det ved jeg ikke, det kommer ikke til at lyde særlig tjekket og ideen lykkedes alligevel ikke, for jeg kunne ikke uploade video til min webshop.
Så blev det til en video podcast og nu havde den formet sig, midt inde i en helt anden idé.
Formen er, at hver episode handler om et af mine design; hvor er det opstået, hvor kommer garnet fra, garnalternativer og lidt om strikketeknik.
Der er eventyr i stort set alle mine opskrifter, både fordi jeg har rejst ud i verden med mine strikkepinde og fordi drømme og eventyr er i mit DNA.
Derfor kan jeg til alle mine design fortælle en historie.
Ind i mellem vil der være episoder der ikke handler ret meget om strik og uld men mere om drømme og kærlighed.
Min passion for at strikke, for uld og lækkert garn i smukke farver, får mig til at boble over af begejstring og glæde.
Når jeg ‘får lov’ at fordybe mig og at skabe, mærker jeg en helt særlig tilstand af ro og lykkerus blandet sammen.
Med min passion, glæde og begejstring for mit strikketøj, men især også for mine drømme og for at gøre livet til et eventyr, håber jeg at kunne inspirere dig derude, til at strikke, leve og drømme. Og hvis jeg formår at få dig til at forsvinde ind i mine fortællinger og glemme tid og sted for en stund, så er min mission fuldført.
Episoderne i min videopodcast har navne i stedet for numre, så det netop er nemt at finde præcis den episode du ønsker, hvis nu lige du skal strikke et bestemt design.
Min drøm er, at rigtig mange, fra hele verden, vil følge med mig på eventyr og lytte med på min video podcast. Det vil være en kæmpe hjælp hvis du abonnere på min kanal.
Min drøm er, at kunne rejse med mine strikkepinde, finde skønt garn, lade mig inspirere og fordybe mig, lave nye design, komme hjem og fortælle historier, skrive bøger, holde foredrag og lave podcast.
Historier og udsendelser om mennesker der drager ud på eventyr fanger mig altid og ofte er det folk der sejler ud på eventyr, jeg bliver fascineret af. Jeg har prøvet at sejle og elsker at være på vandet, jeg føler mig egentlig ret forbundet med havet men er overhovedet ikke søstærk! Tvært imod!
Så jeg svømmer i havet i stedet for.
På DR, se ovenstående link, kan man i øjeblikket se udsendelsen ‘Togtet’
‘Togtet’ er et tv-eksperiment, hvor vikingeeksperter og sejlere skal gøre vikingerne kunsten efter og følge de samme sejlruter over Atlanten, som de gjorde for mere end tusinde år siden. Fra Danmark over Island og hele vejen til Canada.
Karin Steen Steffensen er kaptajn og i ovenstående link kan man læse en artikel om Karin. Ikke en dybdegående artikel men alligevel læsning der giver lidt stof til eftertanke. Tanker om livet, naturen, fællesskab og eventyr. At eventyr ikke bare er et adrenalin kick eller et show off, men at eventyr kan bringe os ud i nogle yderpoler af os selv, hvor vi lære os selv at kende og får indsigter og bevidsthed om hvordan vi kan være i verden, på bedste måde.
Karin taler om det at sejle og begå sig på vandet, at det er en måde at være i verden på og at det kræver at du er til stede i nuet.
Det er nok det der resonerer i mig. Ikke Atlanterhavsbølgerne!
Eventyr for mig er når jeg begiver mig ud i noget, jeg af alle mulige grunde, forestiller mig kunne være fuldstændig fantastisk. Og fordi jeg ikke har prøvet det før, er det ukendt for mig og umiddelbart utrygt, men trygheden finder jeg i mig selv, fordi det kræver at jeg er til stede i nuet.
Nogen gange, som for eksempel i går, mister jeg fodfæste og trygheden i MIG forsvinder i en stund; en Atlanterhavsbølge slår ind over mig! Lige som på vandet bliver jeg hele tiden påvirket af det der sker omkring mig, så skal jeg lige finde balance og kurs, måske lidt på vikingemanér, uden kompas.
At tage på eventyr er min måde at være i verden på. Det kan jeg vist lige så godt erkende og omfavne.
Omfavne at min måde at være i verden på, er at tage på eventyr, hvor jeg lærer at navigere og surfe på livets Atlanterhavsbølger.
