SÅ gjorde jeg det alligevel!
Jeg kom til det.
Passion og drømme trumfede klimahensyn.
En giga kasse med garn er på vej til Danmark, helt fra New Zealand.
Mohair Merino fra Touch Yarns, The beautiful Yarn Company.
Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan finde en kvalitet der matcher denne, her på disse breddegrader?
JA
Mohair Merino er 100 % natur. Det er en uldtråd der binder den smukke mohair sammen.
Ingen nylon, ingen polyester, kun natur.
Måske falmer det idylliske, naturlige billede lidt ved tanken om, at det er sendt med fly hele vejen fra NZ. Næste sending med garn bliver muligvis med skib; jeg researcher.
Til gengæld er det magisk, at åbne en kasse med Mohair Merino fra New Zealand. Det dufter af New Zealand, det dufter af eventyr. Farverne er helt unikke og kvaliteten er virkelig lækker.
Tilbage i 2019, da jeg fik de første kasser tilsendt, var garnet pakket i bundter og var lagt direkte i kassen, kun med et stykke silkepapir på toppen.
Så når jeg åbnede kassen, kom duften af får og New Zealand som et trylleslag op i min næse,
Det var lige præcis magisk.
Nu er garnet i nøgler, stadig med 100 gi hver, 5 nøgler i hver pose.
Men det er stadig magisk.
At Passion og drømme trumfede klimahensyn, betyder, at jeg har det lækre Mohair Merino, med til efterårets foredrag og jeg arbejder på at det også kommer i min webshop.
En klog, kær kvinde foreslog engang, at jeg kunne være ‘New Zealand garn ekspert’. Den idé strejfer mig ofte. New Zealand er et ‘uld land’ på den fede måde og jeg kunne sagtens bruge resten af mit forhåbentlige lange liv, på at udforske alt det fantastiske garn der findes derude.
Vi ses