Farven blå har jeg altid holdt rigtig meget af, altså i naturen; havet og himlen.
I naturen repræsenterer blå frihed og spiritualitet.
Men en blå bil eller en blå sweater har jeg ikke været fan af. Den koboltblå, også kaldet royale blå, har for mig været for konfronterende og sendt mig tilbage til firsernes skulderpuder og permanentekrøller.
Den dag jeg besøgte Kerry woollen Mills skete der noget skelsættende med mit forhold til blå.
Dagen var grå, med dagsregn og jeg var et sted på min rejse hvor jeg følte mig lidt ensom og jeg havde faktisk, for at være ærlig, lidt svært ved at holde af, at være på tur med mig selv.
Så Turen ud til Kerry Woolen Mills, ad små smalle regnvåde irske landeveje var med blandede følelser.
Herude ligger Spinderiet, i landlige omgivelser og mange af bygningerne bære tydeligt præg af at have ligget her i 300 år.
Da jeg trådte ind ad døren til den lidt ‘old school’ Mill Shop blev jeg mødt af det sødeste personale, af 4 søde amerikanske kvinder på tur og lidt senere af Yvonne; ejer, i fjerde generation.
Yvonne viste mig rundt på hele spinderiet og jeg fik indblik i hvordan garnet vi strikker af bliver til, helt fra begyndelsen.
Aran wool, I farven ‘blue fleck’ var tilfældigvis den der sad på maskinen.
Den der konfronterende blå, oveni købet med umiddelbart grimme kontrastfyldte nistre i!
At få et kig ind i processen; hvordan de blander råuld i forskellige farver, efter opskrift som til en kage, og se at det bliver kartet og spundet, hvorefter det lå der i en kasse, i store smukke 200 g bundter, og kiggede på mig og talte til mig.
Efterfølgende tilbragte jeg to skønne timer i butikken, kredsende rundt om garn i flere farver og især det blå. Det var ikke det jeg plejede at være vild med men jeg kunne ikke slippe det blå garn. Besluttede langt om længe at købe det blå, uden helt at forstå hvorfor og uden at kunne se hvad jeg skulle med det.
Det kom til gengæld til mig, lang tid efter men på magisk vis.
Dagbog
‘Jeg havde en SÅ god oplevelse på Kerry Woollen Mills, med en virkelig interessant rundvisning, hvor jeg sgu lærte meget om uld og garn. ‘De’ kan bare komme an.’
Så jeg kørte glad videre, ud i den silende regn, til Killarney hvor jeg spiste meget varm grøntsagssuppe til frokost, hvilket passede perfekt til vejret.
At fordybe mig i uld på alle måder havde endnu en gang healet mit humør og mindset.
Det er hermed officielt at min strikke/rejse bog om Irland er annulleret!
I hvertfald parkeret for en tid og skal den leve på et tidspunkt, bliver det i anden form end min første bog.
At nå frem til en beslutning er en (til tider hård) proces som altid starter mere eller mindre ubevidst og undervejs bliver alting mere klart for så at munde ud i en beslutning der føles rigtig.
Det er sådan det har været for mig den sidste måneds tid.
Medio februar skulle jeg igennem en mindre operation, et indgreb der satte mig på pause i 2 uger og lidt til.
Måske havde jeg en forestilling om, at når jeg alligevel skulle holde mig i ro kunne jeg skrive. Skrive på min bog, den der skulle være nummer 2 i rækken af
‘Jorden rund med mine strikkepinde’.
Hele vinteren er jeg virkelig gået all in; jeg har dyrt købt mig fri, mange fredage, så jeg kunne fordybe mig, Jeg har købt guide/kursus i at skrive synopsis, så jeg kunne være så professionel som muligt. Netop den har jeg brugt uendelig meget tid på og i december 2025 sendte jeg synopsis om bogen, til forlag.
Jeg var så spændt på udfaldet. Det var virkelig stort for mig.
For få uger siden fik jeg afslag, fra tredje forlag!
Det var naturligvis demotiverende.
Det kunne jeg vælge at ærger mig over men omvendt ved jeg, at jeg virkelig har gjort mig umage, jeg har gjort alt jeg kunne og derfor kan jeg nu bedre give slip.
