MOHAIR LOVE AFFAIR

Det er vist ikke en hemmelighed, at jeg er vild med mohair, særligt den fra New Zealand.

 

Der er noget med farverne, de er skønne og så er jeg vild med at kunne strikke på lidt tykke pinde og lave de her luftige lette og smukke sweatre, veste og cardigan. Sidst men ikke mindst, er det 100 % natur.

Jeg har lige fået en kæmpe sending af Mohair fra New Zealand og jeg er vild med det. Desværre er det måske sidste gang! OMG! DET er svært at skrive, men det er simplethen for dyrt at få garn tilsendt så langt væk fra. 

NU er det her og det skal nydes.

SCRAP VEST, som den hedder nu på både danske og engelsk, er jeg ved at lave i en lidt ny udgave da nogen af farverne i den ‘gamle’ vest ikke længere findes. 

NO WORRIES, den ‘nye’ bliver ligeså skøn og ligner den ‘gamle’

HVOR og HVORDAN kan i få fat i garnet?

Først og fremmest i  Frk Sibbes Gårdbutik. Butikken har åbent tirsdage 14-17 og lørdage 11-14 Butikkenligger på Sibberupvej 25, Skælskør. Find Frk Sibbes her https://frksibbes.dk/ og på Facebook https://www.facebook.com/Frksibbe

Jeg har det også med når jeg holder foredrag og ‘Eventyrlige strikkecafeer’, se ‘kalender’ … som løbende bliver opdateret.

Jeg ‘joiner’ Frk Sibbes til Garndagen i Gørslev lørdag d. 22.10. hvor jeg selvfølgelig har Mohair med. https://www.instagram.com/garndagen/

Og igen på Svinggård’s Messen i Hornbæk d. 12. og 13. november https://www.facebook.com/houseofpureliving

Jeg bestræber mig også på at det kommer i webshoppen slut oktober: 

SCRAP VEST som en garnpakke og de farver jeg har på lager kan købes i løs vægt.

Den nye SCRAPPY CARDI er også strikket i Mohair fra NZ. Der skal bruges 4 nøgler a 100 g og så din egne rester af Sock Yarn.

THE VEST er også lavet i den skønne Mohair. Her skal du blot bruge 2 nøgler til str Small og Medium og 3 til L og XL

CUTE CARDIGAN er strikket i Mohair og med Sock Yarn fra Hedgehog Fibres i ribben. Sock Yarn kan du finde hus Frk Sibbes 

Ikke at glemme CLYDE, både VERSION 1 OG 2.

Ikke alle viste farver kan jeg tilbyde men faktisk har jeg GUL på lager til EN sweater!              OG Frk Sibbes har det skønne Fluffy Mohair fra Cowgirlblues i butikken

                   

Du er også ALTID velkommen til at skrive til mig. Så finder vi ud af at jeg sender fotos af det du ønsker og jeg kan sende garnet til dig eller vi kan aftale at du kigger forbi når det passer ind.

MOHAIR LOVE AFFAIR

EVENTYR er da også for MÆND

2500 km Venstrekørsel på smalle veje i sprit ny corolla

Pilgrimsvandring ved Croagh Patrick

Rundvisning i et 800 år gammelt spinderi

Bryllup på Cliffs of Moher 

Får, uld og kabelstrik ‘all over’

Strikkecafé i Ennistymon

Fantastiske oplevelser krydret med tanker, tvivl, nysgerrighed, vilje, drømme, mod, ro mv 

Det hele er en del af at rejse alene og af min 6 ugers rejse til Irland i foråret 2022.

Mit foredrag handler meget om strik men rigtig meget om livets eventyr.

SÅ hiv lige de der mænd med, de er VELKOMNE og eventyr er da også for mænd.

JORDEN RUNDT MED MINE STRIKKEPINDE

Tirsdag d 4. oktober kl 19

Bøgelunde Forsamlingshus, Snedinge Møllevej 22, 4230 Skælskør

Tilmelding på sms til forsamlingshusets telefon 30 11 50 95

eller på mail bfvenner@gmail.com

Pris; 95 kr inkl kaffe og kage, betales ved ankomst.

 

RESTEVEST

Du kære RESTEVEST 

Du er helt særlig og lækker

Lavet af garn langvejs fra ….

