Nogen gange bliver jeg ramt af frustration; en følelse af at være ret alene om den måde jeg ser verden på, den måde jeg ser livet, mig selv, mennesker og muligheder på.
Og det er jo på en måde et faktum, for jeg er trådt ud på en helt særlig sti, hvor jeg selv må finde vej, der er ikke nogen jeg kan følge efter.
Og det er lige som det skal være, for det er der eventyr i, og det er jeg vild med.
Ind i mellem bliver jeg alligevel ramt af en form for ensomhed. Ikke den hvor jeg er alene men den hvor jeg skal bruge meget energi på at stå op for mig selv.
Nu er det sådan, at jeg faktisk er så heldig og priviligeret at jeg har så meget kærlighed i mit liv. Jeg har så mange helt fantastiske mennesker omkring mig og jeg er så heldig at blive rummet som den jeg er.
Ligesom at jeg selv skal finde vej, derude på den snoede sti som jeg vandre af, så skal vi jo også finde vej i hinanden.
For vi udvikler os jo hele tiden som mennesker.
Nogen hastigere end andre, nogen mere bevidste end andre og for nogen er det til dels selvvalgt og smooth, for andre er det krisepræget og pludseligt.
Men uanset hvordan og hvor meget vi udvikler os, så er det vel det, en tæt og kærlig relation handler om; at finde vej i hinanden og følge med hinanden gennem livet.
Om man er venner, søskende, kærester ….
For nogle år siden havde jeg f.eks. en pause i en helt særlig tæt og gammel realtion. Men vi fandt hinanden igen og kan man det, tror jeg på, at det styrker relationen enormt. Det styrker forståelsen af hinanden og rummeligheden; det udvikler os.
Hvis vi kan være der for hinanden når livet viser tænder, i det omfang vi nu selv har energien til, hvis vi gør os umage, lytter og er til stede, så finder vi vej i hinanden og når vi gør det, så udvikler vi os også selv.
Og det gælder jo også når vi glædes med hinanden, også selvom vi måske ikke helt forstår hvad der foregår. Men hvis vi er i en tæt og kærlig relation, ligger kærligheden jo i at rumme hinandens forskelligheder.
Jeg har igennem mit liv bygget relationer op til en masse skønne mennsker. Mennesker der lever meget forskellige liv og det er jeg vild med. Jeg er vild med forskellighed og mangfoldighed. Det er lærerigt og farverigt. Det udvikler mig.
I mens jeg skriver dette bliver jeg heldigvis bevidst om, at min frustration kun er overfladisk og nok kun gælder når jeg møder nye mennsker. Vi ved jo ikke hvem hinanden er, vi skal finde vej. De ytre deres vinkel på livet ligesom at jeg ytre min.
Jeg er tro mod mig selv, jeg er MIG. Jeg går af mit livs sti, som en Lonely Rider.
Men jo mere jeg retter mig op og kigger til alle sider, jo mere ser jeg, at jeg ikke er så alene. For lige der på alle stierne langs min snoede sti, der er I jo. På jeres sti.
Stierne snor sig, ind i hianden og vi finder vej.
God søndag
