Heldige mig at jeg har 4 ugers ferie
En meget vigtig ferie for mig, jeg synes faktisk at jeg har fortjent den big time.
Mit ord i 2021 er ‘tålmodighed’. Der er så meget jeg gerne vil og så meget jeg drømmer om, men jeg er jo nød til at tage en ting ad gangen. De ord har jeg sagt mange gange til mine unger og nu må jeg tage lidt af min egen medicin.
Når jeg kigger på første halvår af 2021 så har jeg faktisk allerede nået en del og jeg synes også at jeg har husket at nyde og være til stede i alle mine gøremål.
Jeg har f.eks. sat hele mit hus i stand, jeg har lavet min base, en base jeg er vild med.
Jeg føler mig hjemme, jeg har god plads både ude og inde og der højt til loftet i mere end en forstand.
Men jeg bliver udfordret på tålmodigheden fordi al min tid er gået til netop istandsættelse OG fuldtids job som underviser OG alt det ind i mellem som skal til for at få hverdagen og min krop til at trives og fungere.
Det går ud over mine strikkeprojekter og mine strikkedrømme.
Så jeg når ikke at forfølge de ideer der kommer, jeg når ikke at skrive alt det jeg gerne vil poste her på min blog, jeg når ikke at forberede og udvikle efterårets foredrag, messer, workshops ….. hør lige; det lyder jo helt kolerisk!
Og det er præcis der at jeg skal øve mig på at trække vejret ned i maven, have tillid og tålmodighed. For jeg er jo på vej og nu er huset malet og indrettet.
Så NU starter næste kapitel og det starter med 4 ugers ferie, som jeg vil bruge til at finde ind, fordybe mig, skrive, strikke, lytte, tænke tanker, tegne, brainstorme. Ja, det er mange ting men det er blot en beskrivelse af en kreativ proces som jeg elsker at være i, men som kræver tid og plads.
Om lidt køre jeg til Italien med min bedste veninde som jeg har kendt i 50 år.
Jeg er lige ved at lave et nyt strikketøj klar, et helt nyt! Nyt design i det lækre Hedgehog Fibres som vi har fået hjem til Yarns by Eger og som du kan finde i Frk. Sibbes gårdbutik
Måske får jeg ikke strikket alverden i 30 graders varme. Men garn og strikkepinde er med mig og jeg glæder mig til at køre langt væk, bo lige op ad vinmarkerne, mærke de fantastiske dufte, nyde det skønne mad og de lækre vine og beruse mig i sydens sol og varme.
Så åbnes alle mine sanser, jeg bliver max inspireret og jeg mærker hvordan jeg evner at være til stede i nuet og suge alle indtryk til mig. Noget jeg først rigtig har lært de senere år.
Onsdag var jeg på Guldagergård i Skælskør til Samtalesalon med Rane Willerslev og Anne Sophia Hermansen.
Arrangementen var som jeg havde forventet virkelig interessant. Rane er efter min mening både inspirerende og provokerende på den fede måde.
Og så er Guldagergård og Claytopia da i den grad også et besøg værd. Stedet er magisk; en meget smuk og stemningsfuld park med en smuk keramik udstilling. Og jeg er normalt ikke så fascineret af keramik. Men her fik jeg samme oplevelse som når jeg rejser; helt automatisk forsvinder jeg ind i nye verdener.
Nu vil jeg rejse ud og ind.
Jeg poster undervejs, nok mest på Instagram.
Vi ses
Rigtig god sommer