….   aaahhh men pt er det lidt bøvlet! 

Det har været det skønneste eventyr at få garn fra New Zealand og jeg håber at præcis det eventyr blomstrer op igen en dag.

Corona mv har påvirket produktionen af den Mohair kvalitet som jeg har været så forelsket i, siden jeg mødte den for første gang, langt væk fra Danmark, i Clyde, en februar dag i 2018.

At farverne ikke længere findes og at garnet er i restordre er jo nærmest fortvivlende både for mig og for jer derude der gerne vil strikke netop denne vest.

MEN

Nu har jeg heldigvis fået et crush på en anden Mohair kvalitet; 

det smukke FLUFFY MOHAIR fra Cowgirlblues

Og nu arbejder jeg målrettet på RESTEVEST VERSION 2022

Vest og opskrift er klar inden udgangen af oktober. 

Farverne vil minde rigtig meget om den første restevest.

Design i forhold til rib og hals vil være ændret en smule

Salg af Garnpakker med alt du skal bruge til vesten håber jeg også bliver klar slut oktober

GLÆD DIG – DET GØR JEG

VIGTIGT: opskriften til RESTEVEST er blot en guide til hvad jeg gjorde og som navnet lægger op til, kan den nemt strikkes af dine egne garnrester.

En tyk mohair, eller 3 tråde af den tynde, sammen med en tynd ulden følgetråd (Her har jeg brugt sommeruld fra Camaraose)

RESTEVESTEN er ONE SIZE.  Den måler 130 cm i brystvidden

Lige om lidt, sker det! For nu hopper jeg igen, ud fra den vildeste klippeafsats, ud i mine drømme.

Pr. 1. oktober bliver det virkelighed, så skal jeg arbejde 100 % i min egen virksomhed.

Det føles helt rigtigt og jeg glæder mig så meget til at skulle arbejde på min måde, efter mine rytmer og til at kunne strukturere min hverdag og mit liv, selv!

Et liv og en hverdag jeg faktisk har drømt om og forestillet mig siden jeg var helt ung.

D. 27. januar skrev jeg bla sådan her i et blog indlæg:

……. Så bevidstheden om, at det er muligt at skabe et liv, hvor jeg kan leve i og med passion, glæde, begejstring og kærlighed hver eneste dag, den giver mig tillid og energi til at fortsætte ud i eventyret.

Også selvom det er på bekostning af en vis tryghed. Men tryghed, som jeg tror at vi alle har brug for, har jeg fundet i mig selv. Der er stor tryghed i, at jeg kan mærke mig selv, mærke hvem jeg er og at jeg på den måde mærker modet til at stå op for mig selv, stå stærkt og stå frem.

Så kan jeg jo nærmest klare hvad som helst.

Og på den måde får min nysgerrighed og min eventyrlyst masser af plads at boltre sig på.

Jeg har kun dette ene liv.

Jeg vil ikke på pension. Jeg vil leve og arbejde med passion og glæde til jeg bliver en meget gammel dame. Og jeg vil dele ud af min glæde og passion i håb om at jeg kan blive ved med at inspirere og skabe god energi.

Du er mere end velkommen til at joine mig, hele vejen.

Og nu, nærmest mere end nogen sinde før, skal jeg stå stærkt i mig selv og finde trygheden lige der.

GODT at jeg har øvet mig.

For jeg kan godt afsløre at jeg er en smule træt pt.

Der er fart på med fuldtidsjob og forberedelser til alt det der sker og skal ske i min virksomhed. 

Ind imellem besvimer jeg på sofaen om eftermiddagen, jeg går ud som et lys og alligevel sover jeg fint om natten … heldigvis! Når jeg bliver så træt, så kan jeg godt få en ‘hjerne nedsmeltning’; en tilstand hvor jeg slet ikke kan se lyset og så græder jeg mine modige tårer.

Scarry

Men når jeg så har sovet, grædt og sovet igen, så rejser jeg mig og genvinder energi, tillid, styrke, motivation og begejstring. så kommer det hele sivende ind i mig igen.

Jeg ved det jo, det går over. Det ER fordi jeg lige løb tør for energi.

