


KERRY WOOLLEN MILLS
En blå historie
Farven blå har jeg altid holdt rigtig meget af, altså i naturen; havet og himlen.
I naturen repræsenterer blå frihed og spiritualitet.
Men en blå bil eller en blå sweater har jeg ikke været fan af. Den koboltblå, også kaldet royale blå, har for mig været for konfronterende og sendt mig tilbage til firsernes skulderpuder og permanentekrøller.
Den dag jeg besøgte Kerry woollen Mills skete der noget skelsættende med mit forhold til blå.
Dagen var grå, med dagsregn og jeg var et sted på min rejse hvor jeg følte mig lidt ensom og jeg havde faktisk, for at være ærlig, lidt svært ved at holde af, at være på tur med mig selv.
Så Turen ud til Kerry Woolen Mills, ad små smalle regnvåde irske landeveje var med blandede følelser.
Herude ligger Spinderiet, i landlige omgivelser og mange af bygningerne bære tydeligt præg af at have ligget her i 300 år.
Da jeg trådte ind ad døren til den lidt ‘old school’ Mill Shop blev jeg mødt af det sødeste personale, af 4 søde amerikanske kvinder på tur og lidt senere af Yvonne; ejer, i fjerde generation.
Yvonne viste mig rundt på hele spinderiet og jeg fik indblik i hvordan garnet vi strikker af bliver til, helt fra begyndelsen.
Aran wool, I farven ‘blue fleck’ var tilfældigvis den der sad på maskinen.
Den der konfronterende blå, oveni købet med umiddelbart grimme kontrastfyldte nistre i!
At få et kig ind i processen; hvordan de blander råuld i forskellige farver, efter opskrift som til en kage, og se at det bliver kartet og spundet, hvorefter det lå der i en kasse, i store smukke 200 g bundter, og kiggede på mig og talte til mig.
Efterfølgende tilbragte jeg to skønne timer i butikken, kredsende rundt om garn i flere farver og især det blå. Det var ikke det jeg plejede at være vild med men jeg kunne ikke slippe det blå garn. Besluttede langt om længe at købe det blå, uden helt at forstå hvorfor og uden at kunne se hvad jeg skulle med det.
Det kom til gengæld til mig, lang tid efter men på magisk vis.
Dagbog
‘Jeg havde en SÅ god oplevelse på Kerry Woollen Mills, med en virkelig interessant rundvisning, hvor jeg sgu lærte meget om uld og garn. ‘De’ kan bare komme an.’
Så jeg kørte glad videre, ud i den silende regn, til Killarney hvor jeg spiste meget varm grøntsagssuppe til frokost, hvilket passede perfekt til vejret.
At fordybe mig i uld på alle måder havde endnu en gang healet mit humør og mindset.
Og på den måde blev blå yndlings.



















