Ensomheden er min styrke

ET BLOGINLÆG I SERIEN OM BEVIDSTE VALG. MINE BEVIDSTE VALG. Lad dig inspirere eller put den i papirkurven!

Ensomheden er min styrke

Måske er det mere korrekt, at skrive ‘ensomheden er blevet min styrke’. 

For det var den ikke, det føltes i hvert fald ikke sådan. Ensomheden var uendelig trist, tom og meningsløs.

Da jeg var midt i den dybeste sorg over, at have mistet min far, havde jeg nogle samtaler med den søde, kloge og kærlige præst som begravede min far og som kendte ham så godt. 

Vi talte om ensomheden og hun spurgte om jeg ville være den foruden? 

Et uventet spørgsmål som vendte følelsen af ensomhed på hovedet. 

Mit umiddelbare svar var nej, jeg ville ikke være ensomhedsfølelsen foruden. Lige der forstod jeg ikke hvorfor jeg svarede nej.  Men lige der vidste jeg, intuitivt, at der var mere i følelsen af ensomhed end alt det triste.

I mange år har jeg fulgt Kløvedal og Beha sejle jorden rundt. Jeg har fulgt dem på TV, læst bøger, lyttet til podcast og været til foredrag. De har inspireret mig i livet, til at leve fra hjertet. Men jeg har også været misundelig på deres sammenhold og det, at de hele tiden gjorde og gør noget sammen. Det var en stærk kontrast til at jeg sad der og bare var alene og følte mig ensom. Måske blev jeg nærmest lidt flov over ikke at kunne skabe sammenhold og prioritere at være sammen, med nogen.

Men jeg tror, at min livshistorie, min livsrejse og mit livsformål har krævet alenetid. Meget alenetid. 

For min livsrejse ramte et punkt, hvor jeg ikke vidste hvem jeg var og mit selvværd var væk, som i helt væk! 

Umiddelbart var det jo ikke fordrende for mit selvværd at være rigtig meget alene.

Men

En klog kvinde sagde til mig, på et tidpunkt hvor jeg virkelig var trist og tom og følte mig ensom og alene:

Vejen til friheden går igennem ensomhedens port

Den sætning får lov at stå alene, jeg vil ikke uddybe den. Den overlader jeg til dig som læser.

Blot vil jeg nævne, at den hjalp mig på vej og jeg kom igennem porten. 

På ingen måde nogen nem vej men i dag er ensomheden min styrke.

Det har været en lang vej, det har været hårdt arbejde.
Det er svært at præcisere hvad jeg har gjort for at nå hertil. 

Måske kan jeg bedst beskrive min livsrejse og udvikling ved at beskrive mig selv som et passioneret, nysgerrigt, reflekterende menneske med en god portion vilje og ikke mindst kærlighed. 

Kærlighed til mig selv og uendelige mængder af kærlighed til mine børn, og netop den kærlighed giver mig vilje og styrke til at rejse mig, blive klogere, gøre mig umage og leve mit liv fra mit hjerte. Passioneret; Vi har kun dette ene liv.

Kærligheden til mine børn ER uomtvistelig det der
først og fremmest får mig til at rejse mig hver gang jeg vælter.

Selvom jeg har et væld af skønne elskede mennesker i mit liv så er det mig, alene, der finder vej. 

Når jeg dealer med livet, i alle dets udfordringer, er det mig, alene der finder vejen med mit hjerte som kompas.

Jeg har rejst alene, helt til verdens ende. Jeg klare alt selv; praktisk, økonomisk, administrativt, mentalt osv. 

DET er en kæmpe styrke og en kæmpe frihed. 

Det kræver en masse energi og tillid og er til tider hårdt. 

Men det er også magisk og jeg er taknemmelig for at jeg har formået et foretage den lange rejse fra mit hoved til mit hjerte. At foretage netop denne rejse, er et bevidst valg.

I mit hjerte bor min styrke. 

Jeg er et socialt væsen, mine relationer er vigtige og uundværlige.

Men nu værner jeg om ensomheden fordi det er her jeg kan mærke mig selv. Det er her jeg kommer hjem til mig selv, det er her jeg finder ind til mit hjerte, når jeg nogen gange kommer lidt for langt væk.

Ensomheden er blevet en vigtig del af mig for at kunne være i verden og i mine relationer som MIG

På allermest autentiske, ærlige og kærlige vis

ENSOMHED

ENSOMHED

Sidder og læser artikel om Petra Nagel; smukke skønne kvinde, der savner en veninde og hun savner at høre til!https://www.alt.dk/artikler/petra-nagel-podcast-et-nyt-kapitel-veninder-by-lejre-familie/5542311

Så, der ER nogen, der har det ligesom mig! 

Oveni købet en kendt, smuk og klog kvinde som Petra Nagel.

For i min ensomhed føler jeg mig hverken smuk, klog eller kendt!

Det Petra beskriver om at høre til, er præcis det jeg savner.

Jeg har mange skønne veninder, tætte omsorgsfulde veninder. Heldige mig.

Alligevel sidder jeg her og føler mig BIG TIME ensom og ensomheden er virkelig ikke pæn!

Det er nemt at give mig selv skylden; jeg har også rejst rundt og flyttet en milliard gange og så er det jo ikke nemt at skabe relationer i nærmiljøet og ej heller nemt for venner og veninder at finde ud af hvor de skal besøge mig!

Men nu kommer min udlængsel og rastløshed både af eventyrlyst OG af sorg og krise!

For nok har jeg modet til at flytte mig, både geografisk og mentalt. Men det er også en længsel og en søgen efter kærlighed og mening med livet, efter igen og igen at skulle redefinere mig selv efter skilsmisse, brudt kærlighed, miste forældre etc.

Alt sammen helt normale livskriser, det er jeg klar over, men det gør dem ikke mindre sorgfulde og udfordrende.

Efter mange dybe samtaler med kloge kvinder, ved jeg også at ensomhed har mange ‘farver’ og at ensomhed er et vilkår. Den ensomhed jeg oplever pt er både bundet op på ovennævnte livskriser men det har også stor betydning at jeg nu er tæt på 60, og hvad så! 

Projekt mor er lykkedes; min børn kan selv flyve, det gør de lige så flot og har ikke lige så meget brug for deres mor længere!

At finde mig selv og leve fra hjertet er også lykkedes, men måske fordi jeg er en eventyrlysten dame med stor udlængsel så bliver det liv hurtigt alene, fordi de fleste ikke er så vilde med et stormasket sikkerhedsnet!

Så her sidder jeg, med hovedet, og hjertet, fuld af ideer, eventyr og kreativ energi og føler mig F ensom!

JA, jeg gør faktisk alt muligt; booker saunagus med veninder, går til Crossfit 2 x pr uge, svømmer, arbejder, strikker, osv osv

Men jeg savner BIG TIME det Petra Nagel  beskriver; en man lige kan ringe til en veninde og snuppe en kaffe på altanen når solen skinner, at ha familien om mig, at spise i madklub hver 2. torsdag. ETC

Jeg savner at høre til

Og så savner jeg KÆRLIGHED 

Nu vil jeg lytte til podcast ‘Et nyt kapitel’ med Petra som gæst.

https://podimo.com/dk/shows/et-nyt-kapitel

…… lige en note; det kræver faktisk ekstra mod at udgive dette post, fordi ensomhed også kan føles lidt flovt eller lidt kikset ….. mon nogen genkender det?