Der var måske en mening med, at jeg havde planlagt den operation netop på dette tispunkt; astrologisk og personligt. Lige der havde jeg brug for ro, så jeg kunne finde vej.
Beslutningen om at parkere bogen er ikke en spontan reaktion på afslag fra forlag.
Den har arbejdet i det ubevidste sideløbende med de drømme og planer jeg har gang i.
Beslutningen føles rigtig. Der er noget i mig der føles lettere. Det giver plads til alt det smukke der kommer til at ske i 2026.
Hele konceptet ‘Jorden rundt med mine strikkepinde’ er mit ‘barn’.
Det kick-startede min rejse ud i drømmene og min vej til at leve fra mit hjerte tilbage i 2018.
Derfor er det også en smule sørgmodigt og sårbart at erkende at konceptet ikke holder.
Mit koncept er fedt, synes jeg selv, men det passer nok slet ikke til mig at skulle følge et så fast koncept.
Nu må jeg justere konceptet, og det bliver nok ikke sidste gang.
Jeg er vild med at justere og finde vej. Livet er homogent.
Det der var rigtig for mig for 10 år siden er ikke nødvendigvis rigtigt for mig nu.
Når jeg justere og finder vej, er det en måde at udvikle mig på som menneske. På den måde bliver jeg hele tiden klogere på mig selv og på livet generelt, på den måde finder jeg ind til mit hjerte og får det Aller bedste ud af mit liv.
Jeg vil gerne finde den rigtige vej for mig, den vej der får min sjæl til at synge.
Alt garn jeg købte i Irland på min 6 ugers rejse i 2022 er lækkert.
Jeg har skabt design af det meste og nogle af opskrifterne er udgivet og lever.
Drømmene, eventyret og de fine design der allerede lever, skal hyldes.
I aftes faldt jeg over programmet ‘Griff’s Great Kiwi Roadtrip’ på DR TV, over et afsnit jeg ikke havde set før. Undrende, fordi jeg ellers har set alt om New Zealand der findes på dansk TV, men bestemt glædeligt overrasket fordi jeg er vild med programmer om New Zealand. De har af flere grunde en særlig positiv indvirkning på mig og programmet i aftes levede til fulde op til denne forventning.
Hele den eventyrlige vej igennem de overvældende smukke og vilde landskaber, kulden fra Sydpolen der kommer susende, skønne og umådelige venlige menensker med den charmerende NZ accent, for til sidst at lande ved det ikoniske gule skilt i Bluff, som viser at du er tættere på sydpolen end på ækvator!
Præcis ved det skilt stod jeg d. 30. januar 2018 kl 11.13. og jeg havde sgu rejst den lange vej, helt derned, helt alene.
Det er faktisk ikke muligt at komme længere væk fra Danmark end netop der.
Google siger: Når man er i New Zealand, kan man ikke komme længere væk fra Danmark, med mindre man rejser ud i rummet!
At rejse til Bluff kræver ikke en særlig fysisk formåen, ej heller en særlig uddannelse eller viden.
Men for mig krævede det mod, tillid, ro, vilje, eventyrlyst og en helt særlig livsgnist.
Så, da Griff i aftes nåede det gule skilt til sidst i udsendelsen, blev jeg lige på sekundet sendt til Bluff og genforenet med hele følelsesregisteret.
Faktisk er det nok først efterfølgende at jeg mærker, og rigtig forstår, hvad det krævede af mig at rejse derud langt væk, helt alene.
Derfor kommer den rejse til at have stor betydning for mig og min selvopfattelse i mange år fremover.
Derfor bliver jeg grebet af begejstring når jeg holder foredrag om denne rejse og derfor vil dette foredrag altid være aktuelt og vedrørende.
Derfor vil mine blogindlæg ofte indeholde reflektioner der kommer fra præcis denne rejse.
Men især ift min egen personlige udvikling og ift hvor jeg står i dag.
Hvis jeg kigger 6 år tilbage fra rejsen og ligeledes 6 år frem, altså til nu, så er det et helt sindsygt kvantespring jeg har taget, ind i mig selv.
