En hurtig, bæredygtig, billig og SKØN hue

Kør først en tur ud i det blå og læg vejen forbi Frk. Sibbes Gårdbutik, Sibberupvej 25, Skælskør. Her er åbent alle lørdage kl 11-14

Køb ET (måske TO, læs hele teksten før du køre) nøgle Snefnug fra Camarose i lige den farve du synes er aller skønnest.

Når du kommer hjem finder du en rundpind nr. 5, laver din yndlings te eller kaffe og sætter dig i den bedste stol/sofa i huset/lejligheden med hele molevitten.

Find evt en god podcast, det kunne være ‘Fire patroner på lommen’ med Rane Willerslev

https://www.dr.dk/lyd/p1/fire-patroner-pa-lommen

Eller en god serie … nok ikke Outlander på Netflix, så er det ikke nemt at koncentrere sig om at strikke. Men måske ‘Anne og Anders i Norden’ på DR TV.

NU er du klar.

Slå 68 m op på din rundpind nr 5 med det bløde lækre snefnug.

Strik rundt, 2 ret, 2 vrang.

Når du har strikket ca. 54 omgange begynder du at tage ind:

Strik *2 ret, 2 vrang sammen. Gentag fra * hele omgangen rundt.

Strik 5 omgange hvor du strikker 2 ret, 1 vrang.

Strik nu; 2 ret. *Herefter strikker du den næste vrang maske og den næste ret maske ret sammen, 1 ret. Gentag fra * hele omgangen rundt. Den sidste vrang maske strikkes ret sammen med den første ret maske.

Strik herefter 3 omgange ret = glatstrik.

Tag nu ind igen således:

*1 ret, 2 ret sammen. Gentag fra * hele vejen rundt.

Strik 1 omgang ret

Strik *2 ret sammen. Gentag fra * hele vejen rundt.

Bryd garnet så du har en ende på ca 20 cm tilbage. Træk garnet gennem de resterende masker og gør garnet fast på bagsiden.

Nu har du en ret skøn og meget blød hue.

Ønsker du at den er løsere eller med større opslag eller måske 2-farvet skal du naturligvis købe 2 nøgler garn.

1 eller 2 nøgler; det er en hurtig, bæredygtig, billig og SKØN hue.

God fornøjelse

Vi ses i gårdbutikken