I tirsdags havde jeg et helt særligt besøg.
Jeg havde besøg af en journalist og en fotograf fra Familie Journalen.
Det var en virkelig god oplevelse og jeg er mere end spændt på at læse artiklen om MIG.
Det er altså virkelig en særlig ting, at nogen får øje på mig og synes at min historie er så interessant at de har lyst til at dykke ned i den og fortælle den, sådan ud i offentligheden!Så andre også kan høre/læse den, med den begrundelse at det vil inspirere og interessere andre mennsker.
Så bliver jeg helt forundret og eftertænksom.
Jeg er jo bare mig. Har jeg gjort noget der sådan er særligt?
Og samtidig har jeg jo fuld spade på med arrangementer og jobs og strikke kurser og SoMe og salg af garn og og og og ……
OG det der bla. driver mig er jo, at når jeg rør ved det jeg synes er sjovt så begejstres jeg ovenud, så meget at det smitter, så andre bliver glade og inspirerede og jeg får, på alle mulige måder, den skønneste respons hvilket giver mig endnu mere energi og gå-på-mod.
Jeg kan godt fortælle at jeg faktisk skriver til mig selv, næsten hver eneste morgen, sådan lidt dagbogs agtigt. Jeg tømmer mit hoved, jeg kan skrive alt uden omsvøb og på den måde få alt muligt til at falde på plads. Jeg tænker ikke så meget over det jeg skriver, det kommer bare.
Og en fredag morgen, for 2 uger siden, gav jeg mig selv en pep-talk.
For jeg er lidt træt pt, jeg har virkelig mange bolde i luften. Men jeg er så meget på vej og jeg skal og vil holde snuden i sporet. Jeg kan mærke at der er lige ved at ske ting som vil åbne min vej endnu mere ….. giver det mon mening …. og den formiddag, hvor jeg havde skrevet denne pep-talk til mig selv, der modtog jeg den fineste mail fra en sød journalist der gerne vil fortælle min historie.
Ikke kun om min rejse til New Zealand men også min livsrejse.
Det er altså stort for mig.
Og det hjælper mig så meget på vej og bekræfter mig i at jeg er på vej i den rigtige retning.
Også selvom jeg føler mig så træt, så træt.
Når jeg høre mig selv fortælle, kan jeg jo godt høre at jeg har taget nogle store beslutninger, kæmpet mig ad snoede stier, taget nogle chancer og kastet mig ud i eventyr.
Jeg har været, og er stadig, på den vildeste rejse, fra at have følt mig som 0,0 til at turde drømme og til at turde følge drømmene.
At rejse herhen hvor jeg har tillid til at jeg kan gøre præcis det jeg drømmer om, det er måske særligt.
Og hvis det kan inspirere jer derude, så fortæller jeg gerne min historie mange gange.
For så giver det mening.
Hold øje med Familie Journalen
Der går nok lige nogle uger før artiklen kommer i og jeg lover at jeg nok skal sige til.