Præcis det kvantespring ind i mig selv, har krævet nøjagtig lige så meget mod, livsgnist, vilje osv som at rejse alene til Bluff OG der er lige så langt som der er til Bluff.
Jeg har bevist at det er muligt at foretage en sådan rejse, både den fysiske og den personlige.
Begge rejser kunne og skulle foretages alene.
Hånden på hjertet så er jeg faktisk ret stolt over at jeg har foretage begge rejser.
It is a long way from DK to Bluff
Last night I came across the program ‘Griff’s Great Kiwi Roadtrip’ on DR TV, over an episode I had not seen before. Surprising because I have otherwise seen everything about New Zealand that is on Danish TV, but definitely pleasantly surprised because I love programs about New Zealand.They have a particularly positive effect on me for several reasons and last night’s program fully lived up to this expectation.
We follow Griff on the stretch from Omarama to Bluff, on New Zealand’s South Island.With the exception of a Bungy Jump, I recognize almost everything.https://www.dr.dk/drtv/se/paa-rejse-med-griff--new-zealand-fra-omarama-til-bluff_404404
All the adventurous way through the overwhelmingly beautiful and wild landscapes, the cold from the South Pole that comes rushing, beautiful and immeasurably friendly people with the charming NZ accent, to finally land at the iconic yellow sign in Bluff, which shows that you are closer south pole than on the equator!
I was standing exactly at that sign on 30 January 2018 at 11:13. and I had traveled the long way, all the way down there, all alone.
It is actually not possible to get further away from Denmark than just there.
Google says: When you’re in New Zealand, you can’t get further from Denmark unless you travel into space!
Traveling to Bluff does not require a special physical ability, nor a special education or knowledge.
But for me it required courage, trust, calmness, will, a sense of adventure and a very special spark of life.
Then, last night, when Griff reached the yellow sign at the end of the broadcast, I was instantly sent to Bluff and reunited with the entire emotional register.
In fact, it is probably only afterwards that I feel and really understand what it required of me to travel out there far away, all alone.
Therefore, that journey will be of great importance to me and my self-perception for many years to come.
That is why I am seized with excitement when I give a lecture about this journey and therefore this lecture will always be current and relevant.
Therefore, my blog posts will often contain reflections that come from exactly this trip.
But especially in terms of my own personal development and where I stand today.
If I look back 6 years from the journey and also 6 years forward, i.e. to now, it is a completely insane quantum leap I have taken, into myself.
Exactly that quantum leap into myself has required exactly as much courage, spark of life, will, etc. as traveling alone to Bluff AND there is as far as there is to Bluff.
I have proven that it is possible to make such a journey, both the physical and the personal.
Both journeys could and should be made alone.
Hand on heart, I’m actually quite proud that I’ve made both trips.
At holde foredrag er et eventyr for mig, det er en drøm der er blevet til virkelighed.
Det er svært at forklare hvorfor jeg har drømt om, at blive foredragsholder.
Men når man holder foredrag så er det jo fordi man har oplevet noget man kan holde foredrag om.
Måske derfor.
I hvert fald har jeg oplevet en masse, særligt de sidste 5 år, og jeg glæder mig virkelig meget til at dele ud af mine historier, min passion og mine drømme.
For det handler jo om min passion for at strikke og for at leve et liv fra hjertet.
Det handler om at tage på eventyr, i livet og i verden.
Det handler om drømme, indsigter, kærlighed, om uld og om at strikke.
Når nogen så skriver til mig, at de har købt billet til et af mine foredrag, fordi de har hørt mig tidligere et andet sted, så bliver jeg glad i hjertet.
Når jeg bliver booket fordi jeg er blevet anbefalet af andre, så gør det mig glad helt ind i mine knogler.
Det er magisk når mine drømme bliver virkelige..
Det var magisk da jeg rejste på New Zealand og det gik op for mig at jeg var midt i min drøm.
Alt det og meget mere vil jeg fortælle om i Hundested, lørdag d. 16. september kl 14.
Eftermiddagen vil indeholde historier fra mine rejser til New Zealand og Irland suppleret med et væld af fotos samt en masse strik og uld.