Jeg glæder mig ubeskriveligt til at fordybe mig og til at gå ALL IN på foredrag, bøger, rejser, strikkedesign og opskrifter, workshops, drømmeværksted, garn osv.

Jeg glæder mig til at kunne dele det hele med jer.

Jeg håber I bliver hængende og tager med på mit eventyr, tag gerne flere med, det vil være en kæmpe hjælp.

Må i alle få den dejligste weekend.

Glem prisstigninger og klimakrise.

NYD LIVET OG NUET

TOWNHOUSE TEE

TOWNHOUSE TEE

Det er ret fantastisk, at jeg nu kan udgive første opskrift, skabt ud fra min strikkerejse #2 til Irland.

Sjovt, at det er af garnet, jeg købe til allersidst, få dage før jeg rejste hjem.

TOWNHOUSE TEE udsprang faktisk af, at en kær veninde, der ikke strikker, spurgte om man dog ikke kunne lave noget mere sommerligt i stedet for alle de store sweatre jeg kreere!

Det spørgsmål satte nogle tanker igang,  som nok lå i baghovedet da jeg besøgte ‘This is knit’; en skøn og inspirerende garnbutik i Dublin. 

‘This is knit’ har en særlig beliggenhed i Dublin, nemlig i Powerscourt Townhouse Center, et  shoppingcenter ud over det sædvanlige. Husets er fra 1774, så centerets butikker er smukt indrammet af Georgiansk arkitektur.

‘This is knit’ er en familiedrevet virksomhed, af kvinder, som nu også indbefatter butikkens eget luksus håndfarvede garn; Townhouse Yarns.

Det var klart Townhouse Yarns der fangede mit øje,. En hel væg med garn af virkelig lækker kvalitet og smukke afstemte farver.

‘Fade St 4 ply’ består af 70 % merinould og 30 % silke. Det er virkelig en lækker garnkvalitet, en af dem hvor jeg ikke kan få armene ned og har lyst til at bestille mere og lave flere toppe. 

TOWNHOUSE TEE er strikket med to tråde;  ribber på pind 4 mm med to tråde i farven ‘Canary’ og selve toppen på pind 8 mm med én tråd ‘canary’ og én tråd i farven ‘Bad girl Ri Ri’. På den måde sidder ribberne rigtig fint til, selv halsudskæringen der ellers er ret udringet, mens toppen i sig selv løs og luftig. 

Jeg har også strikket TOWNHOUSE TEE op i Skinny Singles fra Hedgehog fibres sammen med en tråd silke fra ITO. Det virker også rigtig fint til opskriften og er et godt garnalternativ, jeg har dog ingen fotos af toppen endnu så det vender jeg tilbage med.

Opskriften på TOWNHOUSE TEE er nu tilgængelig i shoppen på både dansk og engelsk.

Jeg kan varmt anbefale at købe ‘Fade St’ hos ‘This is knit’

https://thisisknit.ie/products/fade-st-4ply

Og så er der vist ingen tvivl om hvorfor toppen hedder TOWNHOUSE TEE

Den grønne Ø

Ja, den er go nok, Irland er meget grøn.

Ikke kun Skt Patrick og trekløveren men landskaberne er grønne, meget grønne. 

Jeg forstår til fulde hvorfor Irland omtales alle steder som ‘Den grønne Ø’.

Når jeg kigger ned over mit billedealbum fra mine 6 uger på den grønne Ø er der faktisk virkelig mange billeder der er meget grønne.

Jeg nyder at forsvinde ind i alle mine billeder.

Det er ca en måned siden at jeg kom hjem fra min Strikkerejse #2 og jeg har faktisk ikke haft tid, ro og lejlighed til sådan rigtigt at dvæle ved billeder og alt hvad jeg oplevede.

Først skulle jeg lige lande og vaske tøj og snuppe et par dage med totalt antiklimaks. 

Så startede jeg på job igen, hvilket har været temmeligt omtumlet bla. pga. forestående omstruktureringer som skabte en del frustrationer hos undertegnede.

Så jeg glæder mig virkelig til den sommerferie jeg har i sigte, lige om hjørnet.

Meget af ferien skal bruges på at fordybe mig i billeder og garn men også på at få sat ord på alle de helt særlige oplevelser jeg fik.

