God morgen .. Jeg fandt denne kladde, et blog indlæg fra januar 2018 som jeg aldrig har fået udgivet. Jeg ville skrive om noget helt andet men nu er jeg blevet nysgerrig på mit eget blog indlæg.
Det er skrevet på New Zealand, da jeg lige var taget ud på min første strikkerejse. Mit første skridt ud i det vildeste projekt. Lige præcis ‘det vilde’ er emnet; læs med og skriv meget gerne en kommentar.
God morgen
Sidder med en skøn kop morgenkaffe i min seng. Ind ad det åbne Vindue siver sommerluft og fuglefløjt
Jeg filosoferer endnu engang over min tur! Nok nogle af de samme tanker som da jeg skrev om alle mine “rejse sommerfugle i maven”
og så alligevel ikke.
Det har lige taget en drejning og jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide hvad du tænker!
Pt er jeg i trygge, gode, hyggelige rammer hos familien i Wanganui.
Tirsdag rejser jeg til Sydøen og starter dermed næsten 8 ugers alene tur.
Jeg glæder mig SÅ MEGET og samtidig føles det scary og VILDT
Og lige præcis det at det føles VILDT sætter tanker igang. Ligesom inden jeg tog afsted hvor rigtig mange sagde til mig at jeg er super sej!
Men hvad er det der er VILDT og SEJT?
For når jeg får den der scary følelse, så er det at jeg, som tidliger beskrevet, tænker det hele igennem og konstaterer at der ikke er noget jeg ikke tør eller ikke kan og det, der er ukendt det finder jeg jo bare ud af; jeg har et kort og jeg kan snakke med folk.
Det er jo ikke en Betina Aller bjergbestigning!!!
Hvad er det så, der er VILDT og SEJT?
Er det fordi det ikke er normalt at en kvinde på 51 tager afsted alene på denne måde? Altså når noget ikke er normalt er det jo ukendt og dermed uforudsigeligt kan man sige?
Eller bare det at rejse så langt, alene! Alle snakker om at det er rart at ha en at opleve med. Og det er selvfølglig også rart at være to hvis der skulle opstå noget problematisk ….. er det så det? At mennesker frygter det værste? Eller nogen gør? Så det er mere trygt at være sammen med nogen?
Eller er det hele mit set-up’et?
Altså at prioritere anderledes og tage orlov fra job og give afkald på en masse for at få råd til den her tur. Vælge bevidst i stedet for at høvle igennem hverdagen; dag efter dag, uge efter uge, år efter år. Hvor drømmene bliver væk.
Så er det orloven og turen i sig selv? Og måske ideen om en strikkebog!!!
Er det fordi det er ved “verdens ende”? En MEGET lang rejse fra Danmark, den kan nærmest ikke blive længere?
Tanken: 8 uger = lang tid + ser kortet over jorden, over New Zealand, over Sydøen; der skal jeg køre!!!
Hvad er det der er vildt? Eller er det slet ikke VILDT? Hvad tænker du?
Og det er altså ikke fordi du skal skrive at jeg er sej 😉
Jeg er nysgerrig efter at vide om du overhovedet syns det er sejt og VILDT og hvorfor? Kunne du finde på at rejse sådan her? Hvorfor/hvorfor ikke?