Forhåbentlig har jeg inden lørdag modtaget en kasse med garn fra New Zealand, som jeg medbringer.
En giga kasse med garn er på vej til Danmark, helt fra New Zealand.
Mohair Merino fra Touch Yarns, The beautiful Yarn Company.
Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan finde en kvalitet der matcher denne, her på disse breddegrader?
JA
Mohair Merino er 100 % natur. Det er en uldtråd der binder den smukke mohair sammen.
Ingen nylon, ingen polyester, kun natur.
Måske falmer det idylliske, naturlige billede lidt ved tanken om, at det er sendt med fly hele vejen fra NZ. Næste sending med garn bliver muligvis med skib; jeg researcher.
Til gengæld er det magisk, at åbne en kasse med Mohair Merino fra New Zealand. Det dufter af New Zealand, det dufter af eventyr. Farverne er helt unikke og kvaliteten er virkelig lækker.
Tilbage i 2019, da jeg fik de første kasser tilsendt, var garnet pakket i bundter og var lagt direkte i kassen, kun med et stykke silkepapir på toppen.
Så når jeg åbnede kassen, kom duften af får og New Zealand som et trylleslag op i min næse,
Det var lige præcis magisk.
Nu er garnet i nøgler, stadig med 100 gi hver, 5 nøgler i hver pose.
Men det er stadig magisk.
At Passion og drømme trumfede klimahensyn, betyder, at jeg har det lækre Mohair Merino, med til efterårets foredrag og jeg arbejder på at det også kommer i min webshop.
En klog, kær kvinde foreslog engang, at jeg kunne være ‘New Zealand garn ekspert’. Den idé strejfer mig ofte. New Zealand er et ‘uld land’ på den fede måde og jeg kunne sagtens bruge resten af mit forhåbentlige lange liv, på at udforske alt det fantastiske garn der findes derude.
Sådan hedder min video podcast på Youtube, den findes på både dansk og engelsk og den handler præcis om strik, drømme, uld og kærlighed.
I lang tid, som i måske 2 år, har jeg overvejet at lave en videopodcast.
Overvejelser om jeg ‘turde’, kunne, hvordan med teknik, indhold osv osv.
I vinter fik jeg en idé om at sælge mine opskrifter ifølge en video hvor jeg fortæller om det specifikke design; TALKS & PATTERNS
og på dansk ….. det ved jeg ikke, det kommer ikke til at lyde særlig tjekket og ideen lykkedes alligevel ikke, for jeg kunne ikke uploade video til min webshop.
Så blev det til en video podcast og nu havde den formet sig, midt inde i en helt anden idé.
Formen er, at hver episode handler om et af mine design; hvor er det opstået, hvor kommer garnet fra, garnalternativer og lidt om strikketeknik.
Der er eventyr i stort set alle mine opskrifter, både fordi jeg har rejst ud i verden med mine strikkepinde og fordi drømme og eventyr er i mit DNA.
Derfor kan jeg til alle mine design fortælle en historie.
Ind i mellem vil der være episoder der ikke handler ret meget om strik og uld men mere om drømme og kærlighed.
Min passion for at strikke, for uld og lækkert garn i smukke farver, får mig til at boble over af begejstring og glæde.
Når jeg ‘får lov’ at fordybe mig og at skabe, mærker jeg en helt særlig tilstand af ro og lykkerus blandet sammen.
Med min passion, glæde og begejstring for mit strikketøj, men især også for mine drømme og for at gøre livet til et eventyr, håber jeg at kunne inspirere dig derude, til at strikke, leve og drømme. Og hvis jeg formår at få dig til at forsvinde ind i mine fortællinger og glemme tid og sted for en stund, så er min mission fuldført.
Episoderne i min videopodcast har navne i stedet for numre, så det netop er nemt at finde præcis den episode du ønsker, hvis nu lige du skal strikke et bestemt design.
Min drøm er, at rigtig mange, fra hele verden, vil følge med mig på eventyr og lytte med på min video podcast. Det vil være en kæmpe hjælp hvis du abonnere på min kanal.