Jeg har indtil videre faktisk ikke skrevet ret meget om hvad jeg oplevede i Irland. 

Men jeg tror at der kommer små historier i løbet af sommeren når jeg dykker ned i det der allerede er blevet til minder.

Friske minder.

Undervejs var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville skrive en ny bog. 

Det er jeg ikke længere; det vil jeg mega gerne og jeg mærker næsten at den former sig i mit indre. Gnisten er tændt!

Jeg kørte ca 2000 km rundt på den Grønne Ø og jeg kunne sagtens have kørt 2000 mere.

Irland er smuk, virkelig smuk.

Jeg glæder mig til at fortælle om alt det grønne, om de søde søde og imødekommende irlændere, om får og lam alle vegne, om Wild Atlantic Way, woolen mills, Donegal, Dublin, Peggy’s Place, Galway, Inis Mor, strikkecafe i Ennistymon, min elskede Ofelia og meget mere. 

Wauw

Når jeg remser op på denne måde går det op for mig at jeg er overloadet med fantastiske oplevelser som jeg slet ikke har haft mulighed for at dele ud af.

Så glæder jeg mig endnu mere til sommerferie og til at dykke ned i det hele 

Og især til efterårets foredrag, og dem er der heldigvis allerede en del af i kalenderen. hvor jeg kan øse endnu mere.

APROPOS FOREDRAG

NEW ZEALAN eller IRLAND

Eller en kombi.

Der er mange muligheder og jeg kan skrue op og ned for drømme, uld og strik alt efter publikum.

Selvom jeg er passioneret for ulden og hele strikke universet så er jeg ligeså passioneret for livet, drømmene, kærligheden etc.

Derfor, hvis du bliver inspireret og får ideer til et arrangement på din arbejdsplads, kulturhus, forening eller andet så kontakt mig endelig. 

Jeg ønsker jer alle en skøn tirsdag.

Ude godt, hjemme dejligt

God morgen

I nat har jeg sovet skønt i min egen seng.

I går sad jeg i Dublin Lufthavn og skrev sådan her:

SÅ gik 6 uger

Jeg sidder med en helt særlig følelse, stemning og fornemmelse der nok ikke, er sådan lige til at beskrive.

Da jeg rejste hjem fra New Zealand i 2018 var jeg opfyldt af den vildeste energi.

Jeg skrev her på bloggen at jeg var stolt og glad og havde nydt og elsket hvert minut.

Jeg kan i den grad huske hvordan jeg følte. På denne tur har jeg nok ventet lidt på at føle det samme, som i, at hvis jeg ikke gjorde, så ville det betyde at denne tur ikke har været lige så fantastisk.

Men sådan er det ikke. Jeg føler ikke det samme men det er heller ikke den samme tur og jeg er jo et helt andet sted nu, end jeg var for 4 år siden.

Alting er faktisk nok lidt vildere den første gang men det betyder ikke at de efterfølgende er dårligere, de er skønne på en anden måde.

Jeg kunne skrive et langt indlæg om alle mine tanker og følelser om denne tur men jeg vil egentlig nok hoppe frem til en slags konklusion:

Jeg føler mig stærk og endnu tættere på mig selv end jeg i forvejen er.

Jeg har mod og styrke til at træde ud af min comfortzone og på den måde gøre den større.

Jeg står stærkt i mig selv, jeg står 100 % ved mig selv og det er MIG der skal leve MIT liv lige fra hjertet.

Nu sidder jeg med min morgenkaffe i min dyne og jeg har sat den første vask over.

I dag skal jeg bare hænge ud og tiden kan gå så langsomt eller hurtigt den vil.

Jeg kiggede lige mine billeder igennem; wauw, det er alligevel meget jeg har set og gjort på de 6 uger.

Jeg er vild med at rejse, jeg er vild med måden at få ny viden på, for når jeg rejser, så oplever jeg verden ‘lige på huden’ i stedet for igennem en bog eller en skærm. Den fornemmelse er jeg vild med og den er helt særlig.

Den udvider min forståelsesramme, den udvikler mig.

Det er rigtig dejligt at være hjemme igen og det var fuldstændig fantastisk at krybe ned under min egen dyne i aftes.

Jeg må dog nok erkende at jeg er en rastløs sjæl med udlængsel og at min største udfordring i livet måske er, at finde ro, ét sted.

