Det stormer.
I aftes lå jeg og kiggede på det smukke birketræ som jeg så ofte kigger på når jeg vågner om morgenen, hvor de lange yndefulde grene vejer blidt i vinden. Men i aftes, inden jeg sov, lå jeg og kiggede på hvordan det blev rusket voldsomt og de lange bløde grene blev kastet rundt og hele træet bliver bøjet til den ene og til den anden side så jeg kunne blive bange for om det knækker!
Jeg filosoferede over om det kan sammenlignes med livet!
Kan det overføres til livet?
Lidt
For vi lever, for det meste sån blidt og stille. Hverdagen er jo sådan uden så mange udsving.; blid og forholdsvis forudsigelig.
Og så ind i mellem kommer vi i stormvejr; bøvl på job eller i relationer, travlhed, sygdom; enten selv eller nære, økonomi, etc. Hvor vi ikke ved om det går den ene eller anden vej, hvilket skaber utryghed.
Så det er jo ligesom vinden i birketræet.
Til daglig bevæger vi os blidt afsted uden for mange udsving og i stormen bliver vi bukket den ene og anden vej og rusket i og vi ved ikke helt hvornår det stopper for vi har ikke kontrollen over chefen, sygdommen og følelserne, lige som vi ikke kan kontrolelre vinden.
Okay, og hvad så! Hvad kan jeg bruge det til?
Måske sådan her:
Vi er natur, vi er en del af naturen. I min verden hænger det hele sammen; mig, universet og alt i mellem, det hele er naturen. Så det andre kalder spirituelt det kalder jeg nok mere natur.
Og ligesom at vinden rusker i birketræet bliver vi også rusket af livet ind i mellem.
Så smider vi nogle af de visne blade, dem vi ikke kan bruge længere. For mig kan de visne blade være gamle tanke og handle mønstre, vaner, relationer etc.
Vi sætter måske mere pris på hverdagen når vinden har lagt sig. Nyder roen og kan bedre få øje på alt det smukke og fine der er lige omkring os. Det er svært at holde fokus og få øje på når vi bliver rusket.
Min konklusion er at vi skal være i det der er, med accept og kærlighed.
Når der er stille og når det stormer.
Det bliver ikke ved. Det udvikler os. Det lærer os noget.
Hvis vi vil
Skøn weekend til alle