Min drøm er, at kunne rejse med mine strikkepinde, finde skønt garn, lade mig inspirere og fordybe mig, lave nye design, komme hjem og fortælle historier, skrive bøger, holde foredrag og lave podcast.
Torsdag d. 19. januar afholdte jeg første foredrag i 2023. Det foregik i Salonen 4xk i Skælskør, et helt særligt sted, med særlig god atmosfære, et sted hvor der er plads til alle på alle måder og et sted jeg holder meget af at komme.
Det var mit første foredrag, hvor jeg kun havde fokus på min strikkerejse til irland, 6 uger i foråret 2022.
Da jeg gik og gjorde klar og folk ankom mærkede jeg en helt fantastisk stemning, folk var glade og forventningsfulde, nogle kom alene og nogle havde arrangeret sig med følgeskab.
Lige inden jeg gik på, fik jeg næsten et sug i maven, ikke fordi jeg var spændt, selvom; det var jeg! men sån mere en lille eksplosion af glæde, en lykkefølelse og en følelse af drømme der går i opfyldelse som et stjerneskud.
I min bog ‘Jorden rundt med mine strikkepinde, New Zealand’ har jeg to citater af Troels Kløvedal med:
“Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det man drømmer om”
og
“Kunsten ved livet er, at få drømme og virkeligheden til at passe sammen”
Jeg får sgu helt sommerfugle i maven bare ved at skrive de citater. Når jeg så samtidig beskriver min aften i Salonen bliver sommerfuglene endnu større, for så holder citaterne, jeg har formået at gøre drømme til virkelighed og det dælen sparkeme den vildeste følelse. Den er fyldt med adrenalin af en eller anden slags.
Livet giver mening og alt går op i en højere enhed.
Fantastisk.
Det blev en skøn aften med fuldt hus, god stemning, vin og kaffe. Jeg genoplivede hele min tur til Irland og blev med ét bevidst om at jeg får tingene til at ske, og at det er muligt at forme livet lige som jeg ønsker.
Senere på aftenen lyttede jeg til den live video der var blevet lagt ud og erfarede at jeg totalt speed snakkede til aftenens foredrag.
Det var i første omgang træls men aftenens havde også affødt et
‘Du er fucking cool’
og at jeg speed snakkede er jo et ærligt udtryk om passion og begejstring.
I efteråret 2022 troede jeg at jeg skulle leve af hele dette ‘drømme projekt’.
Det skal jeg også en dag, men ikke nu.
Som jeg skrev ved årsskiftet, så har jeg finjusteret min kurs og mit fokus og jeg mærker at den sidder lige skabet, for nu. For tingene udvikler sig jo hele tiden og det er jo præcis den balance jeg arbejder med; at følge med mine egen udvikling, skrue og finjustere undervejs så jeg hele tiden kan ride på bølgerne og nyde rejsen.
I flere år har mit sikkerhedsnet været nærmest ikke eksisterende, hvilket har været et vilkår for at jeg har kunne gøre det jeg har gjort, men nu er det tid til at skabe fast grund under fødderne igen og det skal 2023 bruges til sideløbende med at jeg har fokus på mine foredrag samt min bog no 2 om Irland.
Bare rolig, jeg er ikke færdig med mine strikkerejser, men ‘mine ord’ for 2023 er ‘tålmodighed’ og langtidholdbar’.
Eventyret fortsætter, altid, hvis vi vil.
Næste foredrag finder sted lørdag d. 28. januar i Vores Cosmos, Viby sjælland, kl 14.
Jeg har været stille en tid, både her på bloggen, på Instagram og Facebook.
Udover en heftig 2 ugers forkølelse samt vikararbejde så er jeg i proces med at justere min kurs.
Faktisk nåede jeg jo i havn med det ‘skib’, eller den drøm, der handlede om at arbejde som selvstændig strikkedesigner, foredragsholder mv på fuld tid.
Det var min virkelighed i ca en måned og det var faktisk præcis som jeg havde visualiseret og forestillet mig så mange gange igennem flere år.
Jeg har høj selvdisciplin, jeg er forholdsvis struktureret og jeg havde rigeligt at tage mig til.
På mange måder var det virkelig skønt.