Men den udfordring klare jeg også. Og Så længe jeg finder ro, inde i mig selv, så er alt godt.

Vi ses 

Cushendale Woollen Mills

Det må være forventeligt at lave nogle fejl vurderinger i løbet af en rejse på 6 uger.

Det er klart tilfældet ift. besøg på Cushendale, 

DET skulle jeg have opprioriteret og havde slet ikke nok tid i går da jeg besøgte det fantastiske sted.

Jeg havde lige ‘squeezet’ det ind på min vej fra Tramore til Dublin hvor jeg skulle aflevere bil og helst nå ind i Dublin inden den værste myldretid.

Jeg havde ikke læst ordentligt på lektien hjemmefra. Jeg havde dog kigget på deres hjemmeside igen dagen før besøg og det gik op for mig at Cushendale laver garn af IRSK ULD, hvilket ellers har været noget svært at opdrive.

Jeg trådte ind i en lille men meget delikat og trendy butik, her blev jeg modtaget af Trevor som i den grad var imødekommende. Da jeg fortalte om min mission fik jeg hele historien om Cushendale woolen Mill som faktisk har eksisteret i over 800 år. De første 300 år blev ‘møllen’ drevet af munke, så kom englænderne og lavede om i alting men siden det 18. århundrede har familien Cushen drevet møllen.

Trevor tog mig med ind igennem hele ‘møllevitten’! 

Jeg synes det er SÅ interessant og virkelig fantastisk at vide hvordan garn bliver til. 

Det vidste jeg vel egentlig godt men jeg vidste ikke hvordan hele den maskinelle proces foregår. Og der er også rigtig meget at vide ifb. typer af uld, vask, farvning, osv.

Det interessante hos Cushendale er bla. at de bruger Irsk uld, fra fåreracen Galway. 

Cushendale varetager alle processer, fra den rå uld til garnet og de vævede tekstiler, der kommer ud i den anden ende. Selv processen med at vaske ulden, altså når den kommer ind ‘rå’, foregår også på stedet ved brug af det vand der kommer oppe fra bjergene.

Trevor fortalte mig så mange ting, jeg blev overloadet, håber jeg kan huske bare det halve. 

Men det vil jeg ikke skrive i detaljer her, så bliver det et meget langt skriv. 

Det kan komme til mine foredrag.

Jeg hilste også på ejeren, Philip, som havde gang i spindemaskinen …. det ved jeg ikke om er den rigtige betegnelse …. og vi fik lige en sludder om Hjelholts uldspinderi på Fyn som han, som det mest naturlige, kender.

Jeg tilbragte to timer hos Cushendale. Jeg købte kun en lille pose garn. For jeg kan nærmest ikke presse mere ned i min kuffert OG heller ikk ned i den ekstra taske! Men det er jo heldigvis muligt at købe det på deres hjemmeside.

cushendale.ie

Der er noget helt særligt ved at alle deres produkter er lavet af et materiale som er blevet fulgt med omsorgsfuld hånd hele vejen. At vide præcis hvad det består af. Det bliver gedigent.

Og her kan jeg virkelig mærke det fantastiske fænomen som jeg synes uld er:

Får, der veltilfredse lever i deres rette element, i den smukkeste natur, spiser græs året rundt, med en iver så man skulle tro de blev betalt for det. for så at blive klippet når det bliver sommer og ulden er alt for varm for dem. Det er én dag om året de bliver klippet! Så kan de spise videre.

Og vi, passionerede strikkere, i hele verden, kan strikke, af alt det skønne uld og blive glade i låget.

Alene men ikke ensom

Alene men ikke ensom.

Det er vigtigt ikke at forveksle det, at være alene med ensomhed.

På min rejse, lige nu i Irland, men også generelt på min livsrejse og på min rejse ud i mine drømme, kan jeg til tider godt føle mig ret alene.

En klog, kær og meget kreativ veninde skrev til mig:

Den kreative proces er virkelig en ‘lonely journey’ og mega sårbar undervejs.

Wauw, hun sætter virkelig de rette ord på. 

I mit hoved, bobler det jo ikke kun med ideer til strik. Der er jo også alverdens ideer til rejser som denne, mine drømme og ideer om hvordan jeg vil arbejde så jeg kan leve af det, fotos, strikkekunst, foredrag, events ….. ALT MULIGT.