Men som jeg har skrevet i et tidigere blog indlæg, var det både ‘fantastisk og frygtindgydende’
Jeg må sande, at der er sket noget undervejs på min rejse ud i drømmene; mine behov har ændret sig, måske med alderen, samtidig med at mine erfaringer former mig og viser mig nye veje.
Så selvom jeg har tudet fordi jeg har været i vildredde og bekymret for bl.a. økonomi, så klapper jeg også mig selv på skulderen og er stolt af at jeg faktisk er kommet i mål med det jeg drømte om; Strikkerejser, bog og selvstændig virksomhed.
Og jeg er egentlig også ret vild med at være nået til det sted i livet hvor jeg hviler i mg selv og tør være lige præcis den jeg er og at jeg tør svæve med, når forandringens vinde blæser.
Nogen har nævnt at det er lidt hurtigt at ‘gi op’ efter en måned.
Men jeg giver ikke op, jeg justere bare min kurs.
Jeg synes selv det er både klogt og sejt at erkende at ‘havnen’ ikke helt ‘ser ud’ som jeg drømte om og at jeg undervejs har forandret mig, eller udviklet om man vil.
Så i hvilken retning har jeg sat kursen, tænker du måske!
Den er stadig i strikke retningen; Foredrag og opskrifter
Men lige nu, ikke i en grad så jeg skal leve af det. Er jeg under pres, sådan rent eksistentielt, så forsvinder min kreativitet.
Jeg glæder mig meget til de foredrag jeg skal holde i det nye år og vil elske at blive booket til flere. Jeg har stadig masser af drømme og mange historier at fortælle.
Jeg nyder at skabe nye strikkedesign og opskrifter og jeg vil ligeledes nyde fordybe mig i bogen om Irland, i de næste måneders vinterhi.
For mig er det yderst vigtigt at jeg er glad og har det sjovt og godt på min ‘livsrejse’
nemlig hver dag.
Mange spørger hvor jeg rejser hen næste gang!
Det ved jeg ikke og jeg ved heller ikke hvornår.
Udover at være en bekostelig affære, er de strikkerejser jeg har været på også overvældende på mange måder. Så Lige nu har jeg brug for at skabe rolige og trygge rammer for mig selv, hvor jeg kan bygge mit eget lille fundament og konsumere alt det vilde jeg har foretaget mig de sidste mange år.
Jeg er i gang med spændende jobsøgning og håber og ønsker, at det jeg har i sigte kunne blive min julegave.
DET vil være eventyrligt og det vil slutte mit 2022 på fineste vis.
Til slut vil jeg nævne at Jeg har besluttet, at jeg ikke skal have mere garn hjem fra New Zealand.
Altså, man skal jo aldrig sige aldrig, men det bliver ikke i nærmeste fremtid.
Så kunne du tænke dig noget af det helt særlige og meget lækre Mohair så skal du slå til nu.
I december giver jeg 10 %
Du kan købe det i Frk. Sibbes Gårdbutik, Sibberupvej 25, Skælskør; tirsdage 14-17, lørdage 11-14
Store ord, ja, men der er også store følelser på spil.
I dag er det 3 uger siden jeg havde sidste arbejdsdag på mit ‘almindelige’ job og dermed har jeg nu i 3 uger været ‘on my own’ som selvstændig strikkedesigner, foredragsholder, eventyrer mm.
Og det ER et eventyr
Og forhåbentlig ender det med; …. og hun levede lykkeligt til sine dages ende!
Men hovedpersonen skal altid først grueligt meget igennem.
Hovedpersonen i det her eventyr er mig og jeg synes jeg møder mange udfordringer på min vej. Men dybest set er det jo mig selv der udfordrer mig selv.
Mit eventyr er en proces, en proces i at finde ind, for at finde modet til at rejse ud.
Finde ind til mig selv og derefter rejse ud i mine drømme.
En proces der har varet flere år og som jeg er bevidst om vil fortsætte hele livet.
Den foregår både over tid og hvert sekund.
I de sidste 3 uger har det været magisk at finde mig selv, arbejdende som jeg har visualiseret, så mange gange over så lang tid; fordybe mig i timevis i mine projekter af strik og skriverier på alle måder, så tiden forsvinder på den fede måde; FULDSTÆNDIG FANTASTISK
Samtidig har jeg i løbet af disse 3 uger haft tider hvor jeg er brændt helt sammen, grædt og følt mig skræmt fra vid og sans, særligt i forhold til økonomi; FULDSTÆNDIG FRYGTINDGYDENDE.
Men både det fantastiske og det frygtindgydende er en del af processen og jeg bliver hele tiden, endnu mere, bevidst om hvad der er vigtigt for mig i mit liv, hvad der giver mening, hvad der gør mig glad og hvorfor jeg hele tiden stiller mig derud hvor jeg skal finde balancen, igen.
Øjeblikket hvor det gik op for mig at jeg jo faktisk nu arbejder præcis som jeg har drømt om og visualiseret så mange gange i så lang tid er i sig selv det vildeste eventyr.
Når jeg har grædt og været rædselsslagen har jeg med skræk i sjælen tænkt; hvordan kan jeg holde foredrag om at følge sine drømme hvis jeg ikke selv tror på det!!!
Men det kan jeg jo lige præcis fordi jeg totalt gennemlever både det fantastiske og det frygtindgydende og begge dele er ufravigelige i processen og i eventyret.
Må man være stolt af sig selv?
Det må man vel godt! Det er jeg i hvertfald!
For uanset hvor eventyret fører mig hen så har jeg allerede opnået det vildeste, i og med at jeg formår og har modet til, at leve og være midt i mit eget eventyr.
Her til sidst er det vigtigt for mig at fortælle hvor taknemmelig jeg er
for hvert et foredrag jeg får lov at holde, for hver en ‘Eventyrlig strikkecafé’, for at du læser min blog, for at i har lyst til at strikke efter mine designs og for at jeg med alt dette får lov at sende inspiration og god energi ud og at det bliver modtaget så positivt.
TAK for det, det er et eventyr i sig selv.
Og jeg LEVER allerede lykkeligt til mine dages ende, jeg er i fuld gang.
Så er jeg hjemme igen efter en fantastisk tur til Paris, sammen med min skønne datter. Nu kan vi sætte et kryds ved Versailles, som 100 % levede op til al fantasi og forventning. Ofelia og jeg kunne nørde igennem, på dejligste vis, med kreativiteten som vores fælles passion.
Paris er skøn og alle sanser er bombarderet med indtryk.
ALT i Paris er SÅ MEGET Paris
Det er også skønt at være hjemme igen og der er nok at tage fat på.
Der er så mange gode arrangementer på vej, så hold øje med mine opslag på Instagram og Facebook samt min kalender her på bloggen.
Jeg vil løbende opdatere kalenderen.
På torsdag er der modeshow i Det røde pakhus i Skælskør i anledning af den store græskarfestival. Her deltager jeg sammen med Klinik La Vie og efter showet kan i finde mig og en masse garn i Klinik la Vie.
På lørdag, d 22.10. tager jeg med Lone og Frk Sibbes gårdbutik til Garndagen i Gørslev. Jeg tager alt det fantastiske Mohair fra New Zealand med, det der er helt perfekt til RESTEVEST som nu hedder SCRAP VEST på både den danske og engelske opskrift.
SCRAP VEST
Garndagen er et virkelig hyggeligt og godt arrangement, så bor du på Midtsjælland er det klart en køretur værd. Der er et fint caféområde hvor det er muligt at slå sig ned med sit strikketøj.
Tirsdag d. 25.10. kl. 13.30 holder jeg foredrag for senior sygeplejerskerne i Dianalund, det foregår i den store festsal på Filadelfia.
Torsdag d. 27.10. kl. 19 holder jeg foredrag i Hovedstadens Husflidsforening,Gl. Jernbanevej 25, 2500 Valby.
November byder også på flere gode arrangementer. Dem skriver jeg mere om når vi nærmer os.
Håber vi ses
HUSK
JEG KØRE GLAD UD I HELE LANDET OG AFHOLDER BÅDE
FOREDRAG
OG
EVENTYRLIGE STRIKKECAFEER
Skriv eller ring, så finder vi frem til det helt rigtige arrangement