Det er svært at beskrive og derfor også, helt forståeligt, svært for andre at forestille sig før der kommer noget håndgribeligt ud i den anden ende.

Men selvom det er en ‘lonely journey’, hvor humør, energi, tro og tillid er noget svingende, så kan jeg slet ikke lade være.

Da jeg for 4 år siden rejste til New Zealand mærkede jeg tydeligt at nu var der ingen vej tilbage; Jeg kan slet ikke lade være og jeg er nødt til at fortsætte ud i drømmene.

Når jeg rammer den gode energi og tilliden, som er med til at skabe fantastiske øjeblikke og oplevelser og den der flow-tilstand jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo, at den kreative frekvens stiger, det hele stiger; styrken, modet, inspirationen, viljen, livsgnist, glæde, passion, frihed, jeg kunne blive ved, hvilket får mig til at fortsætte.

Når jeg så i kølvandet modtager skønne beskeder og kommentarer fra jer, så mærker jeg kæmpe glæde og så giver det hele mening. Det er jo præcis det der gør at jeg ikke bliver ensom på min ‘lonely journey’

I TV udsendelsen ‘Vild, vildere, Lyngvild’ hørte jeg Jim Lyngvild sige, højt og tydeligt, at SELVFØLGELIG er det anerkendelsen der driver værket.

Det må jeg jo give ham ret i. Nok er det en ‘lonely journey’ men den bliver bl.a. holdt i gang og næret af anerkendelse.

Så TAK til jer der følger med. Jeg har mange planer og visioner og i er en stor del af dem.

Hedgehog Fibres

Tænkt hvis jeg  havde al tid i verden og bare kunne forsvinde ind i garnhimlen, der hvor tid og sted forsvinder og hvor jeg kan fordybe mig i at strikke, tegne, eksperimentere, udvikle osv.

Jeg rørte ved den tilstand af flow hos Hedgehog Fibres i går.

Efter et magisk besøg ved Hedgehog Fibres, et spændende og virkelig inspirerende firma, står ideerne nu i kø. Det bobler med farver, mønstre og alt for fede design til sweatre, veste, trøjer og sjaler. Det danser rundt i mit hoved.

Jeg havde fornøjelsen af at møde både Rose og Lin.

Rose er bla. garn farver hos Hedgehog fibres, sådan på den fede kunstneriske måde. 

Wauw, sikke et job! Rose lyste af passion og glæde hvilket var virkelig interessant.

Efter snak om garn og farver dykkede jeg ned i garnhylderne i deres Showroom og tiden forsvandt.

Efter to timer forlod jeg Hedgehog Fibres fyldt op med god god energi og med to poser garn.

På en cafe indtog jeg min frokost i ro og lod alle indtryk bundfælle sig.

Det var her jeg mærkede det dybe ønske om at kunne forsvinde ind i garnhimlen og ind i de kreative processer.

At skabe noget, uanset hvilket håndværk eller kunstart der er tale om, er ikke noget man/jeg, gør lige fra kl 16-17 efter job.

Det kræver så meget tid og ro.

Men tænk hvad der kunne komme ud i den anden ende. 

Om 10 dage lander jeg i DK. Så har jeg en uge hjemme i min egen hule inden jeg skal på job.

Fuld tid!

Og jeg er ‘kommet til’ at købe virkelig meget garn og det strikker jo ikke sig selv!

Så jeg kommer sgu i tids underskud.

GODT at jeg nu har 6 dage på dette Airbnb, her skal jeg fordybe mig og brede ALT det garn jeg har købt ud over det hele.

GODT jeg har en lang sommerferie i sigte hvor jeg også får tid.

Og GODT at jeg får tingene til at ske, ellers var jeg jo ikke hvor jeg er lige nu.

Jeg bliver bare utålmodig.

Jeg nød så meget at besøge HH fibres og nu har jeg jo bare lyst til at blive i den garnbobbel.

Jeg glæder mig til at vise jer hvad der er i poserne og hvad der danser rundt i mit hoved …. eller måske ikke alt der er i mit hoved!

Rigtig dejlig bededagsferie til jer alle.